Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

3. februar 2023 12:11

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 3. februar 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. februar 2023 kl. 07.00 til 3. februar 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Centervejen, Asnæs
Sigerstedvej, Sigersted, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Vollerslevvej, Bjæverskov

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Idrætsvej, Gislinge
Sandbyvej, Gislinge
Svejsegangen, Karlslunde


Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde - Lejre

Kl. 07.54 var to bilister stødt sammen i det østgående spor på Holbækmotorvejen ved afkørsel 15 Gevninge, så morgenmyldretidstrafikken mod København blev generet af de involverede køretøjer.

Det viste sig, at de to implicerede biler spærrede vognbanerne, men passage forbi uheldsstedet var muligt via nødsporet, indtil tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de to personbiler.

En 42-årig kvinde fra Højby Sj. blev i en ambulance bragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra sammenstødet ligesom modparten.

Den 42-årige kvindelige bilist havde for sent opdaget, at en 21-årig mand fra Albertslund som fører af en forankørende personbil bremsede op, så hun påkørte bagenden af hans bil.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet, hvor oprydningsarbejdet mv. var overstået efter en time.

Brandundersøgelse – Knoldager, Greve

Kl. 07.57 slog en kvindelige beboer alarm til brandvæsnet, da hun kunne flammer omkring taget på genboens hus.

Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at der var udbrudt brand på en terrasse, hvorfra gasflasker fra en grill og en pejs blev fjernet.

Ilden havde bredt sig til taget over terrassen og også ind i en stue og en entre, hvor vægge og lofter blev ødelagt af sod.

Der var ingen personer hjemme, men beboeren – en 54-årig mand – ankom til stedet og kunne oplyse, at intet var unormalt tidligere på morgenen, da han var taget hjemmefra.

Branden medførte begrænsede skader på villaen, og årsagen til brandens opståen skal undersøges nærmere af politiet. Hverken dyr eller personer kom til skade ved branden.

Mistænkt havde igen ulovlige stoffer på bopælen – Trekroner, Roskilde

Kl. 09.25 bankede politiet på døren hos en 24-årig mand fra Roskilde, som skulle afhøres og sigtes i en sag om overtrædelse af bl.a. lov om euforiserende stoffer.

Den 24-årige havde ikke været til stede, da politiet ved en ransagning af hans bopæl i slutningen af december 2022 havde fundet 63 gram hash, knap 12 gram ketamin, 21 gram amfetamin, 3,5 gram kokain, ca. 162 gram skunk, 67 gram svampe sammen med penge og mange pølsemandsposer. Herudover fandt politiet også to peberspray og 146 kanonslag, som den 24-årige kunne mistænkes for at være ejer af.

Ved denne ransagning i december traf politiet på stedet imidlertid en 33-årig mand fra Randers-området, som selv var i besiddelse af 98 gram hash, så han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af.

Politiet havde i mellemtiden forgæves ledt efter den 24-årige med henblik på afhøring til sagerne efter ransagningen i december, hvorfor politiet ville forsøge at finde ham ved en fornyet henvendelse på hans bopæl torsdag formiddag.

Ved politiets henvendelse på adressen traf politiet både den 24-årige og yderligere fire mænd og en kvinde. På stedet lå frit fremme flere poser med forskelligt indhold, som kunne mistænkes for at være euforiserende stoffer af forskellig art og mængde, ligesom politiet ved den fornyede ransagning af den 24-åriges bopæl også fandt et par mobiltelefoner, som kunne tænkes at have en rolle i mistanken mod den 24-årige for handel med narkotika.

Ved dagens ransagning havde politiet fundet hash (51 gram), ecstacy-piller, lidt LSD, en digitalvægt, skunk (12 gram), både psykedeliske piller og svampe, et sværd, en totenschlæger og tre poser med hvidligt pulver med en samlet vægt på godt 170 gram stof.

Den 24-årige blev på stedet sigtet og afhørt i anledning af de to sagskomplekser, hvor han kunne mistænkes for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer, fyrværkeriloven og våbenlovgivningen.

Ingen af gæsterne blev sigtet for noget, da de umiddelbart ikke kunne mistænkes for enten at have en rolle i besiddelsen af de fundne stoffer eller selvstændigt være i besiddelse af ulovlige effekter. Dog blev en af gæsterne – en 26-årig mand uden fast bopæl – frihedsberøvet, da han var efterlyst af Københavns Politi som udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf. Han blev efterfølgende afleveret til Kriminalforsorgen til afsoning af den idømte straf.

Den 24-årige protesterede over beslaglæggelsen af de to mobiltelefoner, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor, mens efterforskningen mod den 24-årige fortsætter, herunder et forsøg på at identificere eventuelt ulovligt indhold i de tre poser med hvidligt pulver, som politiet fandt ved gårsdagens ransagning.

Bilist slap ikke for sigtelse for kørsel uden førerret – Hørve – Odsherred

Kl. 13.49 ønskede en patrulje at standse en personbil, hvis fører dog ikke ønskede at tale med politiet og derfor satte hastigheden op i et forsøg på at flygte, så føreren ikke efterkom anvisningerne om at standse.

Bilisten forsvandt kortvarigt fra politiet, som dog fandt bilen efterladt i Hørve uden fører, som var forsvundet. Bilen viste sig at være forsynet med en nummerplade, som ikke hørte til på bilen.

Ud fra lokalpolitiets kendskab til det pågældende køretøj og beskrivelsen af føreren kunne politiet mistænke en 24-årig mand fra Hørve for at have været føreren. Ham fandt politiet senere i Hørve, så han kunne blive sigtet for kørsel i en uindregistreret bil, der således ikke havde nogen lovpligtig ansvarsforsikring på grund af den manglende registrering.

Den 24-årige selv havde ikke noget kørekort og blev sigtet herfor. Han nægtede dog at have været fører af det pågældende køretøj, så politiet efterforsker videre i sagen for at få af- eller bekræftet mistanken mod ham.

To humanitære eftersøgninger – Holbæk

Kl. 15.19 fik politiet i den første anmodning om en humantær eftersøgning en henvendelse fra plejepersonalet på et plejecenter på Stenhusvej, Holbæk. Herfra var en 67-årig mand sidst set kl. ca. 13.30, efter at han midlertidigt var blevet anbragt på plejecenteret på grund af demens.

Politiet indledte eftersøgning af den 67-årige, der ikke havde overtøj på, med flere patruljer i samarbejde med hjemmeplejens udekørende personale og den offentlige transport i lokalområdet.

Eftersøgningen kunne indstilles kl. ca. 16.30, hvor den savnede blev fundet i god behold i Regstrup, hvor han har en tidligere tilknytning til. Han blev herefter kørt retur til plejecenteret til fornøden omsorg.

Den anden anmodning til politiet om at lede efter en savnet, 13-årig pige indløb kl. 20.07, idet personalet på en ungdomsinstitution i Tølløse-området forgæves gennem et par timer havde ledt efter hende.

Også efter denne anmodning blev flere patruljer indsat for at lede efter pigen relevante steder, hvor hun kunne tænkes at ville søge hen.

Pigen blev kl. ca. 21.20 fundet ved Holbæk politistation, hvor hun selv havde fundet hen. Herefter blev hun afhentet af institutionens personale, som tog sig af hende igen.

Politiet har som afslutning på eftersøgningen udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder, som dermed kan blive underrettet om pigens forsvinden fra institutionen.

Narkokørsel – Rødvigvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 16.15 blev en 22-årig mand fra Store-Heddinge sigtet for at køre i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Rødvigvej, efter at en narkometertest havde indikeret, at han var påvirket af kokain under kørslen.

Den 22-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Hurtig bilist – Køgevej, Ringsted

Kl. 16.34 målte færdselspolitiet en personbil til at køre mindst 85 km/t ad Køgevej i vestlig retning, selv om kørslen foregik ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.

En 35-årig mand fra Ringsted blev som fører af personbilen sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu ud over en klækkelig bøde, et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. også forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet.

Den betingende frakendelse af kørekortet vil i givet fald betyde, at en ny teori- og køreprøve skal aflægges, såfremt førerretten skal bevares.

Narkokørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg

Kl. 16.35 anholdt politiet en 19-årig mand fra Kalundborg i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Slagelse Landevej mod syd.

Den 19-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen, men fik alligevel udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, vil han og politiet kunne få oplysninger om, hvorvidt han reelt kunne mistænkes for narkokørsel eller ej.

Narkokørsel uden førerret mv. – Kalundborgmotorvejen, Holbæk

Kl. 17.14 blev en 28-årig mand fra Jyderup standset og kontrolleret som fører af en personbil, hvori han kørte på Kalundborgmotorvejen i østlig retning ved motorvejssammenfletningen ved Holbæk.

Den 28-årige havde ikke nogen førerret og kunne mistænkes for at være påvirket af hash under kørslen, så han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven.

Politiet kunne mistænke ham for måske at være i besiddelse af hash på bopælen, som efterfølgende blev ransaget. Herved fandt politiet 6,5 gram hash, som blev beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 28-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Efterfølgende blev en 26-årig kvinde fra Jyderup sigtet for at have overladt føringen af personbilen til den 28-årige, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet. Kvinden var ikke ejer af bilen, men den person, der lovligt havde fået overdraget bilnøglerne af bilejeren inden den 28-åriges kørsel i bilen.

Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Københavnsvej / Gammel Lyngvej, Køge

Kl. 17.21 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til lyskrydset Københavnsvej – Gammel Lyngvej, hvor to personbiler var stødt sammen.

Det viste sig, at Københavnsvejs sydgående spor var spærret på grund af sammenstødet frem til kl. ca. 17.50, hvor bilerne var blevet flyttet.

Sammenstødet skete, efter at en 35-årig kvinde fra Køge var kørt i nordlig retning ad Københavnsvej og ville svinge til venstre mod Gammel Lyngvej.

Under svingningsmanøvren blev hun påkørt på sin højre side af en 52-årig kvinde fra Solrød Strand, der kørte ad Københavnsvej i sydlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset.

Begge parter var sluppet uskadte fra sammenstødet, men politiet har optaget rapport for at få klarlagt de nærmere omstændigheder og årsagen til sammenstødet.

Røg var blot damp – Smedebakken, Hvalsø – Lejre

Kl. 19.04 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en bolig på Smedebakken på grund af en melding om ildebrand.

Hverken brandvæsnet eller politiet kunne finde ild og flammer nogen steder, men en hvidlig ”røg” trængte ud fra taget. Ingen var hjemme, og brandvæsnet kunne efter en nærmere undersøgelse konstatere, at ”røgen” blot var damp, der stammede fra en lækage på et rør med meget varmt vand. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i anledning af meldingen.

Hurtig bilist – Køgevej, Roskilde

Kl. 20.54 målte færdselspolitiet med en laserhastighedsmåler en personbil til at køre mindst 82 km/t ad Køgevej mod syd fra Søndre Ringvej i Roskilde by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Personbilen blev ført af en 30-årig mand fra Hedehusene, som han havde glemt at medbringe sit kørekort. Han blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og kan nu ud over en større bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. se frem til en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Den betingende frakendelse af kørekortet vil i givet fald betyde, at en ny teori- og køreprøve skal aflægges, såfremt førerretten skal bevares.

Ung mand overfaldet efter skolefest – Faxevej, Hårlev - Stevns

Kl. 21.25 anmeldte pårørende til en 17-årig dreng fra Hårlev, at den 17-årige kort forinden var blevet overfaldet under ophold ved en skole, hvor en skolefest netop var afsluttet.

Politiet fik på stedet kontakt til den 17-årige, der ikke umiddelbart havde nogen behandlingskrævende skader, men oplyste at være blevet sparket med et ”flyvespark” i hovedet. Efterfølgende havde samme person også slået ham i hovedet med noget, der viste sig at være en våd papirrulle.

Den 17-årige blev vejledt om at lade sig undersøge på skadestuen, og ud fra diverse forklaringer fra de tilstedeværende og offeret kunne politiet identificere den mistænkte som en 15-årig dreng fra Hårlev, som blev fundet i nærheden og anholdt.

Den anholdte blev kørt til politistationen i Køge, hvortil hans værger og de sociale myndigheder blev tilkaldt, så de kunne overvære afhøringen i sagen om vold mod den 17-årige.

Den 15-årige blev løsladt omkring midnat, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod skal afgøres.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Hovedvejen, Osted, Lejre – Lejre

Kl. 22.04 blev en 18-årig mand fra Holbæk anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Hovedvejen i Osted.

Den 18-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.

Efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer blev den 18-årige løsladt, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Brandundersøgelse – Trønninge By, Regstrup – Holbæk

Kl. 01.09 havde en nabo slået alarm til brandvæsnet, da han havde opdaget, at der var ild i taget på en 47-mands ejendom lige ved siden af.

Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor ilden havde godt i førstesalen på en villa, hvor der ikke var nogen hjemme.

Trods brandvæsnets slukningsindsats udbrændte førstesalen på villaen, og ejeren kom i nattens løb til stedet for at se nærmere på forholdene. Han var taget hjemmefra om eftermiddagen og havde ikke været til stede ved brandens start.

Politiet har nu afspærret området, idet brandstedet skal undersøges nærmere i et forsøg på at finde frem til årsagen til brandens opståen.

Færdselsuheld på motorvejene – Holbæk / Køge

Med få minutters mellemrum fik politiet i nat to anmeldelser om færdselsuheld på motorvejene i politikredsen på grund af føret efter nattens nedbør.

Den første anmeldelse blev modtaget kl. 03.11, efter at en 31-årig mand fra Holbæk var forulykket på Holbækmotorvejen ved Vipperød. Han havde under kørslen i østlig retning mistet kontrollen over sin personbil på den glatte vej, så han havde påkørt en kantpæl, inden bilen rullede rundt og standsede i rabatten. Han slap uskadt fra uheldet.

Anden anmeldelse kom kl. 03.18 fra Vestmotorvejen ved Bjæverskov, efter at en 25-årig mand fra Polen i sin polsk registrerede bil var forulykket. Han havde under kørsel i østlig retning mistet kontrollen over bilen, som var standset i midterrabatten med skader, så den ikke kunne køre videre. En tavlevogn og et bugseringskøretøj blev sendt til stedet for fjernelse af den forulykkede bil. Den 25-årige slap uskadt fra uheldet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

22. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. marts 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. marts 2024 kl. 07.00 til 22. marts 2024 kl. 07.00.

21. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. marts 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. marts 2024 kl. 07.00 til 21. marts 2024 kl. 07.00.

20. marts 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. marts 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. marts 2024 kl. 07.00 til 20. marts 2024 kl. 07.00.