Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. maj 2025
Læs uddraget weekenden hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. maj 2025 kl. 07.00 til 5. maj 2025 kl. 07.00.

Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Vangeleddet, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lidemarksvej, Bjæverskov, Køge (forsøg)
Vallekildevej, Hørve
Nicolinevej, Strøby Egede, Køge (forsøg)
Nicolinevej, Strøby Egede, Køge (2 adresser)
Stormandshøjen, Himmelev, Roskilde
Jernaldermarken, Himmelev, Roskilde
Rådbjergvej, Jyderup
Møllelunden, Vig
Brunellevangen, Solrød Strand
Vig Bakke, Vig
Snerlevangen, Solrød Strand
Vestre Kirkevej, Himmelev, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Vindingevej, Roskilde
Gåsebanken, Herfølge
Over Bølgen, Greve
Fredag - lørdag
Lastbil påkørte jernbanebro - Hovedgaden, Hvalsø - Lejre
Kl. 07.51 kom anmeldelse om, at en stor lastbil havde kilet sig fast under jernbanebroen i Hovedgaden i Hvalsø, så vejen blev spærret. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det lykkedes den lokale lastbilchauffør at få lastbilen fri. Han lukkede luften ud af lastbilens dæk, så det var muligt at fjerne den øverste del af skærmen på lastbilens førerhus. Herefter kunne lastbilen køre ud fra broen uden større skader. Brandvæsnet og Banedanmark tilså jernbanebroen, som ikke havde fået noget større skader.
Ulovlig droneflyvning ved lufthavn - Stærkendevej, Vindinge- Roskilde
Kl. 08.22 anmeldte Roskilde Lufthavn, at der gentagne gange havde været en drone tæt på lufthavnen, så lufttrafikken måtte vente med indflyvning til lufthavnen. Det var formentlig en hobbydrone, som blev sat op nær Stærkendevej, så politiet kørte en tur i området, men fandt ikke dronen. Beboerne på en adresse tæt ved stedet kendte intet til droneflyvning, men politiet tog en snak med dem om problematikken, og hvorfor politiet kørte i området.
Blufærdighedskrænkelse tæt ved skole - Ledrumvej, Strøby - Stevns
kl. 08.31 anmeldte moderen til to mindre skolepiger, at døtrene torsdag eftermiddag havde set en mand blotte sig bag ved Strøbyhallen. Manden havde stået med blottet underliv mens han røg, og han havde kigget på pigerne. Flere piger havde haft lignende episoder, hvor en mand tissede og røg, mens han blottede sig tæt ved skolen. Manden beskrives som: 175-180 cm, almindelig af bygning, lys i huden.
Politiet undersøger nu sagen og forsøger at finde frem til manden. Vidner der har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.
Solouheld på motorcykel - Tølløsevej, Tølløse- Holbæk
Kl. 09.06 kørte en motorcyklist galt, da han mistede herredømmet og røg over i modsatte vognbane og kørte ned i en grøft på Tølløsevej mod øst. Den 23-årig mand, som førte motorcyklen, blev slynget af køretøjet og endte på en mark. Han var iført fuld beskyttelsesudstyr, og kom kun lettere til skade. Han blev kørt i ambulance til behandling for en skade i foden.
Tre sager om falske bankfolk- Roskilde
kl. 13.40 anmeldte en 76-årig kvinde fra Roskilde C, at hun om formiddagen var blevet kontaktet af en mand fra banken, som sagde, at hun skulle have et nyt dankort. De talte sammen i telefon i omkring to timer, hvorunder hun blev franarret sin kode. Under telefonsamtalen ankom en anden mand til hendes adresse og hentede kortet.
Han beskrives som. 20-30 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygn., lys i huden, sort hår. Iført joggingtøj og kondisko. Efterfølgende opdagede den 76-årige, at der var hævet 15.000 kr på hendes kort.
Kl. 14.36 anmeldte datteren til en ældre kvinde fra Himmelev, at moderen var forsøgt snydt af en falsk bankkvinde, som ringede og sagde, at de ville hente hendes dankort. En mand dukkede op hjemme hos den ældre kvinde, men han fik ikke dankortet. Han havde taget et foto af hendes kort. Den ældre kvinde havde kontaktet sin datter, som var kørt hjem til sin mor og havde spærret kortet og kontaktet politiet.
En patrulje kørte til stedet og afhørte den forurettede. Manden som var kommet beskrives som: 180-185 cm høj, 20-30 år, spinkel af bygning, talte dansk.
Kl. 14.42 fik politiet anmeldelse om, at en 90-årig kvinde i Roskilde Syd kort forinden var blevet ringet op af en mand fra banken. Kort efter ankom en mand sig på kvinden adressen. Han beskrives som:
Mand, Mellemøstlig af udseende, ca. 25-30 år, ca. 165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Medbragte: Mavebælte.
En vågen nabo til den ældre kvinde så, da manden ankom og fandt det mistænkeligt. Hun tog kontakt til manden, som sagde, at han kom fra et IT selskab, og at han talte i telefon med sin chef. Naboen bad om at tale med chefen, men det afviste manden og skyndte sig i stedet væk fra stedet. Den handlekraftige nabo ringede til politiet og gav en god beskrivelse af den mistænkelige mand.
En patrulje kørte til stedet og afhørte både den ældre kvinde og naboen. Politiet efterforsker sagerne om ældresvindel.
Vanvidskørsel kostede bilen - Ringstedvej, Mørkøv - Holbæk
Kl. 16.32 blev en 46-årig mand fra Mørkøv standset, da han kom kørende i sin bil i sydøstlig retning. Manden var frakendt førerretten og havde desuden en promille, der betyder, at hans kørsel falder ind under bestemmelserne om vanvidskørsel. Politiet beslaglagde derfor hans bil på stedet. Manden er sigtet og kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt.
Påhængsvogn faldt af varebil - Syvvejen, Viby Sjælland - Roskilde
Kl. 19.36 anmeldte en borger, at hans hegn var blevet ramt af en påhængsvogn. Politiet kom frem til stedet, hvor det viste sig, at påhængsvognen var røget af en varevogn i forbindelse med, at varevognen var kørte over et vejbump. Påhængsvognen fortsatte videre ad vejen og påkørte i den forbindelse hegnet, der stod ved en mark.
Føreren af varevognen, en 23-årig mand fra Risskov, havde ikke førerret til vogntoget, og havde ikke benyttet den lovpligtige springwire på køretøjet. Manden er sigtet i sagen.
Beruset kvinde skabte utryghed på togstationen - jernbaneplads, Holbæk
Kl. 20.35 modtog politiet flere anmeldelser fra utrygge borgere om, at en beruset kvinde råbte og skreg på togstationen og at hun gestikulerede kraftigt med en kniv. Kvinden, der er 48 år og fra Kalundborg, blev frihedsberøvet, da hun forstyrrede den offentlige orden. Hun er blevet sigtet for overtrædelse af knivloven, da hun var i besiddelse af en brødkniv med et 20 cm langt knivblad, som hun ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at medbringe. Kvinden blev løsladt efter nogle timer i politiets varetægt.
Narkokørsel, våbenlov og besiddelse af hash - Tværvej, Solrød Strand
Kl. 22.45 blev en 21-årig mand sigtet for narkokørsel, da han kørte bil på trods af, at han var påvirket af cannabis. Da patruljen undersøgte hans bil nærmere, fandt de 3,45 gram hash, der var placeret i tankdækslet samt en peberspray, som var placeret under passagersædet. Politiet beslaglagde fundene, og manden er sigtet i sagen, der afgøres på et senere tidspunkt, han har fået udtaget en blodprøve til sagen om narkokørsel.
Restaurationslov - Hestetorvet, Roskilde
Kl. 00.23 var politiet til stede på en restauration på Hestetorvet i forbindelse med et slagsmål på et toilet på restaurationen, hvor der blev benyttet peberspray. En ung mand på 17 år fra Valby blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 11,5 cm. Denne mand og en 17-årig ung mand fra Høje Taastrup har fået et forbud mod at komme på restaurationen i to år. En peberspray blev sikret af politiet, men det lykkedes ikke at finde frem til ejermanden af pebersprayen. De sociale myndigheder og værger er blevet underrettet af politiet.
Restaurationslov - Havnen, Køge
Kl. 03.11 indfandt en 19-årig mand fra Borup sig på en restauration med en totenschlaeger i bukselinningen. Denne blev sikret af dørmændene på stedet, der alarmerede politiet. En patrulje kunne derfor kort tid efter sigte manden for overtrædelse af våbenloven, da han havde medbragt den 50 cm lange totenschlaeger. Manden var i besiddelse af 2,30 gram ketamin og en joint på 1.02 gram og blev sigtet for dette. Den 19-årige har fået et forbud mod at komme på restaurationen i to år
Færdselskontrol - Ringsted
Færdselspolitiet var fredag eftermiddag på færdselskontrol i området omkring Ringsted Station. Resultatet af kontrollen blev:
11 sager om overtrædelse af højresving forbudt
1 sag om håndholdt mobiltelefon i bil
1 fører af løbehjul kørte uden hjelm
4 ulovlige knallerter, heraf var den ene fører påvirket af alkohol- og/eller narko. I øvrigt var knallerten afmeldt i 2021 og dermed uden forsikring
3 hastighedssager med klip
1 hastighedssag uden klip
1 sag om nedslidt dæk på bil
1 fører af personbil der ikke havde medbragt sit kørekort
Lørdag-søndag
Påvirket bilist uden førerret - Landevejen, Svinninge - Holbæk
Kl. 16.00 blev en 33-årig mand fra Gislinge sigtet for kørsel uden førerret, som han er frakendt samt i påvirket tilstand. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve og derefter løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt
Anmeldelse om mand på togskinnerne - Jernbanevej, Mørkøv - Holbæk
Kl. 17.51 modtog politiet en anmeldelse om, at der befandt sig en mand på togskinnerne, gående i retning mod Jyderup. Politiet adviserede Banedanmark, som kørte med lavere hastighed på baggrund af anmeldelsen. Politiet ledte sammen med anmelderen efter manden, men fandt ham ikke, og den normale togdrift blev derfor genoptaget. Politiet formoder, at der er tale om en mand, der har krydset togskinnerne og derefter gået væk fra skinnerne.
Narkobilist - Skelbæk, Snertinge - Holbæk
Kl. 19.36 blev en 35-årig kvinde fra Herfølge, som kom kørende i sydlig retning, på trods af, at hun var påvirket af narkotika. Kvinden var derudover ikke i besiddelse af førerret. Hun er sigtet i sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Spiritus- og narkokørsel - Arnakkevej, Eskebjerg - Kalundborg
Kl. 20.20 blev en 23-årig mand sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende mod nord. Manden var i besiddelse af 0,89 gram kokain, der blev beslaglagt, og manden blev også sigtet for dette. Han har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Narkokørsel og våbenfund - Hovedgaden, Svinninge
Kl. 20.49 blev en 45-årig mand fra Holbæk sigtet for kørsel i østgående retning til trods for, at han var påvirket af cannabis og kokain. I bilen fandt politiet 41,3 gram cannabis, og derfor besluttede patruljen at ransage mandens adresse. Det viste sig at være en god ide, for på adressen fandt politiet et ulovligt luftgevær, to butterflyknive og 0,66 gram amfetamin og 100 cannabisfrø. Patruljen beslaglagde fundene. Manden er sigtet i sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Mand sigtet for spirituskørsel på elløbehjul - Næstvedvej, Ringsted
KL. 23.20 blev en 38-årig mand sigtet for at køre spirituskørsel på elløbehjul ad Næstvedvej i nordgående retning i alkoholpåvirket tilstand. Manden bar ikke den lovpligtige styrthjelm, og han blev også sigtet for dette. Manden blev anholdt og har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Søndag-mandag
Tyveri fra kræmmermarked - Darupvej, Roskilde
Kl 16.24 blev politiet tilkaldt til kræmmermarkedet i Roskilde, hvor en vagt havde bemærket, at en 13-årig dreng havde stjålet solbriller fra en af boderne. Han havde tilbageholdt den 13-årige ved hovedindgangen. Politiet kom frem og sikrede identiteten på den unge og på de tre kammerater, han var i følgeskab med til den videre sagsbehandling.
Butikstyveri - Rådhusstræde, Køge
Kl 17.33 måtte politiet til et supermarked, hvor personalet havde pågrebet en 24-årig rumænsk kvinde, der havde stjålet i butikken. Kvinden blev taget med til videre sagsbehandling og sagen afgjort med en straksbøde.
Løb tør for strøm - Lyngvej, Køge
Kl 17.58 blev det anmeldt, at en bil holdt og spærrede for trafikken i et kryds, hvor til- og frakørselsrampen fra motorvejen mødes med Lyngvej. Andre trafikanter forsøgte efter bedste evne at regulere trafikken på stedet for at undgå, at der opstod farlige situationer. Det viste sig, at der var tale om en el-bil ført af en 22-årig kvinde fra Roskilde. Hun havde ikke fået ladet op tide og var derfor løbet tør for strøm. Politiet overtog trafikreguleringen indtil bilen kunne transporteres væk derfra. Det blev vurderet, at den unge kvinde skulle sigtes for manglende agtpågivenhed.
Butikstyveri - Egedal, Karlslunde, Greve
Kl 19.19 blev det anmeldt, at personalet i et supermarked stod med en butikstyv. Det viste sig at være en 45-årig mand med litauisk baggrund men med ophold her i landet. Politiet sigtede manden for butikstyveri.
Politi afgiver skud - Fårevejle, Høng
Kl 22.28 fik politiet anmeldelse om, at to personer havde smadret vinduer i et hus i Fårevejle og truet den 37-årige mandlige beboer på stedet. En patrulje fik i nærheden kort efter kontakt med en bil, som de mistænkte for at have del i hærværket og truslerne. Føreren af bilen ønskede ikke at standse men fortsatte kørslen med bl.a. 120 km/t i en byzone og venstre om et helle-anlæg på vejen mod Hørve. Der blev på et tidspunkt kastet en potteplante ud af vinduet på bilen. Undervejs satte bilen to gange i bakgear og påkørte på den måde patruljevognen på Bjergesøvej. I det ene tilfælde skete påkørslen mens den ene politimand var på vej ud af patruljevognen. I forbindelse med påkørslen afgav den ene polititjenestemand derfor skud mod dækkene på bilen.
Skuddene fik i første omgang ikke bilen til at stoppe, men den tabte relativt hurtigt farten og nær Lindebjerg i Hørve lykkedes det endeligt at få stoppet bilen uden yderligere dramatik. I bilen var to mænd på 28 og 32 år, begge fra Fårevejle. Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev efterfølgende orienteret om skudafgivelsen. Bilen er nu beslaglagt mhp konfiskation som følge af vanvidskørsel. Den 28-årige er nu sigtet for hærværk og fareforvoldelse og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
I bilen blev fundet flere knive, lidt hash, en softgun-pistol og lidt hash. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven. Den 28-årige er desuden sigtet for at køre i påvirket tilstand, da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol og kokain. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de to mænd i grundlovsforhør, og som det ser ud nu bliver de løsladt i løbet af mandagen, når sagsbehandlingen er afsluttet.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |