Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. juli 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. juli 2024 kl. 07.00 til 23. juli 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Gammel Lyngvej, Køge
Boserupvej, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Kirkemosevej, Føllenslev, Kalundborg
Tyveri fra køretøjer:
Roskildevænget, Roskilde
Mystisk pakke - Hejrevej, Greve
Kl 09.21 kørte politiet til en virksomhed i Greve, der havde modtaget en mystisk pakke. Pakken indeholdt et glas med en ukendt væske. For at være på den sikre side blev eksperter fra Beredskabsstyrelsen tilkaldt for at undersøge pakkens indhold. Det viste sig, at være et ufarligt produkt. Det er endnu uvidst, hvor pakken kommer fra og med hvilket formål, den er sendt.
Færdselsuheld - Frejasvej, Holbæk
Kl 10.45 skete der et færdselsuheld, da en rutebus i et T-kryds ramte en personbil. Der blev tilkaldt ambulancer til sagens parter, men alle parter slap med forskrækkelsen. Uheldet tilsyneladende sket, da der opstod en misforståelse om hvorvidt personbilen skulle dreje eller ej.
Færdselsuheld - Skamstrupvej, Mørkøv, Holbæk
Kl 13.29 kom der melding om, at en personbil havde ramt et busskur. På stedet fandt patruljen én person, men vidner kunne fortælle, at en anden bil havde samlet føreren op og var kørt væk med ham. Trods efterforskning i sagen lykkedes det ikke at afklare, hvem der havde været fører af bilen på ulykkestidspunktet.
Kl 16.19 kom der så melding fra en 29-årig mand om, at han var blevet påkørt af en bil ved stationen i Holbæk. Han slap dog fra påkørslen med mindre skader. Ud fra vidners observationer tydede det på, at påkørslen var sket med den samme bil, som havde samlet chaufføren op ved uheldet på Skamstrupvej. Det lykkedes cirka en times tid senere for en af politiets patruljer at finde bilen og bringe den til standsning. I den forbindelse blev en 35-årig mand fra Tølløse anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. I bilen blev også fundet en smule hash. Manden blev også sigtet for vold i forbindelse med påkørslen.
Det viste sig, at de to mænd deler samme adresse og at der var opstået en uoverensstemmelse mellem dem. Det lykkedes dog at få mæglet mellem parterne.
Påvirket bilist - Kalundborgvej, Fårevejle St, Odsherred
Kl 21.14 får politiet melding om, at en mand sad i en parkeret personbil på en rasteplads. Da patruljen kommer frem, finder de en 52-årig beruset mand fra lokalområdet siddende i bilen med en promille på over 2,00. Dermed kunne bilen beslaglægges på reglerne om vanvidskørsel. Der var ikke tegn på, at manden skulle have drukket efter endt kørsel, og det erkendte han da også, at han ikke havde gjort. I bilen blev desuden fundet et multitool og en hobbykniv, som begge blev beslaglagt på knivloven.
Påkørsel - Lyngvej, Højby Sj, Odsherred
Kl 22.26 modtog politiet en anmeldelse om, at to mænd i en bil skulle have påkørt en dreng, der kom kørende på sin knallert ved Højby Skole. Politiet har endnu ikke haft kontakt til den pågældende dreng selv, men vil nu forsøge at finde ud af, hvad der er foregået på stedet.
Påvirket bilist - Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl 23.45 får politiet anmeldelse om en varevogn, der holdt i nødsporet på motorvejen. Da patruljen kom frem, sad føreren - en 38-årig mand fra Holbæk - i bilen og sov med sikkerhedsselen på. Et vidne havde forinden set bilen køre slingrende på motorvejen. Patruljen alkoholtestede manden, der havde en promille på over det tilladte. Han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.
Færdselsuheld - Skælskørvej, Fjenneslev, Ringsted
Kl 02.05 skete der et solouheld, da en 25-årig mand fra Ringsted kom kørende. Et rådyr sprang pludseligt ud foran ham og da han ville undvige, endte han i stedet med at køre ind i en have. Manden slap uskadt fra uheldet, men da politiet kom frem, kunne de med en alkoholtest konstatere, at manden havde drukket mere end det tilladte. Han blev derfor også sigtet for spirituskørsel og medtaget til udtagning af blodprøve.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |