Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. juli 2026
ATV kørte vanvittigt på strand og forulykkede - Mand stjal cykel på vej hjem fra festival - Mand udsat for tricktyveri efter tur i pirattaxa.
Læs uddraget af weeekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. juli 2026 kl. 07.00 til 6. juli 2026 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ahlgade, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Klostervej, Roskilde (forsøg)
Stevnsvej, Køge
Gammelgårdsvej, Roskilde
Feltergårdsvej Svebølle
Rosenlyparken, Greve
Storeholm, Greve
Trylleskov Alle, Solrød Strand
Olsbækdal, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Nykøbingvej, Holbæk
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Klostervej, Roskilde
Hornsherredvej, Kirke-Såby
Varebiler/lastbiler:
Ingen
Lørdag-søndag
Udenlandsk butikstyv - Klosterparks Alle, Ringsted
kl. 14.20 blev en 24-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i Ringsted Outlet, hvor han havde stjålet tøj i en butik for 749 kr. Den 24-årige havde stjålne ting fra flere andre butikker i Ringsted. Der var varer fra en sportsforretning i Frederikssund og fra to materialister, en i Ringsted og en i Frederikssund. Varerne blev leveret tilbage til butikkerne, og den 24-årig mand blev sigtet. Da han har adresse i Danmark fik han lov til at gå efter afhøringen, og hans sag vil blive afgjort senere.
Tyveri af kobber - Asnæs Skovvej, Kalundborg
Kl. 18.42 anmeldte en mand, at man i området havde set to polske indregistreret køretøjer, der stod med nogle kobberrør. Da førerne af køretøjerne så, at de var opdagede forlod de hurtigt stedet. En patrulje ledte efter bilerne i området uden held, mens kobberrørene blev afhentet.
Dyreværn fandt ulovligt fyrværkeri - Kildemarken, Ringsted
Kl. 20.31 anmeldte Dyreværnet, at de under deres arbejde, havde fundet to større kanonslag hjemme hos en mand. De to kanonslag blev hentet af politiet, og manden kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mand udsat for vold - Markedspladsen, Holbæk
Kl. 20.42 anmeldte en 42-årig mand fra Holbæk, at han ved Markedspladsen i Holbæk var blevet slået af en anden mand, der hurtigt forsvandt fra stedet. Det lykkedes politiet kort efter at anholde og sigte en 32-årig mand fra Vipperød for overfaldet. Han blev løsladt senere på aftenen, men han vil høre mere i sagen senere.
Uheld med knallert - Gl. Skovvej/Ringstedvej, Holbæk
Kl. 21.43 skete et uheld foran en patrulje på Ringstedvej i Holbæk, da betjentene holdt for rødt lys ved Gl. Skovvej. En forankørende bilist kørte frem da det blev grønt, da der i det samme kom en knallert kørende ad Gl. Skovvej mod vest. Bilisten og knallerten stødte sammen, og knallertføreren, en 15-årig dreng fra Holbæk, røg af knallerten og kom til skade. Han blev kørt til behandling på skadestuen med alvorlige, men ikke livstruende skader på kroppen.
Patruljen optog rapport og afhørte føreren af bilen, en 67-årig mand fra Holbæk og en kvindelig passager, som var vidne til uheldet. Knallerten blev taget med ind til nærmere undersøgelse, som skal afklare, om den var ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt, eller om der i øvrigt var fejl og mangler på knallerten.
ATV i ulykke - Strandvej, Kalundborg
Kl. 23.21 anmeldte en mand, at hans kæreste havde været tæt på at være blevet kørt ned af en ATV, der kørte meget hurtigt langs stranden. ATV'en endte med at forulykke, hvorefter føreren ringede 112 og herefter stak af fra stedet. Politiet frygtede, at føreren kunne være kommet noget til og have brug for hjælp, så der blev sat en eftersøgning i gang. Senere fik politiet telefonisk kontakt med føreren, en 19-årig mand fra Odsherred. Han var uskadt, men ønskede ikke at tale med politiet. ATV'en blev beslaglagt af politiet med henblik på konfiskering efter reglerne om vanvidskørsel. Den 19-årig kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Søndag-mandag
Kvinde uden kørekort forulykkede på grund af hare - Parkvej, Køge
Kl. 07-01 kom en 25-årig kvinde kørende ad Parkvej i østgående retning, da en hare løb ud foran bilen. Kvinden, der ikke havde kørekort blev forskrækket og trådte på speederen i stedet for bremsen, hvilket resultere i, at bilen påkørte først et skilt og dernæst et træ. Kvinden kom ikke til skade i forbindelse med påkørslerne. Kvinden er sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og ejeren af bilen er sigtet for at overlade føringen af sin bil til en person uden kørekort.
Mand udsat for tricktyveri efter tur i pirattaxa - Roskilde
Kl. 11.57 anmeldte en 43-årig mand fra København, at han natten til søndag var blevet udsat for et tricktyveri. Københavneren var blevet tilbudt et lift fra en for ham ukendt villavej i Roskilde til Roskilde Station af en mand i en sort bil. Chaufføren kørte den 43-årige hen til en anden ukendt villavej og sagde, at han var kørt forkert, og at den 43-årige måtte gå resten af vejen hen til Roskilde Station.
Chaufføren havde ganske uventet givet manden et kram og var kørt fra stedet med det samme. Efterfølgende opdagede manden, at hans telefon, som havde befundet sig i hans lomme, var væk, og den 43-årige havde mistet et større kontaktbeløb fra sin konto. Manden mistænkte, at hans telefon ikke var låst, da chaufføren tog den op af hans lomme, da manden netop havde betalt for liftet.
Chaufføren der forsvandt sammen med den 43-åriges mobiltelefon beskrives som: Mand, 30-40 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden, mellemlangt sort hår samt skæg. Manden talte dansk og var kørende i en mørk personbil med teksten HIRE skrevet på siden af bilen. Personer med oplysninger i sagen, beder kontakte politiet på telefon 114.
Spiritus- og narkotikapåvirket mand kørte sin bil i grøften - Ulvigvej, Mørkøv
Kl. 15.41 anmeldte en 19-årig kvinde fra Stenlille, at hun lige havde set en bil køre ned i en grøft. I bilen befandt sig en mand samt adskillige åbne samt uåbnede dåseøl. Kvinden holdt øje med manden, der selv kom ud af bilen, indtil en patrulje nåede frem. Manden, der er 41-år og fra Næstved, blev anholdt af patruljen og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Han har fået udtaget en blodprøve til sagen og er blevet løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Mand udsat for vold - Lille-Skensved, Køge
Kl. 16.25 anmeldte en 32-årig mand, at han var blevet kontaktet af to mænd, som mente, at de havde et økonomisk mellemværende. Den 32-årige blev tvunget ind i sin bolig, hvor han blev udsat for vold af de to mænd, der tvang den 32-årige til at udlevere et kontantbeløb, inden de forsvandt fra stedet. Politiet efterforsker sagen.
Sager vedr. Roskilde Festival
Lørdag- søndag
Sigtet for at tænde romerlys - Roskilde Festival
Kl. 02.57 tilbageholdt security vagterne på Roskilde Festival en 26-årig mand fra København, som havde tændt et romerlys midt i folkemængden foran EOS scenen under en koncert. Flere omkring ham var i risiko for at blive brændt, men heldigvis var ingen umiddelbart kommet noget til. Den 26-årige blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og han erkendte at have tændt et nødblus, som han havde fået af en anden.
Cykeltyv stoppet - Køgevej, Roskilde
Kl. 03.25 anmeldte en yngre mand, at han netop havde set en mand bryde låsen op på en cykel bag ved Burger King på Køgevej og køre afsted med den. En hundepatrulje var tæt på og fik standset cykeltyven længere oppe af Køgevej. Den 24-årig mand fra Køge erkendte, at han havde været på Roskilde Festival, og da det begyndte at regne på hjemvejen fandt han en cykel, som han brød op og kørte på. Han blev sigtet for brugstyveri af cykel og cyklen blev taget med på politistationen. Nu forsøger politiet at finde frem til ejeren af den stjålne cykel, en sølvfarvet herre mountainbike af mrk. Merida.
Søndag - mandag
Rumænsk kvinde forsøgte at stjæle 80 festivalstole
Kl. 07.49 forsøgte en 36-årig kvinde fra Rumænien at køre væk med ca. 80 festivalstole på en vogn. Kvinden blev dog standset og fik klippet sit armbånd samt eskorteret væk fra festivalpladsen.
Seks personer fra Rumænien standset i tyveri
Kl. 09.09 traf en patrulje seks personer fra Rumænien ved en bil, som de var i gang med at pakke forskellige effekter i, blandt andet stole tilhørende Roskilde Festival, som rumænerne gav udtryk for, at de troede var affald. Tyvekosterne blev tilbageleveret til festivalen personale.
Mand fra Rumænien i gang med at samle stole sammen
Kl. 09.30 var en 26-årig mand fra Rumænien i gang med at samle en stor mængde stole tilhørende Roskilde Festival sammen. Manden var dagen før blevet smidt ud af festivalpladsen og havde fået klippet sit armbånd, men han blev truffet med et nyt armbånd på. Manden fik igen klippet sit armbånd og blev eskorteret væk fra festivalpladsen.
To kvinder forsøgte at fjerne effekter tilhørende Roskilde Festival
Kl. 11.02 traf en patrulje to kvinder fra Bornholm på festivalpladsen, som kom gående med to trækvogne, hvorpå der var læsset udstyr tilhørende Roskilde Festival. De to kvinder var på vej hen til en svensk indregistreret varebil. Med politiets mellemkomst blev udstyret tilbageleveret til festivalen.
Mistanke om voldtægt
Kl. 11.07 anmeldte en 24-årig kvinde fra København en mulig voldtægt i Dream City, natten mellem lørdag og søndag, som politiet nu efterforsker for at klarlægge de nærmere omstændigheder. Kvinden er blevet undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb og skal afhøres til sagen.
Anmeldelse om mand på togskinnerne
Kl. 11.48 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand befandt sig på togskinnerne og var på vej i sydlig retning. En patrulje kom frem til stedet, men manden var ikke længere på stedet.
Varebil fyldt med festivalens udstyr standset
Kl. 14.22 traf en patrulje tre personer fra Sverige i en varebil, som var fyldt med udstyr tilhørende festivalen. Udstyret blev leveret tilbage til festivalen.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |