Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. juli 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. juli 2024 kl. 07.00 til 6. juli 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Garderhøjen, Strøby
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Anlægsvej, Ringsted
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Færdselsuheld – Hjortholmvej, Tølløse – Holbæk
Kl. 07.20 skete et færdselsuheld, da en personbil, ført af en 34-årig kvinde fra Ruds-Vedby kørte i sydvestlig retning og overså sin ubetingede vigepligt i krydset Grønholmvej/Hjortholmvej/Lunderødvej, hvorved hun påkørte en personbil, ført af en 42-årige kvinde fra Vipperød, som kom kørende ad Hjortholmvej i sydøstlig retning. Der var ingen personskade.
Færdselsuheld – Tværvej/Emmabodavej, Jyderup – Holbæk
Kl. 12.15 skete et færdselsuheld, da en knallert, ført af en 16-årig unge mand fra Jyderup kørte frem for ubetinget vigepligt og påkørte venstre side af en personbil, ført af en 56-årig mand fra Eskebjerg, der kørte ad Emmabodavej i nordlig retning. Den 16-årige pådrog sig alvorlige skader ved uheldet og blev derfor fløjet på sygehuset i en helikopter. Han meldes uden for livsfare.
Teenagedrenge inspireret af socialt medie forsøgte at lave benzinbombe - Stevns
Kl. 13.35 havde politiet fat i tre teenagedrenge på 14-15 år, der var blevet inspireret af en video på et sociale medie, der viste, hvordan man kunne fremstille en benzinbombe. Drengene havde afprøvet dette ude på en villavej, hvilket gav anledning til, at et vidne tilkaldte politiet. Politiet fik sig en alvorssnak med de tre drenge og fik også talt med deres forældre om drengenes ukloge kemiforsøg. Drengene forstod patruljens alvorssnak og beklagede meget. Politiet kørte efterfølgende videre til andre opgaver.
Færdselsuheld – Køgevej, Hårlev – Stevns
Kl. 14.28 skete et færdselsuheld med to impliceret biler, ført af hhv. en 78-årig mand fra Greve og en 62-årig kvinde fra Køge. Den 78-årige mand fik et ildebefindende kort før uheldet skete. Begge parter blev kørt til tjek på sygehuset, og bilerne blev fjernet fra kørebanen, så de ikke holdt til gene for den øvrige trafik.
Påvirket bilist – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 15.14 blev en 49-årig mand fra Svebølle sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden førerret, da han kom kørende ad Holbækvej i østlige retning. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
To unge butikstyve pågrebet – Ølbycenter, Køge
Kl. 17.01 pågreb personalet i et supermarked to piger på 12 og 13 år fra Sydsjælland, der havde stjålet spiritus fra supermarkedet. Deres pårørende samt de sociale myndigheder blev underrettet om tyveriet.
Bilist mistede bilen – Køgevej, Roskilde
Kl. 17.05 måtte en 26-årig mand fra Skælskør finde kørelejlighed, da hans bil blev beslaglagt på stedet af politiet. Manden er tidligere blevet frakendt førerretten i et år og seks måneder, og han mistede bilen, da det er tredje gang inden for tre år at han bliver taget i alligevel at sætte sig bag rattet. Manden er sigtet i sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Anmeldelse om cyklist på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 17.06 anmeldte flere bilister, at en mand på cykel tilsyneladende befandt sig på en tilkørselsrampe til motorvejen og havde kurs mod motorvejen. En patrulje gennemkørte den relevante strækning på motorvejen, men fandt ikke cyklisten.
Påvirket bilist uden førerret – Køgevej, Roskilde
Kl. 17.58 blev en 36-årig mand fra Frederiksværk sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen og blev efterfølgende løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Færdselsuheld – Vordingborgvej, Køge
Kl. 18.36 blev en 21-årig mand fra Valby på cykel påkørt af en bil, ført af en 63-årig mand fra Køge, der overså cyklisten, da han svingede sin bil ind på en parkeringsplads. Den 21-årige kom lettere til skade ved uheldet og måtte en tur på skadestuen.
Frihedsberøvelse og overtrædelse af våbenloven – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 21.41 frihedsberøvede politiet en 61-årig mand, der var påvirket i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Manden var i besiddelse af en gummihammer, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at besidde, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven. Efter fem timer i politiets varetægt blev manden løsladt til gaden. Sigtelsen mod manden bliver afgjort på et senere tidspunkt.
Beruset mand på togskinnerne – Jernbaneplads, Holbæk
KL. 22.56 forstyrrede en 27-årig mand fra Herlev den offentlige orden og var til fare for sig selv, da han rendte rundt på togskinnerne og råbte. En patrulje indfandt sig kort tid efter og sikrede sig, at den 27-årige kom med et tog hjem til Herlev.
Kvinde snydt til at udlevere hævekort
Kl. 23.46 anmeldte en 68-årig kvinde bosiddende i Roskilde Øst, at hun tidligere på dagen kl. 17.30 var blevet kontaktet af en mand på telefon, der oplyste, at hendes hævekort var blevet misbrugt og at de derfor skulle undersøges. Efterfølgende blev kvinde kontaktet af en mand, der havde overtalt hende til at udlevere to hævekort, som efterfølgende er blevet misbrugt.
Manden beskrives som: Høj, tynd og mørk i huden og med mørkt skæg og sort hue. Den 68-årige kvinde skal nu afhøres af politiet i sagen, som vil blive efterforsket af politiet.
Påvirket bilist – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 03.20 blev en 40-årig mand fra Hundested sigtet for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve og vil høre mere fra politiet senere.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |