Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. april 2026
Bil kørte ind i hus - Udlænding uden arbejdstilladelse op byggeplads - Mand truede politiet med våben.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. april 2026 kl. 07.00 til 21. april 2026 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Knudslund Alle, Ringsted
Lunikvej, Greve
Bragesvej, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Svanevej, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Freyas Kvarter, Greve
Søndre Molevej, Køge
Lastbil/varebil:
Nordbæksvej, Kværkeby, Ringsted
Skibsager, Karlstrup, Solrød Strand
Bilist kørte ind i hus - Bøssebjerg, Bøsserup, Nykøbing Sj. - Odsherred
Kl. 08.21 kørte en 80-årig mand fra Odsherred af uvisse årsager frontalt ind i et hus i Bøsserup ved Nyk. Sj. Uheldet skete lige efter et sving, hvor bilen fortsatte lige ud og pårkørte husfacaden. Bilisten blev fastklemt, men blev reddet ud og bragt til behandling med lægehelikopter, da hans tilstand var kritisk. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og bilen blev bragt ind til nærmere undersøgelse. Husejeren blev orienteret, og facaden tilset, men der var ikke fare for nedstyrtning efter påkørslen af muren. Politiet orienterede den 80-åriges pårørende om ulykken. Meldingen fra sygehuset var senere, at den tilskadekomne mand var alvorligt tilskadekommen, men stabil.
Udlænding uden arbejdstilladelse - Køge
Kl. 11.00 lagde myndighederne vejen forbi en byggeplads for at kontrollere de udenlandske arbejdere. Arbejdstilsynet traf en 50-årig mand fra Moldova, som ikke havde hverken opholds- eller arbejdstilladelse. Politiets udlændingeafdeling var med på kontrollen og anholdt den 50-årige mand, som blev fængslet 3x24 timer i medfør af udlændingelovens bestemmelser, indtil hans sag er blevet afgjort. Sagen forelægges Udlændingestyrelsen, som tager stilling til, hvorvidt han skal udvises af Danmark med et efterfølgende indrejseforbud. Politiet undersøger også, hvorvidt der er grundlag for en sag mod arbejdsgiveren, der beskæftigede den moldoviske mand.
Mand truede med våben - Næstvedvej, Ringsted
Kl. 00.21 kørte en patrulje til en lejlighed på Næstvedvej i Ringsted, hvor der var klager om høj musik og larm. Da politiet kom frem blev døren ikke åbnet, og der var fortsat høj musik. En mand bag døren bekendtgjorde over for betjentene, at han havde våben på adressen, og efter nogle opfordringer blev døren låst op. Indenfor så betjentene en mand, der stod med noget der lignede en automatriffel, så de tog alle forbehold og trak deres tjenestevåben. Den 18-årige mand på stedet blev anholdt og ilagt håndjern, og lejligheden blev ransaget. Det viste sig, at de våben han havde på stedet var paintballvåben.
Den 18-årige blev taget med på politistationen til afhøring og sigtet for trusler mod politiet. Sagen er blevet juridisk vurderet, hvor der ikke blev fundet grundlag for at begære manden varetægtsfængslet. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen senere.
Narkokørsel uden kørekort - Ulstrupvej, Gørlev Sj. - Kalundborg
Kl. 02.25 blev en varebil stoppet rutinemæssigt på Ulstrupvej i Gørlev. Bag rattet sad en 60-årig mand fra Sj. Odde, som ikke havde gyldigt kørekort, da han ikke havde bestået ny køreprøve efter en tidligere frakendelse. En test med narkometeret viste desuden positiv for opiater og cannabis, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøven. Den 60-årige havde lånt varebilen, så bilejeren kan forvente en sigtelse for at overlade bilen til en person uden gyldigt kørekort.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |