Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

2. december 2019 12:48

Uddrag af døgnrapport fra fredag den 291119 kl 0700 til mandag 021219 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kalundborgvej, Holbæk
Industriparken, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skovhusvej, Ugerløse
Skoletoften, Havnebyen, Sjællands Odde
Skovbovej, Bjæverskov
Odinsvej, Solrød Strand (2 steder)
Haraldstedvej, Haraldsted, Ringsted
Vestre Strandvej, Solrød Strand
Skovbovej, Bjæverskov
Irisvej, Solrød Strand
Vemmedrupvej, Vemmedrup, Bjæverskov
Svinninge Parkvej, Svinninge
Skovlyvej, Karlslunde
Buerupvej, Buerup, Jyderup
Egevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Duehusvej, Bjæverskov
Poppelvej, Jyllinge
Mejsevænget, Ejby, Lille-Skensved
Stålmosevej, Vindinge, Roskilde
Tunegårdsvænget, Tune
Mosevangen, Kalundborg
Tjærebyvej, Tjæreby, Roskilde
Bakkelund, Havdrup
Køgeløkke, Havdrup
Kirsebærvej, Hørby, Holbæk
Baretten, Ringsted
Engløkke, Havdrup

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Klitrosevej, Yderby Lyng, Sjællands Odde

Skovhusvej, Reersø Strand, Gørlev

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

 

Fredag – lørdag

 

Livløs mand fundet på byggeplads – Isefjords Alle, Holbæk

Kl. 07.07 blev en 75-årig mand fra Holbæk fundet livløs i en udgravning på en byggeplads af en medarbejder på pladsen. Den livløse mand fik ydet førstehjælp på stedet og blev kørt til sygehuset i ambulance. Han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset. Politiet fandt frem til, at den 75-årige mand var beboer på et nærliggende privatejet plejehjem, hvor personalet konstaterede, at han var savnet. De foreløbige undersøgelser af, hvordan manden var endt i udgravningen, viste ikke tegn på noget mistænkeligt. Manden var formentlig gået forkert og faldet ned i hullet, hvorfra han ikke kunne komme op. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og undersøgte stedet nærmere for at klarlægge, om afspærringen af byggepladsen overholdt reglerne. Der blev ikke fundet nogen overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen i den forbindelse. De pårørende til den 75-årige er blevet underrettet. Ved ligsynet af den afdøde skal det klarlægges, om nedkøling er årsag til, at han døde, da han havde opholdt sig udendørs i det kolde vejr i let påklædning.

 

Trussel mod offentlig myndighed – Rådhusbuen, Roskilde

Kl. 10.29 fik politiet anmeldelse om, at en medarbejder fra Center for Alkohol – og Stofbehandling havde overhørt, at en borger udtalte, at han ville slå en medarbejde på Roskilde rådhus ihjel. Kort efter indfandt den mistænkte borger sig på rådhuset, hvor han havde en tid med sin sagsbehandler. Politiet anholdt den mistænkte, en 44-årig mand fra Roskilde, uden dramatik. Han blev sigtet for trusler mod medarbejderen og taget med til politistationen til afhøring. Afhøringen klarlagde, at truslerne var udtalt af borgeren i frustration, da han befandt sig i en økonomisk svær situation. Efter en nærmere vurdering af sagens omstændigheder løslod politiet manden, der dog senere vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal strafferetligt afgøres.

 

Færdselsuheld – Hundige Strandvej, Greve

Kl. 13.41 skete et uheld i forbindelse med at et gruppe på seks børn skulle passere vejen ved Digehusets parkeringsplads. En 6-årig dreng løb pludselig over vejen, mens de andre børn blev stående og ventede på fri bane. Ad Hundige Strandvej kørte en personbil, som blev ført af en 31-årig mand fra Greve. Føreren forsøgte at undvige drengen ved at bremse hårdt op og dreje til højre, men den 6-årige blev ramt af bilen. En ambulance blev sendt til stedet, hvor drengen blev behandlet for skrammer på benene. Han blev kørte til sygehuset til behandling. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.

 

Konfus kvinde kørt hjem – Jernbaneplads – Holbæk

Kl. 15.42 kontaktede en togfører politiet, da en ældre kvindelig passager i toget spurgte andre passagerer, hvor hun befandt sig. En patrulje kom frem og traf en 82-årig kvinde, som virkede konfus. Politiet kontaktede de pårørende, som oplyste at kvinden boede i eget hjem. Patruljen kørte kvinden hjem til Nykøbing Sjælland, hvor hjemmeplejen ville forestå den fornødne pleje af kvinden.

 

Bomme nede ved lokalbanen – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 16.50 fik politiet en melding om, at bommene ved jernbaneoverskæringen ved lokalbanen i Allerup. En tekniker blev sendt til stedet for at udbedre fejlen, der gav anledning til meget lang kø på begge sider af bommene, formentlig på grund af tæt trafik i forbindelse med ”Black Friday” i butikkerne.

 

Betalingsspørgsmål – Karlslunde, Greve

Kl. 01.18 fik politiet en anmeldelse fra et taxaselskab om, at et ægtepar var blevet kørt hjem fra en fest, men ikke ville betale for turen. Parret som var spirituspåvirkede, havde skændtes hjem i taxaen. Da de kom hjem, ville de ikke betale for turen, men gik i stedet ind i huset. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 40-årig mand hjemme. Politiet tog en snak med manden om, at han skulle betale for sin tur. Manden betalte nu for turen og taxachaufføren kunne fortsætte sin kørsel. Den 40-årige blev ikke sigtet for noget i den anledning, men slap med en formaning.

 

Flere berusede borgere krævede politiets assistance

På trods af Midt- og Vestsjællands politis kampagne om ”Pas på dine venner”, som vejleder borgere til at hjælpe, hvis en ven bliver meget fuld, havde politiet travlt fredag nat. Politiet måtte flere gange assistere berusede borgere, som ikke kunne tage vare på sig selv.

Kl. 02.05 i Nygade v. Bredgade i Kalundborg var en 24-årig mand fra Kalundborg så fuld, at han havde lagt sig i en port. Politiet kom frem og fik kontakt til mandens pårørende. Manden blev hentet af sin søster og taget med hjem til afrusning.

Kl. 03.30 Svanestræde i Nykøbing Sjælland – Odsherred, fandt en forbipasserende borger en mand, som havde lagt sig til at sove på vejen. Manden kunne hverken stå på benene eller ikke oplyse sit navn. En patrulje kørte til stedet, hvor de fandt frem til mandens identitet, en 57-årig mand Nykøbing Sj. Patruljen kørte manden hjem og sove ud.

Kl. 05.59 i Kordilgade i Kalundborg lå der en meget beruset ung kvinde på gaden. Her var det en omsorgsfuld forbipasserende 20-årig kvinde, som kontaktede politiet, da hun var bekymret for, om den unge kvinde kunne tage vare på sig selv. En patrulje kom frem og traf en 18-årig kvinde fra Kalundborg, som ikke selv var i stand til at finde hjem. Politiet fik fat i et familiemedlem til den 18-årige, som hentede kvinden og fik hende hjem i seng.

 

Julekort til julefrokoster

Lørdag – søndag:

 

Humanitær eftersøgning – Ringsted

Kl. 09.16 kontaktede pårørende til en 71-årig kvinde fra Ringsted politiet, fordi den 71-årige ikke var dukket som aftalt i Odense hos en bekendt. De pårørende havde selv undersøgt, om hun opholdt sig i familiens sommerhus, ligesom Fyns Politi fredag aften havde ledt forgæves efter hende i Odense-området. Midt- og Vestsjællands Politi iværksatte yderligere undersøgelser for at finde ud af, hvor hun kunne opholde sig. Politiet kontrollerede, om hun kunne være blevet indlagt på forskellige sygehuse, ligesom politiet kontrollerede overvågning på DSB-stationen i Ringsted, men begge undersøgelser med negativt resultat. Da politiet senere på formiddagen opholdt sig ved den savnedes bopæl, dukkede hun pludselig op af sig selv og i god behold. De pårørende blev straks underrettet herom, så de kunne tage sig af den 71-årige. Hvor den savnede kunne have opholdt sig siden fredag aften, har politiet ingen oplysninger om.

Brand i lade – Askov Huse, Mørkøv – Holbæk

Kl. 11.05 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lade, hvor der blev opbevaret halmballer. Det viste sig, at der kun blev udviklet røg fra en mindre brand i en mindre lade, hvor halmballer til et halmfyr blev opbevaret. Laden blev lettere sodsværtet som følge af branden, der formodes at være opstået ved indføring af en halmballe i fyret, hvorefter en glød kan være sprunget ud i brændbart materiale.

Færdselsuheld – Greve Centervej, Greve

Kl. 11.59 kørte en 44-årig mand fra Greve i personbil ad Greve Centervej mod sydøst og videre frem over vigelinjen ind i rundkørslen, hvor en 43-årig mand fra Greve blev påkørt. Han kørte på cykel ad cykelstien ad Greve Centervej, da han blev ramt af bilisten. Cyklisten blev bragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og behandling for muligt brud i en hånd. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Brandundersøgelse – Falkevej, Køge

Kl. 15.10 var der opstået brand i en tømrer- og snedkervirksomhed, så brandvæsnet og politiet rykkede ud dertil. Det viste sig heldigvis at være en mindre brand, så røgudviklingen var større end selve brandskaderne. Der var gået ild i en skraldespand i et opbevaringsrum. Ud over skraldespanden var der ikke nogen egentlig brandskade, men rummet var dog beskadiget af sod. Politiet skal nu undersøgelse, hvordan branden kan være opstået i skraldespanden. Ingen personer kom til skade ved branden.

Vold mod buschauffør – Søndre Centervej / Stensbjergvej, Køge

Kl. 15.17 rykkede politiet hurtigt ud til en sag om trusler mod to buschauffører, som tilbageholdt en opfarende og voldelig passager. Politiet anholdt kl. 15.31 en spirituspåvirket, 56-årig mand fra Køge, der blev tilbageholdt af to buschauffører inde i en togbus. Den anholdte var steget ind i togbussen med en øl, som han fik forbud mod at drikke i bussen. Det blev han sur over og blev yderligere ophidset, da buschaufføren ventede nogle få sekunder med at køre, indtil en forsinket passager kunne komme ind i bussen. Da den 56-årige fortsatte sine verbale udskejelser mod chaufføren i togbussen med flere passagerer, valgte chaufføren at standse for at bortvise manden af hensyn til de øvrige passagerers tryghed. Den nu anholdte begyndte så at råbe endnu højere i bussen og slå ud i luften mod buschaufføren uden at ramme. En buschauffør fra en anden togbus kom tilfældigt til stede og hjalp med at pacificere den udadreagerende mand. Herunder fik manden mulighed for at nikke en 69-årig mandlig buschauffør en skalle og senere slå ham i ansigtet, da han fik en arm fri. Politiet lagde den anholdte i håndjern og kørte ham til politistationen, hvor han blev sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste. Den 56-årige blev løsladt efter afsluttet sagsbehandling, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Butikstyveri – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 18.13 anmeldte personalet i Dagli’ Brugsen, at man sammen med flere borgere tilbageholdt nogle udlændinge som mistænkte for at have stjålet varer i supermarkedet. Politiet fik kontakt til to mænd på 44 og 45 år fra Litauen, som blev anholdt og sigtet for at have stjålet en oksemørbrad og seks øl. Personalet var af andre kunder blevet gjort opmærksom på mændenes tyveri i dag, og personalet havde i forbindelse med tilbageholdelsen genkendt dem fra et andet tyveriforhold to dage tidligere, hvor de samme to havde stjålet drikkevarer og en isskraber til en samlet værdi af ca. 100 kr. De to anholdte blev løsladt efter afsluttet sagsbehandling samt betaling af en bøde, som begge sager blev afgjort med straks.

Vold – Parkvej, Borup – Køge

Kl. 19.44 anmeldte en 25-årig mand fra Borup, at han var blevet overfaldet af en mand, der tidligere havde stjålet en ramme sodavand fra ham. Den 25-årige havde været på indkøbstur i udlandet og var ved at bære bl.a. drikkevarer op i sin lejlighed. En fremmed mand stjal en ramme sodavand og gik fra stedet. Den 25-årige løb efter tyven, som han fik kontakt til. Pludselig kom flere mænd til stedet og overfaldt den 25-årige, der blev slået og sparket. De tre personer løb herefter fra stedet i ukendt retning. Manden, der stjal sodavandene, blev beskrevet som: mand, dansk, 30-35 år og kortklippet/skaldet. De to øvrige mænd er ikke nærmere beskrevet, da den 25-årige dækkede sit hovedet som følge af overfaldet og derfor ikke kunne beskrive disse. Politiet har nu optaget rapporter om både vold og tyveri af en ramme sodavand i et forsøg på at få overfaldmændene identificeret.

Spirituskørsel – Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 2137 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Nykøbing Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkobilist uden førerret og med stoffer i bilen – Møllehusvej, Roskilde

Kl. 22.25 standsede politiet en personbil med to personer med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Da bilen standsede, stak passager af fra stedet, men blev indhentet af politiet. Føreren blev siddende i bilen, da politiet henvendte sig og ville se et kørekort. Det kunne 19-årig mandlige fører fra Roskilde dog ikke fremvise, idet han ikke havde erhvervet sig et kørekort. Da han kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika (hash) under kørslen, blev også han anholdt og sigtet for narkokørsel i bilen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den anholdte passager var en 20-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som blev fundet i besiddelse af flere salgsposer med i alt knap fem gram kokain. Herudover blev han fundet i besiddelse af et firecifret kontantbeløb, hvoraf politiet beslaglagde størsteparten på mistanken om, at de stammede fra salg af narkotika. Ved ransagning af den 20-åriges bopæl fandt politiet ikke yderligere narkotika, så han blev løsladt efter endt efterforskning søndag morgen. Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres respektive sager skal afgøres.

Juledekoration brød i brand – Vestre Søvej, Haraldsted, Ringsted

Kl. 23.38 var der udbrudt brand i et mindre sommerhus, hvor politiet kunne konstatere, at der var ild i tagkonstruktionen. Brandvæsnet fik slukket branden, der begrænsede sig til den ene halvdel af huset. På stedet traf politiet en 49-årig kvinde fra Ringsted, som oplyste, at hun på grund af røg fra en brændeovn havde lukket et vindue op for at lufte ud. Ved vinduet, hvor der var gardiner, havde stået en juledekoration med tændt lys. Medens hun havde været på toilettet, havde udluftningen formentlig fået gardinerne til at blafre ind over juledekorationen, så der indledningvist var gået ild i gardinerne og senere den del af sommerhuset. Hun havde reddet sig selv ud og havde slået alarm til brandvæsnet. På grund af uforsigtigheden med juledekorationen ved udluftningen sigtede politiet den 49-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, så hun nu kan forvente at få en bøde.

Brand i container og ATV – Bøgehegnet, Greve

Kl. 0250 var der udbrudt brand i en container, som indeholdt papir. Ved siden af containeren stod en ATV, som også var brudt i branden. De direkte brandskader begrænsede sig til de to ting, men en personbil, der var parkeret tæt på ATVen, fik varmeskader på et sidespejl og en forskærm. Politiet skal nu undersøge årsagen til branden nærmere.

Vold – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 02.57 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd var blevet overfaldet. De overfaldne var en 26-årig mand fra Svebølle og en 24-årig mand fra København V, som ifølge vidner og vagter var blevet overfaldet af en 20-årig mand fra Kalundborg. Ham traf politiet lige i nærheden af et diskotek, hvor der var opstået et mindre slagsmål, da de forurettede havde bedt den 20-årige om lade være med at skubbe til dem på dansegulvet. Det ene offer havde pådraget sig en flænge på næsen og hævet læbe efter et knytnæveslag, medens det andet offer havde fået et slag med en flad hånd. Efter anholdelse af den 20-årige, som var påvirket af spiritus, blev han anbragt i patruljebilen, hvor han så sparkede en rude itu. Ud over sigtelsen for vold mod de to ofre blev han så også sigtet for hærværk mod politiets patruljebil. Han blev løslad tidligt søndag morgen efter afhøring til sagerne, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres og erstatningskravet for den ødelagte rude i patruljebilen er opgjort.

Udlænding fik straksdom for ulovlig indrejse – Næbbevej, Hørve – Odsherred

Kl. 23.32 bemærkede en patrulje en personbil, som de ville standse for at lave en rutinemæssig kontrol. Bilen standsede dog ikke, da politiet gav signal med blinket, men satte i stedet hastigheden op. Flere patruljer blev indsat til at standse personbilen, der stoppede på Næbbevej, hvor to mænd løb fra bilen. En hundepatrulje var ikke langt fra stedet, så hundeføreren kom hurtigt frem og kunne gå spor efter mændene. Sporet fra mændene førte hen over jernbanesporet, så politiet fik standset togene på strækningen mens eftersøgningen stod på. Efter en længere sporsøgning over markerne fandt hundepatruljen frem til en mand, som forsøgte at gemme sig i et buskads. Han overgav sig til politiet uden dramatik og blev anholdt. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til den anden mand, som flygtede fra bilen. Manden var udlænding og oplyste i første omgang falsk identitet. Politiet fandt senere frem til ved kontrol af mandens fingeraftryk, at der var tale om en 31-årig mand fra Rumænien. Manden havde indrejse forbud for en tidligere sager om berigelseskriminalitet, og han var eftersøgt til en sag om butikstyveri hos Fyns politi.

Den 31-årige mand blev fremstillet ved retten i Roskilde søndag, hvor han fik en straksdom for overtrædelse af indrejseforbuddet. Dommen lød på 1 år og 3 måneders fængsel og et indrejseforbud i Danmark på 12 år. Den 31-årige har i tidsrummet fra 2015-2019 flere afgjorte sager om overtrædelse af indrejseforbud og sager om berigelseskriminalitet i samme periode, som blev lagt til grund for strafudmålingen.



Søndag – mandag

 

Bil beslaglagt – Ordrup Gade, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 12.00 sigtede politiet en 27-årig mand fra København for kørsel uden førerret, da han kørte bil uden at have taget kørekort. Da det var 7. gang han blev sigtet for at køre i sin bil uden førerret beslaglagde politiet hans bil, som det er muligt ifølge færdselslovens regler om konfiskation af køretøjer. Den 27-årige accepterede beslaglæggelsen. Retten vil tage stilling til, om bilen skal konfiskeres i forbindelse med sagens afgørelse.

Påkørte patruljebil – Holbækvej/Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 13.59 blev en af politiets patruljebiler påkørt bagfra, da den bremsede ned for en fodgænger i et fodgængerfelt på vej ud af en rundkørsel ad Holbækvej mod øst. Den bagfrakommende bil blev ført af en 59-årig mand fra Kalundborg, som ikke nåede at bremse, men påkørte patruljebilen ved lav hastighed. Betjenten som førte patruljebilen beskrev påkørslen som et lille bump. Ingen personer kom til skade ved påkørslen, og der var tale om mindre skader på køretøjerne. Der blev optaget rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.

Solouheld – Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 15.40 kørte en 40-årig kvinde fra Holbæk galt, da hun mistede herredømmet over sin bil, så den kørte af vejen og endte på marken foran Sportsbyen i Holbæk. Kvinden var alene i bilen, og kom ikke til skade ved uheldet. Politiet skrev en rapport om uheldet, og skal forsøge at få klarlagt, om træthed kan være årsag til at hun kørte galt.

Fyrværkeri og narko – Køge

Kl.15.49 standsede politiet en personbil tæt ved Boholtecenteret, for at lave en rutinemæssig kontrol. Bilen blev ført af en 28-årig mand fra Køge. På bilens bagsæde lå flere kasser med ulovlige kanonslag. Føreren var desuden påvirket af narkotika. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og narkokørsel. Patruljen ransagede bilen, hvor de fandt i alt 400 kanonslag og 0,7 gram kokain. Politiet beslaglagde tingene, som blev taget med til destruktion. Politiet ransagede den 28-årige bopæl, men fandt intet ulovligt. Føreren blev testet positiv for kokain med narkometeret og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet efterforsker nu sagen om det ulovlige fyrværkeri, som den 28-årige nægtede at være ejer af. Politiet skal nu have klarlagt om en 23-årig mand fra Køge har en rolle i sagen.

Trusler ved spillehal – Køgevej, Roskilde

Kl. 17.18 fik politiet en anmeldelse om uro for en spillehal på Køgevej, hvor en gruppe yngre mænd havde forsamlet sig og smidt en røgbombe, som var til gene i spillehallen. En medarbejder fra spillehallen forsøgte at få standset uroen, men blev truet på livet af en mand på stedet. En patrulje kom frem og traf seks mænd i alderen 19-23 år fra Roskilde, som blev bortvist fra stedet. Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til den mand, som truede personalet fra spillehallen.

Larm fra biler – Bygaden, Jerslev – Kalundborg

Kl. 19.47 anmeldte beboere omkring Hvidebækhallen, at de følte sig generet af 10-12 biler, som havde forsamlet sig ved hallen. Bilernes kørsel var utryghedsskabende i området. En patrulje kørte til stedet, men traf ingen biler. Kun en tom P-plads. Patruljen blev i området, for at se, om der var biler forsamlet et andet sted i byen. Da politiet lidt senere kom tilbage til parkeringspladsen ved hallen traf de to køretøjer med unge mennesker i. Betjentene tog en snak med tre mænd og en kvinde i alderen 18-21 år fra lokalområdet om, at de skulle vise hensyn til beboerne. Ingen blev sigtet for noget.


 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

24. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2025 kl. 07.00 til 24. april 2025 kl. 07.00.

23. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2025 kl. 07.00 til 23. april 2025 kl. 07.00.

22. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. april 2025 kl. 07.00 til 22. april 2025 kl. 07.00.