Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. januar 2026
Narkofund på bosted - Frækt tricktyveri af cigaretter - Flere mindre uheld i snevejret.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. januar 2026kl. 07.00 til 6. januar 2025 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Højvænget, Rørvig
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Varebil:
Ledreborg allé, Roskilde
Narkofund på bosted - Roskilde
Torsdag formiddag slog politi med narkohund til på et bosted i Roskilde, da der var mistanke om, at flere beboere solgte med euforiserende stoffer. Politiet havde derfor anmodet retten om en dommerkendelse til at ransage på stedet. Under ransagningen fandt betjentene 14 gram amfetamin i små salgsposer på en 39-årig mands værelse. En 54-årig mand havde 2,8 gram amfetamin og en 42-årig kvinde havde 103 benzodiazepiner, som hun ikke havde på lovlig recept. De blev alle tre anholdt og taget med på politistationen til afhøring. Den 39-årige blev sigtet for at have til hensigt at sælge amfetaminen, de øvrige blev sigtet for besiddelse. Over middag fik de lov til at gå, men vil senere høre mere fra politiet.
Skyld i brand i buskads - Egenæsvej, Odsherred
Kl 12.21 kørte politi og brandvæsen til en brand i et buskads. Det viste sig, at en 59-årig mand havde tømt aske fra en brændeovn uden at være opmærksom på, at der stadigt var gløder i asken. Han blev derfor sigtet efter beredskabsloven.
Ældresvindel - Borup - Køge
Datteren til en 80-årig kvinde fra Borup anmeldte, at hendes mor igen blevet ringet op af nogle bedragere, der havde påstået at være fra politiet. Forurettede havde overført 47200 kr. til en bankkonto. Danske Bank havde efterfølgende tilbageoverført pengene til forurettede.
Tricktyveri af cigaretter - Motelvej, Karlstrup, Karlslunde - Solrød.
Kl. 20.32 kom tre personer ind på en tankstation i Solrød, hvor den ene mand henvendte sig ved kassen, hvor han afledte ekspedientens opmærksom. Imens lykkedes det en anden mand at tømme et tobaksskab på lageret for et større antal cigaretter. Ved bagdøren holdt en bil klar, med en ukendt person bag rattet. De stak af fra stedet, og først her opdagede ekspedienten tyveriet.
På videoovervågning kunne ses, at A gik om i baglokalet mens B talte med ekspedienten.
De beskrives som:
A: Mand, 30-35 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Lyst/brunt overskæg, Iført: Sort kasket med hvidt logo foran, sort halsedisse, sort Nike jakke, brune bukser med en sort stribe i siderne og sorte sko med hvid sål.
B: Mand, 30-35 år, 180-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort halsedisse, grøn The North Face jakke, sorte handsker, sorte bukser og sorte sko med hvide såler.
C:Ukendt signalement. Holdt ved bagdøren i en Peugeot 307, ældre årgang, sort, med stjålne nummerplader påsat.
Vidner som har set de tre på tanken eller deres bil og kan komme med oplysninger i sagen bedes ringe på tlf. 114.
Uheld i snevejret
06.59 - Humlevej, Køge: En skraldebil ramte under svingning en 54-årig kvindelig fodgænger, der skulle krydse vejen. Kvinden blev væltet omkuld og slog sig og blev efterfølgende kørt til undersøgelse på sygehuset.
08.01 - Køgevej, Roskilde: En personbil ført af en 20-årig mand fra Roskilde på vej ad Øde Hastrupvej ramte en bil på Køgevej ført af en 29-årig mand fra Tune. Den 20-åriges bil røg som følge af sammenstødet over i modsatte side af vejen, hvor den ramte en modkørende lastbil. Der skete dog ingen personskade ved uheldet.
09.48 - Hundige Strandvej, Greve: En personbil ført af en 43-årig mand fra Ishøj holdt for rødt i krydset ved Jægervænget, da en anden bilist kørte op bag i bilen. Den anden bil kørte derefter fra stedet uden at give sig til kende. Politiet forsøger nu at finde den flygtede bilist.
13.49 - Sigerslevvej, St. Heddinge - Stevns. En bus kørte mod vest ad Gydevej i Store-Heddinge hen mod T-krydset med Sigerslevvej. Chaufføren forsøgte at bremse cirka 150 meter før T-krydset, men grundet sne på vejen gled bussen1 lige over i T-krydset, hvorved han påkørte autoværnet og hegnet indtil en have og stoppede uden at ramme huset. Ingen personskade.
14.13 - Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. Kalundborg. 45-årig lokal mand kørte ad Helsingevej på el-løbehjul, hvor han påkørte en kantsten og væltede ned på jorden. Han blev tilset i en ambulance, men havde ingen behandlingskrævende skader.
Kl. 14.30 - Roskildevej, Tåstrup, Jystrup Midtsj. - Ringsted.
51-årig mand fra Slangerup kørte ad Roskildevej i nordgående retning da han mistede herredømmet over sin bil grundet glat føre og kørte ned i grøften, hvor han blev slået bevidstløs af angiveligt noget el-værktøj, der lå løst i bilen. Bilisten blev kørt som traume til sygehuset. Der sås skader på fronten af køretøjet. Ingen melding om alvorligt personskade.
Kl. 15.05 - Over Bølgen/Anders Plougs Allé, Greve. En 39-årig mand fra Helsingør kørte syd ad Hundige Alle og skulle svinge til højre mod vest ad Anders Plougs Alle. En rutebus kørte øst ad Anders Plougs Alle, og i krydset med Hundige Alle, skulle fortsætte ligeud i østlig retning.
Den 39-åriges bil skred ud i krydset i snevejret og endte foran bussen, som ramte bilisten.Den 39-årige havde forinden udkørslen over vigelinjen forsøgt at bremse ned. Ringe materiel skade på begge parter og ingen personskade.
kl. 15.06 - Sæbyvej, Høng - Kalundborg. 50-årig mand fra Slagelse kørte ad Sæbyvej i nordlig retning, hvorved han foretog en overhaling og mistede herredømmet over sin bil, og ramte frontalt ind i en modkørende bilist, en 40-årig lokal mand. Den 40-åriges bil endte i den forbindelse i den vestlige grøft. Ingen personskade.
kl. 16.11 - Sorøvej, Sæby, Høng - Kalundborg. 28-årig mand fra Sorø kørte ad Sorøvej i vestgående retning i lav fart, men da han ville bremse kom bilen i slinger og han mistede herredømmet over sit køretøj og kørte i grøften. Skader på venstre fordæk som følge af uheldet. Bilen placeret så det ikke var til gene for den øvrige trafik. Fejeblad var rekvireret ved patruljens ankomst. Ingen personskade.
Kl. 17.25 - Vestmotorvejen, Ringsted mod vest. 35-årig mand fra Frederiksberg mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i autoværnet. Ingen personskade. Det viste sig dog at den 35-årige ikke havde et gyldigt kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Kl. 19.27- Over Bølgen, Greve. 43-årig kvinde fra Roskilde kørte ud fra Waves' P-plads gennem krydset med Anders Plougs Alle. En 44-årig kvinde fra Greve kom kørende ad Anders Plougs Alle i østlig retning, mod hende. Den 43-årig kvinde forsøgte at bremse, men grundet kraftigt snefald, gled hun ud over ubetinget vigepligt og påkørte den anden bilist fra siden. Ingen personskade.
Kl. 20.43 - Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve mod nord. En 27-årig mand fra Malmø måtte bremse, da en forankørende bilist skiftede vognbane. Den 27-åriges bil kom i slinger, drejede rundt og ramte autoværnet. Ingen personskade.
Kl. 20.50 - Køge Bugt Motorvejen, Køge mod nord. En 38-årig mand fra Greve ramte autoværnet og blev slynget ud i nødsporet. Ingen personskade.
Kl.00.01 - Køge Bugt Motorvejen, Karslunde, Greve mod syd. en 38-årig mand fra Ringsted ramte en sne forhøjning, hvorefter hans bil skred rundt og ramte autoværnet og endte i 2. vognbane. Ambulancepersonalet havde tilset bilisten og hjulpet ham med at få køretøjet ind i nødsporet. Ringe materiel skade og ingen personskade. Vejdirektoratet er underrettet via mail.
Kl. 00.29 - Vestmotorvejen, Bjæverskov. Fører af lastbil, en 58-årig mand fra Ruænien, kørte i østgående retning ad Vestmotorvejen. Lastbilen mistede grundet glatføre og sne vejgrebet og gled ud i rabatten, så lastbilens front pegede mod færdselsretningen. Skiltevogn opsat. Ringe materiel skade og ingen personskade
Kl. 02.54 - Vestmotorvejen, Ringsted mod vest. Anmelder oplyste, at han kørte som snerydder med to andre kollegaer. En lastbil havde kørt preskørsel på den bagerste snerydder siden Køge, hvorfor de ønskede politiets assistance. Patruljen stoppede chaufføren, en 35-årig mand fra Hillerød, og fik en snak om, hvordan man kørte i trafikken, især i glatføre. Chaufføren testet negativt på alko- og narkometer.
Kl. 03.41 - Vestmotorvejen, Bjæverskov. Lastbil kørt af vejen. Chaufføren, en 39-årig mand fra Polen oplyste, at han var kørt af vejen. Han havde kontaktet sit selskab som var i færd med at køre til stedet og hjælpe ham med at flytte lastbilen. Lastbilen var kørt fast grundet sne. Chaufføren var ikke kommet til skade og havde ikke brug for politiets hjælp. Anmelder vejledt om ikke at gå ud af lastbilen, samt at have haveriblik tændt på lastbilen.
Kl 05.31 - Østre Ringvej, Roskilde: En personbil ramte i en rundkørsel en lastbil, der var ude at sprede salt. Ingen personskade og parterne klarede selv hændelsen.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |