Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

2. juni 2025 09:26

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 2. juni 2025

Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. maj 2025 kl. 07.00 til 2. juni 2025 kl. 07.00.

Døgnrapport

Weekends anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Agenavej, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skalbjergvej, Himmelev, Roskilde
Stenhusvej, Holbæk
Friheden, Mørkøv
Holmagervej, Hørve
Marius Pedersens Vej, Holbæk
Jagtvej, Jyllinge (forsøg)
Lystbådevej, Jyllinge
Kalundborgvej, Allerup, Holbæk
Heibergs Have, Holbæk
Holmehusvej, Solrød Strand (to adresser)
Vestervangen, Allerup, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Solsortevænget, Ellinge Lyng, Højby Sj. (2 adresser)

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Byvejen, Lejre
Drejøvej, Hårlev
Skarøvej, Hårlev
Lindenborgvej, Roskilde
Munkebanken, Herfølge

Agerfløjen, Dåstrup, Viby Sj.

 

Kr. Himmelfartsdag - Torsdag 

 

Fængslet for trusler - Ringsted

Torsdag formiddag fik politiet anmeldelse om, at en 34-årig kvinde i Ringsted var blevet slået af hendes 26-årige kæreste, der ligeledes skulle have truet hende med kniv. Kvinden flygtede fra stedet. Politiet foretog anholdelse af den 26-årige, der blev sigtet og afhørt. Manden blev løsladt senere på aftenen, hvor han telefonisk truede kvinden igen. Manden blev derfor på ny anholdt og denne gang også sigtet for vidnetrusler. Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet for fire uger.

Cyklist påkørt - Bispegårdsvej, Lejre

Torsdag blev en 20-årig mand fra Nordsjælland, der deltog i et cykelløb, ramt af en modkørende bil, der kørte videre uden at stoppe op. Den 20-årige blev efterfølgende kørt til sygehuset til behandling for sine skader.
Ud fra vidners oplysninger kunne politiet identificere føreren af bilen, som en 26-årig mand fra lokalområdet, der senere på dagen blev afhørt og sigtet for fareforvoldelse og for ikke at opfylde sine pligter ved et færdselsuheld. Bilen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Politibåden på vandet

Torsdag var politiets både igen på vandet - denne gang gik turen fra Havnsø og videre over Nekselø, Sejerø, Nyby, Reersø og Mullerup. Der blev kontrolleret 1 motorsejler, 5 sejlbåde og 1 jolle. Alle havde tingene i skønneste orden.

 

 

Fredag-lørdag

 

Hund begravet - Teglværkskrogen, Asnæs

Kl 13.51 fik politiet anmeldelse om, at der tilsyneladende var blevet begravet et eller andet på størrelse med et barn i et buskads nær svømmehallen. Gravet var mærket af med pinde og der lå også en bamse på stedet. En patrulje kørte frem til stedet og begyndte med en lånt spade at undersøge forholdet nærmere. Det viste sig, at der i jorden lå et tæppe, der var svøbt om en lille død hund. Via halsbåndet var det muligt at finde ejeren, som blev formanet om det uhensigtsmæssige i situationen.

Uheld med knallert - Madvigs Plads, Nykøbing Sjælland

Kl 14.01 skete der et færdselsuheld, da en personbil ført af en 56-årig kvinde fra København kørte ud fra en parkeringsplads og i den forbindelse med lav hastighed ramte en knallert ført af en 17-årig ung mand fra Højby. Der skete ingen alvorlig personskade, men det viste sig, at den 17-årige muligvis var påvirket af hash og desuden var der ikke nummerplade på knallerten, der blev vurderet til at kunne køre hurtigere end det tilladte og derfor blev beslaglagt af politiet.

Unge på ulovlig knallert - Sigerslevvej, Store-Heddinge

Kl 15.41 standsede politiet en knallert ført af en 13-årig dreng. Knallerten blev vurderet til ikke at være i lovlig stand. Med på knallerten havde han desuden en kammerat. Knallerten blev beslaglagt mhp nærmere tekniske undersøgelser.

Ulovlig vagtvirksomhed - Darupvej, Roskilde

Kl 17.07 blev en patrulje sendt til skaterbanen ved dyrskuepladsen, hvor der var set flere personer iført trøjer fra et nu lukket vagtfirma. Fire personer sigtet for ikke at have den nødvendige vagtgodkendelse og sendt hjem fra arrangementet.

Kørselsforbud til dyrskue - Darupvej, Roskilde

Kl 19.37 målte færdselspolitiet en bil ført af en 21-årig mand fra Odsherred til at køre med 81 km/t i et område, hvor der på grund af dyrskuet var indført hastighedsbegrænsning på 30 km/t. Han kørte med en stor trailer med gods på bag på bilen, og der var mange mennesker i området. Føreren havde ikke sikkerhedssele på og havde desuden ikke medbragt sit køretøj. Der lægges nu op til en bøde på cirka 10.200 kroner og et kørselsforbud, da manden kun havde haft kørekort i mindre end tre år.

Bil beslaglagt - Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl 23.15 standsede færdselspolitiet en varebil ført af en 38-årig mand fra Bjæverskov. Det viste sig, at manden var frakendt førerretten. Da det var tredje gang, at der blev kørt bil uden gyldigt kørekort, blev varebilen beslaglagt. Der var samtidigt mistanke om, at manden var påvirket af narko og han blev derfor medtaget til blodprøve.

Lattergas i bil - Værkstedsvej, Køge

Kl 00.08 standsede en hundepatrulje en personbil ført af en 29-årig lokal mand. Det viste sig, at han var frakendt førerretten og i bilen stod der seks flasker med lattergas. Han blev derfor også sigtet efter loven om besiddelse af lattergas.


Lørdag-søndag

 

Røg førte til større narkofund - Ringsted

Fredag fik politiet anmeldelse om, at der muligvis var brand på en adresse, hvorfra der kom røg. Politiet konstaterede, at der dog ikke var brand på stedet, til gengæld var der en del andre ting, der tiltrak sig politiets opmærksomhed. Der blev fundet knap 300 gram skunk og et mindre skunklaboratorium indrettet i et skab. Derudover blev fundet knap 70 gram metamfetamin samt nogle kobberrør, som formodes at være stjålet. Desuden blev der fundet en professionel maskine til at skralde kobberet ud af ledninger. To polske mænd på hhv 19 og 28 år blev anholdt på stedet. De blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet frem til 26.juni.

Fyrværkeriloven - Ågerupvej, Kalundborg

Kl. 19.31 fik politiet anmeldelse om, at der blev fyret bomberør af ved en privat fest. En patrulje blev sendt til stedet, hvor der blev fundet et bomberør, som endnu ikke var affyret. En 25-årig mand blev sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Narkokørsel på genbrugsplads - Brohaven, Jyllinge - Roskilde

Kl. 20.24 kom en anmeldelse om, at en kvinde lige bilist fremstod påvirket. Hun kørte usikkert på en genbrugsplads med åben dør og trailer bag på, og var til gene for de andre på pladsen. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 54-årig kvinde fra Roskilde, som blev testet positiv for euforiserende stoffer. Hun blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med på sygehuset til en blodprøveudtagelse og herefter løsladt.

Mand anholdt for beruselse - Darupvej, Roskilde

Kl. 23.32 kørte en patrulje til festteltet ved Dyrskuepladsen, hvor en ung beruset mand optrådte voldsomt og forsøgte at komme op at slås. Da betjentene henvendte sig til den 19-årig mand fra Nordsjælland, blev han opfarende og ville slås med patruljen. Han blev derfor anholdt og taget med i detentionen. Omkring kl. 01.00 ankom den unge mands far til politistationen for at hente sin søn. Den 19-årig blev igen ophidset og kaldte betjentene alverdens ukvemsord. Det blev derfor besluttet, at det var bedst for alle, at han sov beruselsen ud i detentionen. Næste morgen blev han løsladt, og han kan nu forvente en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Voldsom på diskotek - Jernbanegade, Roskilde

Kl. 01.47 blev en gæst på en natklub aggressiv, da dørmændene ville bortvise ham. Personalet havde følt sig nødsaget til at trykke på overfaldsalarmen, og en patrulje kørte til stedet. De traf en 30-årig mand fra Nordsjælland, som havde gjort kraftigt modstand over for dørmændene ved at skubbe og bide den ene i hånden. Under tumulten havde den 30-årig ramt en stolpe, så han fik en mindre skade i hovedet. Den 30-årige havde fået håndjern på af dørmændene, og patruljen tog ham med på skadestuen til tjek. Han blev sigtet for at overtræde restaurationsloven og et forbud mod at komme på diskoteket i to år.

Flagtyve opdaget - Darupvej, Roskilde

Kl. 03.52 fik politiet anmeldelse om, at nogle unge mænd var i færd med at stjæle flagstænger, som stod langs vejen ved Darupvej i forbindelse med dyrskuet. De unge mænd havde taget flagstængerne med ned til deres campingområdet, og da en patrulje kom frem, forsøgte de at løbe fra stedet.

Betjentene råbte dem an, og de kom frivilligt tilbage. De tre mænd på 18 år fra Dianalund, Store-Merløse og Ringsted erkendte, at de havde skåret de strips over, som holdt to flagstænger og flytte dem fra deres plads. De havde brugt en vinkelsliber, som de havde smidt ind i en busk i nærheden. Alle tre blev sigtet for tyveriet, og de to flagstænger leveret tilbage.

 

 

Søndag-mandag

 

Butikstyv stjal spiritus og sodavand - Slotsvolden, Holbæk og Algade, Roskilde

Kl. 11.57 stjal en 44-årig mand fra Slagelse 21 flasker spiritus fra et supermarked til en samlet værdi af 3451,85 kr. Tyvekosterne blev tilbageleveret til supermarkedet, der ikke havde noget erstatningskrav.

Kl. 16.24 blev samme mand igen sigtet for butikstyveri, da han stjal sodavand fra en dagligvarebutik til en samlet værdi af 1256,35 kr. Drikkevarerne blev tilbageleveret til dagligvarebutikken. Manden er sigtet i sagerne.

Bygningsbrand - Langemosevej, Kalundborg

Kl. 12.08 modtog politiet en anmeldelse om en bygningsbrand. Ilden var opstået nær en pallestak, og den bredte sig til udhænget på en stald, og efterfølgende til staldbygningen. Fire personer blev kørt til tjek på sygehuset efter at have indåndet røg. Brandvæsnet fik slukket branden.

Ukrudtsbrænder antændte hæk - Solsikkevej, Jyllinge - Roskilde

Kl. 14.31 fik en 52-årig mand antændt sin hæk i forbindelse med at han benyttede en ukrudtsbrænder. Ilden i den brændende hæk blev slukket, og manden er sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen. Sagens afgøres på et senere tidspunkt.

Påvirket bilist - Strandvejen, Køge

Kl. 16.18 blev en 21-årig mand fra Køge sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand, da han kom kørende på Strandvejen. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Beruset mand var ved at påkøre bil - Greve Midtby Center, Greve

Kl. 17.12 anmeldte en 41-årig kvinde, at hendes bil var tæt på at blive påkørt af en mandlig bilist, der var kørende i den forkerte vognbane og generelt kørte meget usikkert. Kvinden lykkedes med at tilbageholde føreren, en 77-årig beruset mand, og en patrulje kom kort efter frem til stedet, hvor manden blev anholdt for sigtet for spirituskørsel. Han har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

26. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. juni 2025 kl. 07.00 til 26. juni 2025 kl. 07.00.

25. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. juni 2025 kl. 07.00 til 25. juni 2025 kl. 07.00.

24. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. juni 2025 kl. 07.00 til 24. juni 2025 kl. 07.00.