Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

27. maj 2024 12:01

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. maj 2024 kl. 07.00 til 27. maj 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hovvej, Jerslev Sj.
Tigervej, Køge
Falkevej, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Hovedgaden, Hvalsø
Lykkesholm, Karlslunde - Forsøg
Søndre Ringvej, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Peter Andersensvej, Ebbeløkke, Nykøbing Sj.
Kr. Helsinge Strandvej, Gørlev Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Skjoldenæsvej, Jystrup Midtsj.

Tyveri fra køretøjer:

Frederiksborgvej, Roskilde - Tre biler
Vestergade, Roskilde
Jørgen Roedsvej, Ringsted
Næstvedvej, Ringsted


Politiet på vandet i weekenden

Midt- og Vestsjællands Politi var også i den forgangne weekend på vandet med patruljebåden.
Lørdag eftermiddag blev der sejlet i Kalundborg Fjord samt Musholm Bugt og Jammerbugt. Der blev tid til besøg i industrihavnen og vesthavnen i Kalundborg, Mullerup Havn, Reersø Havn og Nyby Havn. I alt blev der kontrolleret fem sejlbåde, seks motorbåde, to joller og tre vandscootere. Det blev til en enkelt sag, idet føreren af en speedbåd ikke havde erhvervet det nødvendige speedbådscertifikat og også manglede forsikring på sin båd.

Søndag eftermiddag blev der sejlet i Roskilde Fjord, hvor båden blev sat i vandet i Veddelev. Der blev kontrolleret 13 sejlbåde, 11 motorbåde, 2 joller, en motorsejler og 7 kajakker. En person blev sigtet for ikke at have forsikring og certifikat på plads til sin speedbåd og en blev sigtet for ikke at have redningsvest med.


Fredag - lørdag

 

Butikstyveri - Karlslunde Parkvej, Karlslunde - Greve

Kl. 11.49 blev en 48-årig mand fra Litauen tilbageholdt i et supermarked af fire politibetjente, der tilfældigvis befandt sig i supermarkedet for at købe frokost. Den 48-årige mand havde stjålet varer for 300 kr., som han havde placeret i et jakkeærme på en jakke, han bar, da han passerede kasselinjen. Manden, der var svært beruset, blev sigtet og anholdt for tyveri, og han blev taget med på politistationen, hvor han senere på dagen fik en bøde for tyveriet, inden han blev løsladt til gaden.

Færdselsuheld - Karlslunde Centervej, Karlslunde, Greve

Kl. 14.33 skete et færdselsuheld, da en 15-årig dreng fra Karlslunde på cykel kom kørende ad Karlslunde Centervej, da han blev påkørt af en personbil, ført af en 29-årig mand fra Holbæk, der ligeledes kom kørende ad Karlslunde Centervej. Det blev i første omgang vurderet, at drengen havde pådraget sig alvorlige skader ved uheldet, og han blev fløjet på hospitalet med en helikopter. Efterfølgende viste det sig, at drengen var kommet lettere til skade. Vejen var spærret i begge retninger i forbindelse med redningsindsatsen.

Blotter på spil - Portalen, Greve

Kl. 16.00 anmeldte en 18-årig kvinde fra Greve, at hun i forbindelse med, at hun opholdt sig på biblioteket blev udsat for blufærdighedskrænkelse af en mand, der blottede sig. Kvinden gik fra stedet, og overvågning på steder viser, at manden efterfølgende forlod biblioteket.

Kvinden beskrev manden som: Mand, 55-60 år, almindelig af bygning, brun i huden, kort gråt hår og iført mørkt tøj. Politiet skal nu forsøge at klarlægge mandens identitet. Vidner, som har flere oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på telefon 114.

Kvinde udsat for bedrageri - Greve

Kl. 19.14 kontaktede en 73-årig kvinde politiet og oplyste, at hun var blevet udsat for bedrageri. Hun var blevet kontaktet af en mand på telefon, der oplyste hende om, at der var mistænkelig aktivitet på hendes konto, og kort efter mødte en mand op på kvindens adresse som fik udleveret hendes betalingskort. Kvinden fattede med det samme mistanke til, at noget var galt, og hun spærrede sit kort straks efter at manden havde forladt adressen med hendes kort.

Musik til ulempe - Nyportstræde, Køge

Kl. 19.34 kontaktede en to beboer med huse tæt på Lovparken politiet og anmeldte, at 2
For høj hastighed - Mosede Landevej, Greve
Kl. 20.20 blev en 28-årig mand fra Malmø i Sverige målt med politiets lasermåler, der viste at han kørte 84 km/t i en 50 km-zone. Der nedlægges påstand om frakendelse af mandens kørekort.

Narkokørsel uden førerret - Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 21.19 blev en 29-årig mand bosiddende i Storbritannien målt til at køre 175 km/t på en strækning, hvor man max må køre 110 km/t. Manden var påvirket af cannabis og havde ikke erhvervet kørekort, og han blev sigtet for lovovertrædelserne og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt. Politiet nedlægger påstand om frakendelse af retten til at tage et kørekort.

To mænd stukket med kniv - Ejboparken, Roskilde

Kl. 00.58 kom et alarmopkald om knivstikkeri i en lejlighed i Ejboparken i Roskilde i forbindelse med en fest. En 16-årig fra Høje-Taastrup blev stukket i ryggen og en 30-årig mand fra Holbæk blev stukket i skulderen i forbindelse med et optrin i lejligheden. De to blev behandlet på sygehuset for ikke livstruende skader.

Politiet efterforskede sagen og senere på aftenen blev en 23-årig mand fra Taastrup og en 40-årig mand fra Brøndby anholdt og sigtet for grov vold. De blev taget med til stationen til afhøring, men der blev ikke fundet juridisk grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. De blev løsladt lørdag morgen, men undersøgelser i sagen fortsætter. Motivet til overfaldet vurderes at være en personlig strid imellem parterne.


Lørdag - søndag

 

Brand - Haveforeningen Hvilen, Roskilde

Kl 14.48 kørte politi og brandvæsen til haveforeningen, hvor der var gået ild i et skur efter at den 34-årige mandlige beboer på stedet forinden havde brugt en ukrudtsbrænder. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden og den 34-årige blev sigtet efter beredskabsloven for sin uforsigtige omgang med ild.

Pistollignende genstand - Algade, Roskilde

Kl 18.45 fik politiet melding om, at nogle beboere havde bemærket en gruppe unge mænd, der sad i gågaden med en pistollignende genstand. En patrulje blev sendt til stedet og traf seks unge i alderen 13-16 år, hvoraf de fem var fra Roskilde og den sidste fra Hedehusene. Den en af drengene var fornuftig nok til hurtigt at fortælle, at han havde en legetøjspistol på sig. Det viste sig da også ganske rigtigt, at der var tale om en legetøjspistol. Politiet skal derfor opfordre til, at man tænker sig godt om, hvis man har legetøjsvåben med ud i det offentlige rum, da både politiet og andre nemt kan blive i tvivl om, hvad der er tale om.

Bil beslaglagt - Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl 19.53 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført med 118 km/t i en byzone. Dermed var der tale om vanvidskørsel. Chaufføren, en 32-årig lokal mand, fik administrativt inddraget sit kørekort på stedet og bilen blev beslaglagt. Det protesterede ejeren over, og det bliver nu op til retten at vurdere.

Såret hest - Ugerløse, Holbæk

Kl 21.08 fik politiet anmeldelse om at en hest havde fået alvorlige skader i halsen i form af et dybt sår. Politiet vil nu se nærmere på sagen for at undersøge, om det er muligt at fastlægge, hvad der kan være skyld i hestens skader.

Færdselsuheld - Skeevej, Store-Merløse, Ringsted

Kl 23.01 skete der et færdselsuheld, da to mænd 17 år fra lokalområdet fulgtes på hver sin knallert, da de af ukendte årsager ramte hinanden. Begge blev alvorligt tilskadekomne som følge af ulykken og blev bragt til hospitalet til behandling - den ene ved hjælp af lægehelikopteren. Der blev tilkaldt bilinspektør til at undersøge uheldsstedet nærmere.

Euforiserende stoffer - Jersie Strandvej, Solrød

Kl 01.37 standsede en patrulje en personbil. De lagde mærke til, at der blev kastet seks små salgsposer med i alt 2,84 g kokain ud af bilen samt yderlige en pose med en smule hash. Der er mistanke om, at det var en 16-årig dreng fra Køge, der var med som passager i bilen, der havde skilt sig af med stofferne. Han blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer. En 21-årig mand i bilen blev til gengæld sigtet for at have haft tre lattergasflasker med i bilen. Da der er tale om trykflasker, så er det at betragte som farligt gods og han blev derfor sigtet for manglende ADR-beviser, manglende fastsurring, manglende transportdokumenter samt mangel på den lovpligtige brandslukker. Han erkendte, men ville ellers ikke udtale sig.

Hærværk - Jernbanegade, Roskilde

Kl 01.50 bemærkede en patrulje, at en 22-årig mand fra Hornsherred rev to valgplakater ned. Han blev derfor sigtet for hærværk.

 

 

Søndag - mandag

 

Mand sigte for bedrageri på hotel - Himmelev, Roskilde

Kl. 10.23 anmeldte en medarbejder på et hotel i Himmelev, at en gæst havde forsøgt at forlade hotellet, uden at betale for sit ophold. Gæsten havde lagt sit nøglekort i ekspress udtjekningsboksen, men da medarbejderen så at regningen ikke var betalt, blev gæsten stoppet på parkeringspladsen.

Den 24-årige mand fra Århus forklarede, at han ikke havde dækning på sit kort, men at hotellet kunne sende en regning. Ifølge booking betingelserne skal opholdet betales inden udtjekning, så hotellet anmeldte sagen til politiet.

En patrulje kørte til hotellet, hvor den 24-årige blev sigtet for bedrageri, hvilket han nægtede. Den 24-årige er sigtet for flere sager om bedrageri af forskellig karakter andre steder på Sjælland og i Jylland. Sagen blev juridisk vurderet, og den 24-årige lov til at gå efter afhøringen, men vil senere høre mere i sine sager fra politiet.

Motorcykel beslaglagt - Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 11.00 målte en færdselspatrulje en motorcykel til at køre 140 km/t på en strækning, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Den 37-årige mand fra Stevns, der førte motorcyklen, var frakendt førerretten i 5 år på grund af flere sager om kørsel i påvirket tilstand.

Motorcyklen blev beslaglagt og kørte væk på et fejeblad, da det var 3. gang inden for 3 år han kørte uden gyldigt kørekort, hvilket den 37-årige accepterede.

Han blev testet med narkometeret, som viste positiv kokain, amfetamin og hash, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Ved visitationen fandt betjentene 10,45 gram skunk, som blev beslaglagt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter den 37-årige vil høre mere i sin sag. Senere vil retten afgøre, om motorcyklen kan endeligt konfiskeres.

Mand stukket med kniv i benet - Gadstrup - Roskilde

kl. 14.12 kørte politi og ambulance til anmeldelse om, at en mand var blevet stukket i benet flere gange på en adresse i Gadstrup. Den 27-årige mand blev kørt til behandling for sine skader, som ikke var livstruende. I forbindelse med undersøgelser på stedet blev fundet en signalpistol og en plade med ca. 100 gram hash.

Politiet har ingen anholdte i sagen, men efterforsker bredt for at forsøge at få afklaret de nærmere omstændigheder i forbindelse med knivstikkeriet. Alt tyder på et internt opgør, men politiet hører gerne fra vidner, som kan være med til at belyse sagen.

Spirituskørsel på motorcykel - Springstrupvej, Holbæk

Kl. 14.26 bemærkede en patrulje en motorcyklist, som kørte uden hjelm på Springstrupvej i Holbæk. Motorcyklen blev stoppet nord for Vestervangen, hvor en alkometertest viste, at føreren, en 25-årige mand fra Odsherred, havde en promille over det tilladte og ikke havde gyldigt motorcykelkørekort. Han blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve.

Føreren erkendte, at han havde haft en våd tur i byen dagen forinden, og at han kørte motorcykel, selvom han aldrig havde taget motorcykelkørekort.

Motorcyklen, som var en ældre model, var afmeldt og derfor hverken indregistreret eller forsikret. Den 25-årige blev derfor sigtet for de mange overtrædelser, og løsladt efter at have fået udtaget blodprøven. Han kan forvente at høre en del mere fra politiet i den sag.

Frontaluheld på landevej - Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

kl. 17.46 skete et uheld mellem flere biler på Ringstedvej (rute 57) ved Kvanløse, da en 58-årig kvinde fra Nykøbing Sj. af uvisse årsager trak over i de modkørendes vognbane. En bilist nåede at undvige mod højre, så den 58-årige bil kun ramte sidespejlet, men ramte herefter frontalt ind i den næste bilist, en 28-årig kvinde fra Skælskør.

Den 58-åriges bil rullede rundt efter sammenstødet og endte på taget, og den 28-åriges bil snurrede rundt. Endnu bilist, en 79-årig kvinde blev ramt af den 58-åriges bil under uheldet, og en femte bil fik mindre skader. Hele vejen blev spærret, og politi, ambulance og brandvæsen kørte frem til uheldsstedet.

Den 58-årige og en passager i hendes bil blev kørt på sygehuset i ambulance. Den 28-årige og 79-årige kvinde blev også kørt til tjek på sygehuset. Ingen meldes at være kommet noget alvorligt til.

Busruter forbi uheldsstedet blev omdirigeret, og en tavlevogn opsat. Lige før kl. 19.00 var alle biler fjernet og vejen ryddet op, så den kunne genåbnes.

Vidner søges efter bilbrand - Store Valbyvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 01.51 brænde en bil, som var efterladt i et grønt område ved Store Valbyvej i Himmelev. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor bilen holdt tæt ved en mindre sø. Der var ingen nummerplade på bilen, og det var ikke muligt at fastslå brandårsagen på stedet. Bilen udbrændte og politiet undersøger nu branden nærmere. Vidner der har bemærket bilen i det grønne område natten til mandag, og som kan beskrives personer eller andre køretøjer på stedet bedes ringe på tlf. 114.

Borgertip førte til større narkofund - Kalundborg

Efter flere borgertip om mulig salg af narko fra en adresse i Kalundborg førte fredag formiddag til, at flere betjente og en narkohund ransagede stedet. Lokalpolitiet havde inden ransagningen indhentet rettens kendelse til at undersøge stedet, og borgernes mistanke blev bekræftet, da der ved ransagningen blev fundet 4 kilo hash, 11 gram kokain, dopingmidler og kontanter, som menes at stamme fra narkosalg. Alt blev beslaglagt til sagen.

Politiet traf to personer, en 35-årig mand og en 30-årig kvinde, som begge blev sigtet for at sælge narko fra stedet. Der er mistanke om, at der foregik annoncering via sociale medier, så køberne vidste, hvornår det var muligt dukke op og købe stoffer.

Under ransagningen blev fundet en peberspray, som den 35-årige mand blev sigtet for at besidde. De to blev afhørt på stedet, men der var ikke grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så de vil få afgjort deres sager senere.


 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

25. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. april 2025 kl. 07.00 til 25. april 2025 kl. 07.00.

24. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2025 kl. 07.00 til 24. april 2025 kl. 07.00.

23. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2025 kl. 07.00 til 23. april 2025 kl. 07.00.