Uddrag af døgnrapport fra mandag den 240220 kl 0700 til tirsdag 250220 kl 0700
Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ahlgade, Holbæk (2 steder)Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lilleholm, GreveVed Jægerdiget, Greve
Østre Havnevej, Havnebyen, Sjællands Odde
Tjørnegårdsvej, Roskilde
Katrinevej, Høng
Nørre Alle, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Gnibenvej, Yderby Lyng, Sjællands OddeIndbrud i skole og institutioner mv.:
Ahorn Alle, RingstedSkolegade, Tune
Falske betjente snød ældre borgere - Lejre og Køge
Niels Hansensvej, Ejby, Kirke-Hyllinge - Lejre
Kl. 13.09 modtog politiet en anmeldelse om, at en 86-årig kvinde fra Ejby omkring kl. 11.00 var blevet ringet op af en person, som havde talt groft til den 86-årige og spurgt til hendes værdigenstande, men hun afviste at have nogen værdier. Hun fik også besøg af en mand, som udgav sig for at være politimand. Den falske politimand fortalte kvinden, at han kom fra en teknisk afdeling. Han oplyste, at hendes konto var blevet hacket, og bad om at få hendes dankort og kode, for at kunne råde bod på dette. Den 86-årige udleverede sit kort og kode, der dog kort efter blev spærret.
Buen, Lille-Skensved - Køge
Kl. 14.19 modtog en 76-årig kvinde et opkald af en mand, som sagde han kom fra Københavns Politi. ”Politimanden” sagde at kvindens navn var fundet hos en hacker, og at politiet derfor ville komme hjem til hende. Kort efter ringede det på døren, og hun lukkede en mand ind i den tro, at han var fra politiet. Mens ”politimanden” var i hendes hjem blev hun igen ringet op af ”betjenten fra Københavns Politi”, som sagde at hun ville modtage et opkald fra sin bank, men at hun ikke skulle nævne, at politiet var hos hende. Kvinden spurgte manden i telefonen, hvilken bank hun havde, og da han ikke kunne svare for sig, bortviste hun den anden ”politimand” fra sit hjem.Kvinden beskrev ham som: Mand, 20 år, ca. 170 cm høj, kort hår, var iført mørk windbreaker og mørk kasket.
Møllevej, Borup – Køge
Kl. 16.18 anmeldte en 69-årig kvinde, at hun omkring kl. 15.00 havde fået et opkald fra en mand, som også havde sagt, at han ringede fra ”Københavns Politi”. Manden sagde at politiet havde anholdt en hacker, som havde en masse adresser på sig, og at hendes adresse fremgik af listen. Politiet ville derfor komme hjem til hende. En mand mødte op på den 69-åriges adresse i civil. Kvinden spurgte efter ”politimandens” id, men han sagde, at han var tekniker og derfor ikke havde noget. De satte sig sammen ved spisebordet, mens den 69-årige skulle til at logge på sin bank, fik hun endnu et opkald fra ”betjenten fra Københavns Politi”. Ud fra samtalen fattede kvinden mistanke til at der var tale om fusk. Hun smed derfor manden ud af sit hjem, og han gik stille fra stedet.Manden beskrives som: Dansk af udseende, 25-30 år, 167-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Briller med sort stel, Talte: Dansk, Iført: Mørke bukser, lyse grå jakke, lys T-shirt.
Møllevej, Borup - Køge
Kl. 16.30 fik en 93-årig kvinde et opkald fra en mand, som præsenterede sig som politimand og talte om, at hendes navn stod på en liste, som den ældre kvinde ikke forstod. ”Politimanden” sagde, at det nok var bedst, at politiet kom hjem til hende. Fem minutter senere henvendte en mand sig ved døren, og kvinden lukkede ham ind. ”Politimanden” sagde, at de skulle have hendes dankort til undersøgelse. Den 93-årige blev meget forvirret, men ”betjenten” sagde, at han kun skulle bruge kortet kort tid, så hun indvilligede i at give manden kortet. Mens hun var væk rådførte den 93-årige sig med en god bekendt, da hun følte noget var galt. Vennen hjalp med at spærre dankortet og anmelde sagen til politiet.Manden beskrives som: 30 år, 175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: hue, måske kasket med ukendt logo el. lign. i panden, tynd mørk jakke, mørke bukser., Talte: Dansk.
Politiet efterforsker sagerne om tricktyveri mod ældre kvinder, som de seneste to dage er sket i Køge og Lejre kommune. Gerningerne er udført på en sådan måde, at politiet ser på sagerne i sammenhæng. De forurettede er i alle tilfælde ældre borgere, som bliver forvirrede over ”betjentenes” henvendelse om hacking. Politiet vil gerne opfordre pårørende til ældre, til at tale med deres nærmeste om, at der er tilfælde af tricktyveri med falske politifolk. Politiet skal altid forevise politi-id, hvis de bliver bedt om det.
Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine nærmeste har oplevet noget lignende. Også selvom der kun er tale om forsøg.
Brand i bil – Dyrehavevej, Gl. Tølløse, Tølløse – Holbæk
Kl. 15.41 kom et alarmopkald om brand i en bil, som stod på en parkeringsplads i skoven. Bilen brændte kraftigt, og udbrændte inden brandvæsnet fik slukket ilden. Politiet undersøgte efterfølgende bilen, som var svær at identificere. Stelnummeret var væk og der var kun en lille del af nummerpladen tilbage. Et vidne så en personbil køre ind på området omkring en time før branden startede. Den udbrændte bil skal nu undersøges nærmere, da der ikke var nogen naturlig forklaring på, hvorfor branden startede.Vidner som har set nogen personer omkring bilen før eller efter den brændte bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Brand i knallert – Æblehaven, Roskilde
Kl. 21.15 kørte politi og brandvæsen til brand i en knallert i beboelsesområdet Æblehaven ud for nr. 92. Vidner havde set to personer hælde noget væske på knallerten lige før den brændte. Brandvæsnet fik slukket ilden, men knallerten udbrændte. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet forsøgte at finde frem til de to undløbne personer, men fandt dem ikke. Den mistænkelige brand undersøges nu nærmere.Vidner som har set de to personer omkring knallerten op til eller efter den brændte, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på tlf. 114