Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

9. januar 2024 11:43

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. januar 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 8. januar 2024 kl. 07.00 til 9. januar 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hvidpilevej, Viby Sj.

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Stenledsvej, Tureby

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Norsvej, Køge

Tyveri fra køretøjer:

Rødvig Strandvej, Rødvig Stevns


Færdselsuheld - Vestmotorvejen, Bjæverskov - Køge

Kl. 06.29 mandag morgen var flere bilister impliceret i et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det østgående spor ved Bjæverskov, at motorvejen blev spærret for trafik i den retning.

Bjærgningskøretøjer, en skiltevogn og politiet blev sendt til uheldsstedet, hvor i alt fem involverede køretøjer spærrede motorvejen. Ingen var kommet til skade som uheldene.

Det viste sig, at en 42-årig mand fra Ringsted som fører af en varebil for sent havde opdaget, at en forankørende bilist havde nedsat hastigheden i overhalingssporet. Han påkørte bagenden af den forankørende, så begge havarerede. Dette sammenstød medførte, at yderligere tre bilister kunne nå at standse i tide, så de også forulykkede med køretøjerne placeret både i midterrabatten og de to vognbaner.

Inden motorvejen var blevet ryddet, kunne trafikken passere via nødsporet, men kødannelse var uundgåelig.

Kl. ca. 08.45 var de involverede køretøjer fjernet, så motorvejen atter var farbar i østlig retning. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.

Færdselsuheld - Stærkendevej, Vindinge, Roskilde

Kl. 07.29 ville en 19-årig mand fra Roskilde under kørsel i vestlig retning ad Stærkendevej skabe plads på en smal vej på grund af sne i begge vejsider. Der var tæt trafik ad vejen, så han bakkede for at bilisterne kunne passere hinanden.

I forbindelse hermed ramte han en anden personbil, som var parkeret på den smalle og sneglatte vej. Der skete kun ringe materiel skade, og ingen kom til skade som følge af påkørslen.

Bilister sad fast i isen på vej - Lyngvej, Eskebjerg - Kalundborg

Kl. 12.17 fik politiet en underretning fra det lokale redningsberedskab i Kalundborg kommune om, at Lyngvej i Eskebjerg var blevet afspærret for trafik.

Årsagen var, at vejen havde været oversvømmet, så frosten havde fået vandoverfladen til at fryse til is. Fire bilister var under passagen af det oversvømmede område kørt fast i isen, men redningsberedskabet forsøgte at få kontakt til ejerne af køretøjerne for at få disse fjernet.

Politiet tog oplysningen om vejlukningen til efterretning, men underrettede regionens ambulancecentral om, at Lyngvej var spærret for gennemkørsel.

Færdselsuheld - Valløvej, Køge

Kl. 12.47 underrettede en 46-årig kvinde fra Køge politiet om, at hun under kørsel ad Valløvej havde mistet kontrollen over sin varebil. Bilen var kørt af vejen og rullet rundt, inden den standsede ude på en mark.

Politiet kørte en tur til uheldsstedet og sikrede sig, at den 46-årige var sluppet uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret. Den forulykkede bil ville senere blive afhentet fra uheldsstedet.

Brand i bil - Egebjergvej, Abildøre, Vig - Odsherred

Kl. 12.58 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i kabinen i en personbil, der var standset på Egebjergvej som følge af branden.

Branden i bilen var begrænset til et bilsæde, så ingen personer var kommet til skade. Politiet og brandvæsnet anså brandårsagen som en mulig defekt i en sædevarmer i bilen, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Færdsel på usikker is - Holbæk / Roskilde

Kl. 13.56 fik politiet den første af flere henvendelser om personer, der færdes på isen enten på mindre søer eller damme eller ved kysten.

I Holbæk fik politiet en henvendelse om unge, der færdedes på en mindre branddam mellem Stenhusvej og Knudskoven. Dog var der ingen ud på isen, da en patrulje kiggede forbi.

Senere på eftermiddagen var det en anmeldelse om to drenge ca. 50 meter ude på isen på fjorden ved Holbæk Marina, men de var kommet i land, inden politiet nåede frem.

Kl. ca. 16.00 fik politiet to anmeldelser om færdsel på isen på fjorden ud for Frederiksborgvej, hvor flere børn i alderen 8-10 år skulle færdes 20-30 meter ude. Også på Lysalleen i Roskilde skulle flere personer færdes på isen på en sø.

En patrulje fandt ikke nogen børn på isen på fjorden ved Frederiksborgvej, men på en sø ved siden af universitetet formanede og oplyste politiet nogle udenlandske universitetsstuderende om reglerne for færdsel på is i Danmark.

Kommunerne i Midt- og Vestsjællands politikreds er fra politiet blevet bemyndiget til ved opslag eller offentlig bekendtgørelse af forbyde færdsel på isen. Færdsel på isen er generelt forbudt, medmindre kommunerne offentliggør steder, hvor isen er så sikker, at færdsel kan tillades.

Færdselsuheld - Ærtevangen, Kærby, Kalundborg

Kl. 14.02 var der sket et færdselsuheld på Ærtevangen i Kalundborg, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.

Det viste sig, at en lovlig parkeret lastbil med tilkoblet påhængsvogn hele to gange blev påkørt af to personbiler, som blev ført ad Ærtevangen mod syd. Første påkørsel af lastbilens påhængsvogn var forårsaget af en 39-årig kvinde fra Kalundborg, og kort efter dette uheld påkørte en 21-årig mand fra Dianalund også påhængsvognen.

Ingen af parterne kom til skade, men der skete mindre materiel skade på de involverede køretøjer.

Hurtig bilist på sne- og isglat vej - Mosede Landevej, Greve

Kl. 14.53 foretog færdselspolitiet ved brug af laserudstyr en måling af trafikanternes hastighed under kørsel ad Mosede Landevej.

Trods sne og is på kørebanen blev en personbil målt til at køre med mindst 87 km/t i vestlig retning, hvorefter føreren - en 36-årig mand fra Greve - blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Ud over en bøde kan den 36-årige forvente en påstand om betinget frakendelse af førerretten, hvilket i givet fald vil betyde en ny teori- og køreprøve, såfremt førerretten skal bevares.

Færdselsuheld - Odsherredvej (rute 21), Grevinge - Odsherred

Kl. 15.11 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor flere køretøjer var involveret, så Odsherredvej i sydlig retning var spærret ud for Grevinge.

Politiet kunne kort efter konstatere, at vejen var spærret i sydlig retning, så omkørsel blev iværksat. Fire ambulancer var på vej til uheldsstedet, men kun en kvindelig bilist blev kørt til kontrol på skadestuen.

Inden det første sammenstød var en bilist kørt tør for brændstof og herefter standset så langt til højre som muligt, men dog med en del af bilen ud på kørebanen på et sted, hvor to vognbaner blev indsnævret til én vognbane. Det overså en 27-årig kvindelig bilist fra Fårevejle St. formentlig på grund af blænding fra solen, så hun påkørte den standsede bil.

Den næste bilist havde også haft svært ved at se de to forulykkede bilister på grund af blænding fra solen, så der skete endnu et sammenstød. En fjerde bilist fik standset bilen i tiden, men på grund af blændingen fra solen overså en 34-årig mand fra Holbæk den bil, som blev ramt.

Ingen af parterne incl. kvinden, der blev kørt til kontrol på skadestuen, var kommet til skade som følge af uheldene, men den 34-årige mand fra Holbæk kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, fordi han ikke havde nogen førerret og derfor ikke måtte være fører af bilen.

Kl. ca. 16.45 var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikken i det sydgående spor kunne normaliseres.

Narkokørsel uden førerret - bil beslaglagt - Bjergskovvej, Kastrup, Holbæk

Kl. 17.15 standsede politiet en 25-årig mand uden fast bopæl som fører af en personbil, som han førte ad Bjergskovvej i Holbæk.

Den 25-årige havde ikke noget kørekort og deltog rutinemæssigt i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af amfetamin og methamfetamin. Han blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelse for de to overtrædelser af færdselsloven, så politiet kunne få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Da den 25-årige tidligere var blevet sigtet for flere tilfælde af spiritus- og narkokørsel uden førerret, fandt politiet grundlaget til stede for beslaglæggelse af hans personbil med henblik på senere konfiskation. Når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger, vil den 25-årige derfor høre nærmere fra politiet om sagernes videre forløb.

Brand i bil - Ølsemagle Kirkevej, Køge

Kl. 01.28 slog lokale beboere alarm til politiet og brandvæsnet, da de var vågnet ved et højt brag og efterfølgende havde set ild i noget i nærheden af en sø på Ølsemagle Kirkevej mellem Køge Nord togstation og transportcenterområdet.

Politiet fik hurtigt klarlagt, at der var tale om brand i en bil, der ikke stod til at redde trods brandvæsnets indsats. Ingen personer var til stede, og politiet fik efter kontakt til bilejeren klarlagt, at bilen var blevet stjålet nogle timer tidligere i forbindelse med et indbrud i en privat bolig i Odsherred kommune.

Bilen skal nu undersøges nærmere i et forsøg på at klarlægge den præcise brandårsag ud fra oplysningerne ved anmeldelsen om, at der havde lydt et højt brag fra stedet. Endvidere skal bilejerens bolig undersøges nærmere efter spor, der måske kan være med til at identificere biltyven(e).

Grundlovsforhør - Færdselsuheld / vold mod politiet mv. - Lillevangsvej, Greve

Kl. 04.50 slog en lokal mand alarm til politiet, da han under kørsel ad Lillevangsvej var blevet overhalet af en anden bilist, som havde kørt væsentligt hurtigere. Denne bilist havde under kørslen ramt en snebunke, så føreren havde mistet kontrollen over bilen.

Bilisten havde herefter ramt et helleanlæg og var kørt ind over et græsareal, inden flere vejskilte blev påkørt, så bilen standsede.

Den mandlige fører af bilen var ikke kommet til skade, da anmelderen henvendte sig og holdt ham under observation, indtil politiet nåede frem.

Politiet fik kontakt til en formentlig narkotikapåvirket ung mand på 15 år fra København, som efter et forsøg på flugt blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel uden førerret i den forulykkede bil. Anholdelsen medførte et udfald mod en politibetjent, som blev sparket, ligesom politiet blev tiltalt i mindre pæne vendinger, så den 15-årige også kunne mistænkes for vold mod og fornærmelig tiltale af politiet.

Den 15-årige blev transporteret til skadestuen med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Under opholdet på skadestuen lykkedes det igen den 15-årige at gøre et udfald mod en politibetjent, så der var grundlag for endnu en sigtelse mod ham for vold mod politiet.

Politiet har afhørt den 15-årige til de mange overtrædelser, hvorefter han kan forvente at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i løbet af tirsdag eftermiddag på grund af de nye sigtelser sammenholdt med andre verserende sager for ham.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

3. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Roskilde Festival døgnrapport tirsdag den 2. juli 2024

Uddrag af døgnrapport fra mandag den 2. juli kl. 07.00 til tirsdag den 3. juli kl. 07.00. Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk - Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på X: @MVSJPoliti

3. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 3. juli 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 2. juli 2024 kl. 07.00 til 3. juli 2024 kl. 07.00.

2. juli 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 2. juli 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 1. juli 2024 kl. 07.00 til 2. juli 2024 kl. 07.00.