Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

3. juli 2023 11:35

Roskilde Festival døgnrapport mandag den 3. juli 2023

Uddrag af døgnrapport fra lørdag den 1. juli kl. 07.00 til søndag den 2. juli kl. 15.00.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti

Lørdag-søndag

 

Hastighedsmåling på Holbækmotorvejen 

Politiets fotovogn (ATK) var igen lørdag på Holbækmotorvejen i det vestlige spor for at måle trafikanternes hastighed på strækningen forbi Roskilde Festival. Her er hastigheden nedsat fra de normale 110 km/t til 80 km/t under afviklingen af festivalen.

I tidsrummet kl. 11.28-14.38 passerede 6562 bilister fotovognen, hvis blitz blev udløst 79 gange.

3 af de blitzede bilister kørte så hurtigt, at de kan forvente et klip i kørekortet. Højeste hastighed var 128 km/t.

ATK-vognen målte efterfølgende i det østgående spor i tidsrummet 15.23-18.53. Her passerede 4874 bilister, og der blev blitzet 127 gange, heraf 19 klip. Højeste målte hastighed var 128 km/t.

Alle blitzede bilister kan nu forvente at høre nærmere fra politiet via en besked i deres digitale postkasse.

Mand sigtet for tyveri af bil

Kl. 09.00 blev en 21-årig mand fra Norge anholdt og sigtet for tyveri, da han var gået ind i en campingvogn på campingpladsen og havde fjernet et sæt bilnøgler. Manden havde derefter skaffet sig adgang til bilen og var i færd med at køre den væk fra festivalpladsen, da han blev stoppet. Den 21-årige blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt til sagen. Manden blev efterfølgende løsladt, og han kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt. 

Ihærdig festivalgæst sigtet igen igen

Kl. 14.34 modtog politiet en anmeldelse om, at der befandt sig en meget påvirket mand i en camp, og at han skabte utryghed blandt personerne i campen. En patrulje anholdt kort tid efter manden – en 31-årig polsk mand –  som måtte en tur i detentionen. Manden var i besiddelse af en kniv, som er omfattet af bestemmelserne i knivloven, og som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. Politiet beslaglagde kniven.

Manden var ikke i besiddelse af et armbånd, og han blev derfor – igen igen - sigtet for tilsnigelse af adgang uden at betale – det var han i forvejen blevet sigtet for hele to gange i løbet af festivalen – første gang onsdag den 28. juni og anden gang dagen efter den 29. juni. Manden blev løsladt efter 13 timer i politiets varetægt, og han kan forvente at høre at høre mere vedr. de forhold, han er sigtet for.  

Ordensbekendtgørelsen

Kl. 17.35 blev en 26-årig lettere beruset mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han ikke ønskede at lade sig visitere af politiet på festivalpladsens område E43. Manden blev efter kort tids anholdelse løsladt igen. Han kan forvente at høre fra politiet vedr. sigtelsen på et senere tidspunkt.

Vold

Kl. 22.29 blev en 60-årig mand sigtet for vold mod en 44-årig mand fra Polen, som samlede pantflasker på festivalen. Den 44-årig polske mand blev slået flere gange på kroppen og hovedet af den 60-årige danske mand, som var beruset. 

Den 44-årige mand kom lettere til skade og blev behandlet på stedet. Politiet anholdt den 60-årige mand, som blev taget med på politistationen og anbragt i detentionen, hvorfra han blev løsladt efter et par timer. Den 60-årige kan forvente at høre mere til sagen på et senere tidspunkt. 

Lovgivning om euforiserende stoffer

Kl. 00.25 blev en 18-årig mand tilbageholdt af festivalens personale i forbindelse med, at han udviste aggressiv adfærd, og politiet blev tilkaldt.

Manden blev visiteret, og han blev sigtet for at være i besiddelse af 0,56 gram kokain, som patruljen beslaglagde. Manden var også i besiddelse af to lattergasbeholdere på 640 gram hver samt 5 mundstykker til lattergasbeholderne, som politiet også beslaglagde, da det fra 1. juli 2023 er ulovligt at være i besiddelse af lattergas på offentligt tilgængelige steder, med mindre man skal bruge det til erhverv eller andet anerkendelsesværdigt formål, hvilket den 18-årige ikke havde. Den 18-årige mand blev bortvist fra festivalen og vil høre nærmere fra politiet i forhold til sigtelserne.

Søndag

Hastighedsmåling på Holbækmotorvejen

Politiets fotovogn (ATK) var igen søndag på Holbækmotorvejen i det østlige spor for at måle trafikanternes hastighed på strækningen forbi Roskilde Festival. Her er hastigheden nedsat fra de normale 110 km/t til 80 km/t under afviklingen af festivalen.

I tidsrummet 09.54-12.48 passerede 5.819 biler. Der blev blitzet 83 gange, heraf 12 klip. Hurtigste bil kørte 118 km/t.

Alle blitzede bilister kan nu forvente at høre nærmere fra politiet via en besked i deres digitale postkasse.

To mænd fra Rumænien stjal tasker fra telt

Kl. 15.31 anmeldte en 18-årig mand, at to mænd havde været inde i hans telt og fjernet fire tasker, der indeholdt tøj, parfume og andre personlige effekter.

 En patrulje fandt kort tid efter en bil, der passede på det signalement, som den 18-årige havde givet politiet på den bil, de to mænd havde forladt stedet i. I bilen befandt sig to mænd fra Rumænien på 48 og 32 år samt de fire tasker. 

De to mænd blev anholdt og sigtet for tyveri, og føreren af bilen blev desuden sigtet for spirituskørsel. Mændene er i politiets varetægt, mens deres straffesag afgøres. Sagen skal desuden forelægges Udlændingestyrelsen, som skal afgøre, hvorvidt de to mænd skal administrativt udvises med et indrejseforbud.  

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

4. maj 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. maj 2026

Kraftig brand i Ringsted og flere sager om vanvidskørsel - læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 1. maj 2026 kl. 07.00 til 4. maj 2026 kl. 07.00.

1. maj 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 1. maj 2026

Standset efter at have stjålet lastbil, anholdt efter vold på skole og nøgen mand sprang frem - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. april 2026 kl. 07.00 til 1. maj 2026 kl. 07.00.

30. april 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. april 2026

Arbejdsulykke i dumper - Mystery Shopper købte alkohol - Mand afpresset efter brug af escortservice.