Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

9. november 2026 10:44

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. november 2026

Grove ældresvindlere på spil - 17-årig bilist kørte alt for stærkt - Mand sigtet for at ringe 112 uden grund

Døgnrapport

Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 6. november 2026 kl. 07.00 til 9. november 2026 kl. 07.00.

 

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Åsvej, Solrød Strand

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Henrik Nielsens Vej, Roskilde
Jyllandsgade, Ringsted
Hasselhegnet, Greve
Dronningensgade, Ringsted
Højvangen, Karlslunde - to adresser
Røglebakken, Lejre
Storkevejs Tværvej, Jyllinge
Ternevej, Jyllinge
Vernersvej, Jyllinge
Engrøjel, Greve
Tværager, Greve
Kingosvej, Køge - To adresser
Ericavej, Jyllinge
Holmehave, Ringsted
Sandhøjen, Roskilde
Hinbjerg, Karlslunde
Drosselvej, Solrød Strand
Højvangen, Karlslunde
Lindevej, Roskilde
Tjørnegårdsvej, Roskilde
Birkevej, Solrød Strand
Vestre Strandvej, Solrød Strand
Sandrøjel, Greve
Strandengen, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Snoldelev Bygade, Gadstrup

Tyveri fra køretøjer:

Personbiler:
Ingen

Varebiler/lastbiler:
Parkvej, Borup

Hovmarksvej, Ringsted

 

 

Fredag - lørdag

 

Kvinder udsat for svindel - Køge og Stevns

Kl. 10.19 anmeldte pårørende til en kvinde i 80'erne, at hun havde været udsat for udspekuleret svindel. Den ældre kvinde var i mandags blevet kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra politiet, og som oplyste, at der var foretaget flere overførsler fra kvinden konto. Kvinden var skeptisk og afviste flere gange at udlevere sine betalingskort, og hun bad om at tale med en anden, end den person, der var i telefonen.

Torsdag var det lykkedes for bedragerne at overtale kvinden til at udlevere sine kort, trods hendes skepsis.
Det skete, da hun blev opsøgt personligt i sit hjem af en mand, der beskrives som: 30-35 år, 170 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og med mellemlangt sort hår. Han var iført sort jakke og sorte bukser. Kvinden mistede 27.000 kr., som var blevet hævet fra hendes konto, inden pårørende fik betalingskortet spærret.

Kl. 15.59 modtog politiet endnu en anmeldelse om svindel, der var foregået hen over flere dag, og som var gået ud over en kvinde i 80'erne fra Stevns Kommune. Kvinden havde været i kontakt med personer, der udgav sig for at være fra politiet hen over flere dage, og de var lykkedes med at få adgang til kvinden netbank samt få udleveret flere betalingskort.

Kvinden havde mistet 92.000 kr. Hun var blevet opsøgt i sit hjem af en mand, der beskrives som: 25-30 år, 170-175 cm høj, spinkel, lys i huden og med kort brunt hår. Han var iført en mørk frakke.

Kl. 16.31 anmeldte en kvinde i 80'erne fra Køge, at hun var blevet kontaktet at en person, der udgav sig for at være fra politiet, og som ringede med en historie om misbrug af kvindens MitId. Kvinden troede ikke på personen i telefonen og afsluttede opkaldet, hvorefter hun anmeldte det til politiet.

Kl. 19.00 anmeldte en kvinde i 70'erne fra Køge, at hun fra kl. 13.21 og frem til 18.50 havde været i kontakt med personer, der viste sig at være svindlere, men som udgav sig for at være fra politiet. Kvinden var blevet overbevist om, at hun skulle aflevere betalingskort og koder til en mand, der kom og afhentede kort og koder hjemme hos kvinden. Kvinden mistede 88.000 kr.

Manden, som kortede blev udleveret til, beskrives som: ca. 30 år, 180 cm høj, iført sort jakke, sorte bukser og lys t-shirt.

Kl. 03.52 anmeldte en kvinde i 60'erne, at hun var blevet svindlet og lokket til at udlevere betalingskort og koder til en mand, der mødte op på hendes adresse. Kvinden mistede 20.000 kr. Kvinde udleverede kort og koder til en mand, der beskrives som ca. 30 år, ca. 175 cm høj. Han havde mørkt tøj på og var mørkhåret.

Politiet efterforsker sagerne for at forsøge at finde frem til svindlerne.

Kvinde stak af fra taxaregning - Københavnsvej, Køge

Kl. 10.56 anmeldte en taxachauffør, at han havde samlet en kunde op på Køge Station, som efter eget udsagn skulle til København. Hun ville dog gerne ind på en tankstation på Københavnsvej i Køge. Da de ankom til tankstationen, stak kvinden af fra regningen, og taxachaufføren anmeldte det til politiet.

Kl. 12.30 anmeldte en borger, at en stærk beruset kvinde befandt sig på Københavnsvej, hvor hun skabte farlige situationer, da hun gik ud på en trafikeret vej. Kvinden blev frihedsberøvet af en patrulje. Det viste sig at være samme kvinde, som var stukket af fra taxaregningen, og hun er blevet sigtet i denne sag. Kvinden, der er fra København, blev løsladt kl. 18.14.

15-årig dreng sigtet efter knivloven - Fingerbølvej, Svebølle - Kalundborg

Kl. 18.47 blev en 15-årig dreng fra Svebølle sigtet efter knivloven, da han på et grønt område var i besiddelse af en foldekniv med en bladlængde på 9,5 cm. Kniven blev konfiskeret.

Voldsom kvinde anholdt - Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.52 blev en 44-årig kvinde fra Roskilde anholdt på gaden, efter at hun havde kastet med stole og råbt og skreget på stedet. Kvinden var beruset. I forbindelse med kvindens ophold i patruljebilen blev hun sigtet for at spytte på en betjent. Kvinden er løsladt igen, men kan forvente at høre mere i sagen. 


Lørdag - søndag

 

17-årig bilist kørte for stærkt - Ølbyvej, Køge

Kl. 16.40 blev en bare 17-årig ung mand fra Havdrup målt til at køre 90 km/t på Ølbyvej i Køge, hvor det er tilladt at køre 50 km/t. En betjent fra Færdselsafdelingen målte med laser på strækningen, og vinkede den unge bilist ind til siden efter målingen. Han blev gjort bekendt med, at han som ny bilist står til et få et kørselsforbud. Det betyder, at når sagen er afgjort skal han bestå en kontrollerende køreprøve før han igen må køre bil. Da bilisten er mindreårig blev hans forældre orienteret om sagen.

Cyklede i nødsporet - Vestmotorvejen, Bjæverskov - Køge

Kl. 17.52 kørte en patrulje til Bjæverskov, da der var flere anmeldelser til 112 om, at en cyklist havde cyklet i nødsporet østgående ad Vestmotorvejen. Patruljen traf den 26-årige mand fra Afghanistan, som heldigvis havde lys på cyklen. Han kom kørende ad Ringstedvej, og da patruljen mødte ham var han alt andet end samarbejdsvillig. Han var spirituspåvirket og optrådte opfarende, utryghedsskabende og truende over for patruljen. Han nægtede at gøre hvad betjentene sagde, så den 26-årige mand blev anholdt for gadeuorden og taget med på stationen til afrusning i detentionen.

Kørte påvirket uden kørekort - Egevej, Vig - Odsherred

Kl. 18.28 blev en 57-årig mand fra København sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet på Egevej i Vig. Manden var frakendt sit kørekort og han havde desuden 1 gram hash på sig. Han blev testet positiv i en narkometertest og fik udtaget en blodprøve før han blev løsladt.

Drenge mistænkt for at sætte ild til papir i kælderskakt - Jyllingecenteret, Jyllinge

Kl. 21.57 ringede et vidne til politiet og fortalte, at nogle unge drenge havde sat ild til noget pap og papir i en kælderskakt ved Jyllingecenteret. Brandvæsnet fik slukket branden inden den bredte sig, og der skete. Politiet er nu i gang med at finde frem til, hvem drengene er. Vidner, som har oplysninger i sagens bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Beruset knallertfører - Knudsvej, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 01.37 blev en mand i 20´erne fra lokalområdet stoppet på en Puch Maxi på Knudsvej, hvor han kørte i beruset og narkopåvirket tilstand. Han var frakendt rette til at køre lille knallert på grund af tidligere sager om kørsel i påvirket tilstand. Han erkendte at have indtaget kokain og medicin. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

 

Mistænkt for at ville lave graffiti på tog - Hundigevej, Greve

kl. 01.58 anmeldte DSB, at der var fem mænd til stede ved et opbevaringssted for togvogne, og der var frygt for, at de havde tænkt sig at male graffiti på togene. En patrulje kørte hurtigt frem, hvor fire mænd blev anholdt tæt ved stedet. Det lykkedes den femte mand at stikke af, men inden da smed han en taske fra sig, som indeholdt spraydåser med maling.

De anholdte, en 37-årig mand fra Hvidovre, to mænd på 44 år og 48 år fra Tjekkiet og en 26-årig mand fra Polen, blev visiteret. I den 26-åriges taske blev fundet spraydåser, men der var ingen tegn på graffiti på togvognene. Mændene blev derfor løsladt, men de blev alle sigtet for forsøg på hærværk. Politiet undersøger nu, om der kan være blevet begået graffiti hærværk andre steder, som de sigtede kan mistænkes for at stå bag.

 

 

Søndag- mandag

 

Påvirket bilist uden kørekort - Søndervang, Ringsted

Kl. 09.12 stoppede en patrulje en bil med tre mænd i. Føreren af bilen var en 37-årig mand fra Hørsholm, som fremstod tydeligt påvirket af narkotika, hvilket en test på stedet også sagde. Det viste sig desuden, at manden ikke var i besiddelse af kørekort. Grundet mistanken om påvirkning, blev han anholdt og taget med på sygehuset til en blodprøve. Manden blev efterfølgende løsladt, men er forsat sigtet.

Fandt kanonslag på boldbane - Tulipanvænget, Lille-Skensved - Køge

Kl. 11.45 kontaktede en mand politiet, da han havde fundet seks kanonslag liggende på en boldbane. Manden sikrede genstandene, indtil politiet kom og hentede dem, så de kunne blive destrueret.

Påvirket med peberspray i bilen - Køge Bugt Motorvejen - Karlslunde - Greve

Kl. 12.20 blev endnu en påvirket bilist stoppet af politiet. Her var der tale om en 32-årig mand fra Nykøbing Falster. Han var heller ikke i besiddelse af et kørekort, men han blev til gengæld fundet i besiddelse af en peberspray, da politiet ransagede bilen. Manden blev anholdt, indbragt til blodprøve og derefter løsladt. Han endte med at blive sigtet for narkotikakørsel, overtrædelse af våbenloven og for at have kørt i påvirket tilstand.

Sigtet for misbrug af faresignaler - Havebo, Herfølge - Køge

Kl. 02.43 ringede en 53-årig mand 112 og anmeldte en brand i området, og både politiet og brandvæsnet kørte derfor udrykning til stedet. Da politiet ankom, kunne de se, at der ikke var brand, og at der aldrig havde været nogen. Politiet tog derfor kontakt til anmelderen, som erkendte, at anmeldelsen ikke passede. Han blev derfor sigtet for misbrug af faresignal, hvilket han erkendte.

6. november 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. november 2026

Flere anmelder om tricktyve, 25 politielever deltog i færdselsindsats, ung mand havde fiskekniv med i skole, og ung mand truet til at aflevere sin jakke.

5. november 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 05. november 2026

Kvinde svindlet for 200.000 kr. og påvirket mand påkørte cyklist. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 04. november 2026 kl. 07.00 til 05. november 2026 kl. 07.00

4. november 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. november 2026

Brand i kælder under beboelsesejendom og flere anmeldelser om butikstyveri. Læs uddraget af døgnets hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. november 2026 kl. 07.00 til 4. november 2026 kl. 07.00.