Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

29. juli 2024 13:23

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. juli 2024

Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. juli 2024 kl. 07.00 til 29. juli 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Nørretorv, Ringsted - Forsøg
Skomagergade, Roskilde
Borchsgade, Roskilde
Bragesvej, Ringsted
Industrivej, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Øverste Linievej, Strøby
Gadstrup Mosevej, Gadstrup
Tranholmsvej, Køge
Stjernevænget, Solrød Strand
Sandvejen, Vindinge, Roskilde - Forsøg
Vestre Grænsevej, Solrød Strand
Lærkevej, Solrød Strand - Forsøg
Åsager, Karlslunde
Nygade, Roskilde
Kirkevangen, Gørlev Sj.

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Kastanievej, Rosklde
Tangmosevej, Køge
Hedelunden, Greve
Køgevej, Kværkeby, Ringsted
Østre Ringvej, Kærehave Skov, Ringsted
Pærelunden, Himmelev, Roskilde
Karlslunde Rasteplads, Karlslunde - Forsøg


Fredag - lørdag

 

Ældresvindel - Holbæk og Borup, Køge

Kl. 14.07 anmeldte en kvinde, at hendes 93-årig mor havde fået stjålet alle sine guldsmykker af en svindler. Den ældre kvinde var blevet narret af en mand, der ringede og sagde at hendes guldsmykker skulle vurderes. Manden havde talt stærkt og skabt forvirring, så den ældre kvinde havde haft svært ved at følge med i samtalen. Mens hun talte i telefon ankom en mand, der ledte i hendes skuffer og skabe efter smykkerne. Til sidst viste den 93-årige, hvor hun opbevarede sine smykker. Den fremmede mand gennemgik smykkerne, inden han forlod stedet med alle den 93-åriges smykker. Den 93-årige beskrev, at manden talte dansk, men huskede ej yderligere om ham.

Kl. 14.15 anmeldte en pårørende til en kvinde i 80´erne fra Borup, at hun få timer før var blevet udsat for bedrageri, da en falsk bankmand ringede og sagde, at der var forsøgt hævet penge fra hendes konto. En ung kvinde ankom kort efter til den ældre kvindes hjem i den centrale del af Borup. Under påskud af at skulle bruge kortet for at stoppe svindlen fik hun narret den ældre kvinde til at udlevere sit kreditkort og kode. Der blev efterfølgende hævet 15.000 kr før kontoen blev spærret af den ældre kvindes datter. Politiet afhørte efterfølgende den ældre kvinde til sagen. Hun beskrev den unge kvinde der hentede kortet som: Mørk i huden, 150-160 cm høj, sort opsat hår.


Unge sigtet for røveri på station - Banegårdspladsen, Kalundborg

kl.17.19 kom en anmeldelse om et røveri på Banegårdspladsen i Kalundborg, hvor en 19-årig mand netop var steget af bussen, da han blev slået og truet med kniv af tre unge mænd, der bad ham følge med. De unge mænd gennemgik den 19-åriges lommer for værdier og tog 250 kr fra ham, før de løb fra stedet.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en patrulje hurtigt fik fat tre mistænkte unge mænd. De unge mænd på hhv. 16,16 og 18 år alle fra Kalundborg, blev anholdt og sigtet for røveri. Den 18-årige blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af en kniv, som han blev sigtet for at besidde.

De blev alle tre taget med på stationen til afhøring, hvor de to mindreåriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. Sagen blev efterfølgende juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at fremstille nogen i grundlovsforhør. De blev løsladt sent fredag aften, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.


Lørdag - søndag

 

Vold ved vejvrede - Sct. Hansgade, Ringsted

kl. 17.22 blev en patrulje sendt til Ringsted By, hvor to bilister havde haft en kontrovers i trafikken, som udviklede sig voldeligt. En 20-årig mand fra Køge Kommune blev senere anholdt og sigtet for vold mod en 38-årig mand fra Ringsted Kommune.

Optakten til episoden skete på Nørregade, hvor den 38-årige kom kørende netop som den 20-årige steg ud af sin bil. Den 38-årige var tæt på at ramme den 20-åriges dør og dyttede. Herefter kørte begge bilister videre, men de mødtes på Sct. Hansgade, hvor den 20-årige blev set slå den 38-årige, mens han sad inde bilen. Den 38-årige anmeldte sagen til politiet.

Den 20-årige blev lokaliseret ved en tankstation i Greve, hvor han blev anholdt kl. 18.15 og taget med på stationen til afhøring. Han blev senere løsladt, men vil høre mere fra politiet senere.

Mand kom til skade under tumult - Roskildevænget, Roskilde

kl. 17.41 kørte politi og ambulance til en P-plads ved et supermarked i Roskildevænget, hvor en 58-årig mand fra Roskilde var kommet til skade efter tumult. Den 58-årige var faldet under tumulten og hans tilstand var kritisk, da redningen kom frem. Den 58-årige blev fløjet til behandling med lægehelikopteren, og politiet undersøgte sagens omstændigheder.

Det viste sig, at den 58-årige havde haft en uoverenstemmelse med en 29-årige mand fra Holbæk Kommune. De to havde sloges, hvorunder den 58-årige blev slået i hovedet.

Vidner så, at den 58-årige faldt om, hvorefter den 29-årige mand kørte fra stedet, men han kontaktede efterfølgende selv politiet. Den 29-årige blev anholdt og sigtet for vold mod den 58-årige. Sagen blev juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den anholdte mand i grundlovsforhør, så han blev løsladt senere på aftenen.

Den 58-åriges meldes nu uden for livsfare, men han er stadig indlagt. Politiet undersøger nu sagen nærmere. Når den 58-årige er klar til det skal han afhøres til sin rolle i sagen. Vidner til optrinnet, som endnu ikke er afhørt af politiet bedes ringe på tlf. 114.

Gaffeltrucktyve anholdt efter indbrud - Bragesvej, Ringsted.

Kl. 20.07 gik en alarm ved et værksted på Bragesvej i Ringsted. Politiet kørte til stedet, hvor en varebil med trailer var set køre fra stedet med en gaffeltruck. Med gode oplysninger fra vidner lykkedes det politiet at stoppe gerningskøretøjet ikke langt derfra. To mænd, en 49-årig fra Lolland og en 37-årig fra Stevns, blev anholdt og sigtet indbud og tyveriet af den værdifulde gaffeltruck.

Den 49-årige mand var fører af varebilen, som de blev stoppet i. Han viste sig ovenikøbet at være narkopåvirket og køre uden gyldigt kørekort. Under en visitation blev han fundet i besiddelse af 0,43 gram kokain. Varebilen var desuden ikke registeret eller forsikret, og der sad nummerplader fra et andet køretøj påsat den. Han fik udtaget en blodprøve, før han blev taget med på stationen til afhøring. De to mænd blev senere løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil.

Spirituskørsel - Bredgade, Kalundborg
Kl. 02.43 stoppede en patrulje en 22-årig mand fra Kalundborg, som efter et besøg på en beværtning i nærheden kørte ud fra en P-plads i Bredgade. En test med alkometeret viste en for høj promille, så han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel.



Søndag - mandag

Løs båd undersøgt - Nekseløvej, Kalundborg
Kl. 09.13 anmeldte en bekymret borger, at en mindre nyere båd med påhængsmotor var drevet i mod stranden nordøst for Havnsø Havn. Politiet underrettede forsvarets maritime operationscenter - JRCC og kørte til stedet for at sikre, at ingen personer var i nød i forbindelse med den fundne båd. Motoren var ikke i vandet, og der var ingen tegn på, at der havde været personer om bord.

Havnfogeden blev orienteret, og bådens ejer lokaliseret via en lokal Facebookgruppe. Politiet kontaktede ejeren af båden, som oplyste at båden måtte have revet sig løs, og ingen var i fare. Båden blev fortøjret og senere hentet af ejeren.

Forældre have mindreårig med ved butikstyveri - Over Bølgen, Greve
Kl. 14.52 blev et forældrepar med en lille datter tilbageholdt i Bilka, hvor de var gået igennem kassen uden at betale for en barnevogn fyldt med varer. Politiet kørte til stedet, hvor parret blev sigtet for tyveri af dagligvarer, teknik og legetøj for i alt 3442 kr, som de havde gemt under dynen i barnevognen. Da de kom til kassen betalte de kun for en mindre del af varerne, men blev stoppet af en butiksdetektiv på vej ud af butikken.

Forældreparret, som var fra Vestegnen, blev gjort bekendt med, at politiet ville orientere de sociale myndigheder om dagen, da de havde deres datter med under tyveriet.

Uorden ved restaurant - Vig Hovedgade, Vig - Odsherred

Kl. 16.38 kom et alarmopkald om tumult foran en restaurant på Vig Hovedgade, hvor en mand og en kvinde sloges. Flere patruljer kørte frem, hvor det viste sig at to bekendte var kommet op at toppes højlydt. Ingen var kommet noget til, og ingen ønskede at anmelde noget til politiet. De to lokale, en kvinde i 50´erne og en mand i 40´erne blev bortvist fra stedet, og ingen blev sigtet for noget.

Vidner søges efter røveriforsøg - Bøgehegnet, Greve

Kl. 18.46 anmeldte en 53-årig mand, at han kort forinden ud for en opgang ved Bøgehegnet var blevet truet af en mand med kniv, som ville have hans penge. Den 53-årige havde ingen penge på sig, så den truende mand forlod stedet i sydøstlig retning uden at få noget med sig.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, ca. 25 år gammel, hvid hud, men solariebrun, ca. 180 cm høj, kort lyst hår, almindelig af bygning, tatoveringer på halsen. Han var iført: Et gråt joggingsæt og sorte sko. Medbragte en kniv med sort skaft, 7-8cm bladlængde.

Vidner som har set den beskrevne mand, eller som kan komme med oplysninger i sagen bedes ringe på tlf. 114.

Påkørte støjværn og stak af - Dønnergårds Allé/ Greve Centervej, Greve

Kl. 20.39 påkørte en bilist ad Greve Centervej mod øs, da bilen af ukendte årsager kom ud i græsrabatten og direkte ind i et støjværn, så både værnet og bilen fik skader. Tre mænd blev set stige ud af bilen, men de kørte alle fra stedet kort efter i sydgående retning. Politiet ledte i området efter den flygtede bilist, som havde lækket væsker der viste, at den var kørt ad Blågårdsvej, Nældebjergvej, hvor sporet sluttede ved Holmeagervej. Greve Kommune blev informeret, og de sørgede for sikret det påkørte støjværn, som efter uheldet havde en løs metalstolpe. Politiet forsøger nu at finde frem til bilen og føreren. Vidner, som har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Brand i etageejendom - Kildemarken, Ringsted

Kl. 22.11 kørte politi og brandvæsen til brand et to-plans boligområde i Kildemarken i Ringsted. Det brændte kraftigt, så flere boliger måtte evakueres. Ingen kom noget til ved branden, men enkelte beboere blev tjekket for røgforgiftning. Ilden spredte sig til taget, så fire lejemål fik kraftige skader. De øvrige beboere kunne komme retur til deres lejligheder, da ilden var slukket og der var luftet ud. Politiet undersøger nu, om uforsigtighed i forbindelse med udskiftning af en gasbeholder kan være årsag til, at branden opstod.

Påvirket bilist med peberspray - Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 00.33 kom en anmeldelse om en usikker bilist, der kørte ad Køge Bugt Motorvejen. Politiet fandt frem til bilen, som ankom til ejerens adresse i Lille-Skensved ikke længe efter. Bag rattet sad en 36-årig mand fra København, som blev testet positiv i en narkometertest. Han blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøve. Bilens ejer, en mand i 30´erne, sad på passagersædet. Han blev sigtet for at besidde en peberspray, som blev fundet ved en ransagning af bilen. Den 36-årige mand blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve, og de vil begge høre mere fra politiet senere.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

14. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. november 2024 kl. 07.00 til 14. november 2024 kl. 07.00.

13. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. november 2024 kl. 07.00 til 13. november 2024 kl. 07.00.

12. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 12. november 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 11. november 2024 kl. 07.00 til 12. november 2024 kl. 07.00.