Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

20. december 2018 14:25

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 191218 til torsdag 201218

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 191218 kl. 0700 til torsdag 201218 kl. 0700.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:
Stålhøjvej, Asnæs

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Nyledsbakken, Nykøbing Sj.
Victorias Kvarter, Solrød Strand (2 steder)
Lokesvej, Køge
Hvedevægnet, Bjælkerup, Store-Heddinge
Sneslev Sognevej, Sneslev, Ringsted
Digevangen, Store-Heddinge
Sejersvej, Gørlev
Bøgeholmen, Solrød Strand

Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen

-------------

 

Manglende lys på cyklen – Greve / Bjæverskov, Køge

Onsdag morgen var politiet på skoletilsyn ved to skoler i Greve og en skole i Bjæverskov. Formålet var bl.a. at se, hvordan morgentrafikken forløb ved de pågældende skoler, hvor eleverne kom til skole både på cykel og som transporeret af forældre i bil. Politiet registerede ved Hedelyskolen, Greve, ikke mindre end 37 cyklister uden det lovpligtige lys på cykel i lygtetændingsperioden. Ved Krogårdsskolen, Greve, var der også flere tilfælde af cyklister uden lys, ligesom et par bilister fik gode råd fra politiet omkring kørsel ved skolen. Ledelsen hos begge skoler ville ifølge oplysninger til politiet skrive til samtlige forældre med en kraftig opfordring til at kontrollere børnenes cykler i denne mørke tid.Ved en tilsvarende kontrol ved Skovboskolen, Bjæverskov, bemærkede politiet fem cyklister, som ikke havde lys på cyklen. I disse tilfælde vil politiet sende et brev til børnenes forældre om forholdet og med opfordring til at få kontrolleret børnenes cykler.

 

Spirituskørsel – Havnevej, Holbæk

Kl. 1110 anholdt og sigtede politiet en 56-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Gaslugt – Langehusgade, Køge

Kl. 1145 rykkede både brandvæsnet og politiet til en lugt af gas, der periodevist kunne lugtes i området omkring Langehusgade. Vejen blev afspærret af sikkerhedsmæssige årsager, medens brandvæsnet sammen med relevant gasmyndighed undersøgte området for mulige lækager. Trods undersøgelser i området lykkedes det ikke at finde en lækage, hvorfor myndighederne afsluttede undersøgelserne i området kort før kl. 13.00.

 

Butikstyveri – Vig Hovedgade, Vig – Odsherred

Kl. 1452 var en 22-årig mand fra Gislinge gået gennem kassen i supermarkedet Super Brugsen uden at betale for fire oksemørbrad. Det opdagede personalet, som tilbageholdt manden indtil politiets ankomst. Politiet sigtede den 22-årige for tyveri af kødvarerne til en værdi af 2562 kr. sammen med en p.t. ukendt medgerningsmand, som det var lykkedes at flygte fra stedet i en hvid personbil med ”papegøje”-nummerplader. Den mistænkte medgerningsmand blev ud fra butikkens videoovervågning beskrevet som: B: Mand, Dansk af udseende, 20-25 år, 180-190 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Mørkt kort skæg på hagen, Iført: Sort kasket med hvidt Nike logo, lysegrå trøje, sorte jeans, mørke kondisko. Politiet forsøger nu at få identificeret medgerningsmanden og hans bil, inden sagen kan blive afgjort.

 

Færdselsuheld – Frederiksborgvej / Møllevej, Gundsømagle, Jyllinge – Roskilde

Kl. 1454 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor to personbiler var impliceret. Det viste sig, at en 77-årig mand fra Jyllinge havde standset ved vigelinjen ved Møllevejs udmunding i Frederiksborgvej, idet han havde til hensigt at svinge til venstre i nordlig retning. I sydlig retning på Frederiksborg kørte en del biler ind i højresvingsbanen for at køre ind ad Møllevej. Da den 77-årige ikke kunne andre trafikanter på Frederiksborgvej, kørte han frem over vigelinjen, men blev efter få meters kørsel ramt på venstre forskærm af en 25-årig kvinde fra Frederiksværk, som kørte ad Frederiksborgvej mod syd. Uheldet medførte en spærring af Frederiksborgvej i nordgående retning fra krydset ved Jyllinge Parkvej frem til kl. ca. 16.15, medens oprydning på uheldsstedet foregik. Den 77-årige blev indbragt til og undersøgt på en skadestue, men begge parter var sluppet uskadte fra uheldet med diverse knubs.

 

Færdselsuheld – Parkvej / Ringstedvej, Køge

Kl. 1541 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i det lysregulerede kryds, hvor en bilist og en cyklist var stødt sammen. Det viste sig, at begge parter var kørt ad Parkvej frem til lyskrydset, hvor en 33-årig mand fra Køge ville svinge til højre ad Ringstedvej i sin personbil. Cyklisten var en 10-årig pige fra Køge, som i krydset ville fortsætte lige, men blev påkørt af den svingende bilist. Cyklisten, der anvendte cykelhjelm, pådrog sig nogle hudafskrabninger samt en revne i cykelhjelmen og skader på cyklen som følge af uheldet. Bilisten kan således forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af ulykken.

Færdselsuheld – Ivar Huitfeldtsvej / Niels Juels Gade, Køge
Kl. 1649 ville en 18-årig kvinde fra Klippinge kørende i en personbil i nordlig retning svinge til venstre ad Niels Juels Gade. Under svingningen påkørte hun en modkørende personbil ført af en 55-årig kvinde fra Fakse. Begge parter blev bragt til skadestuen, men de var sluppet med diverse knubs som følge af sammenstødet. En ekstra politipatrulje hjalp til med færdselsregulering på stedet frem til kl. ca. 1715, hvor politiet var færdige på uheldsstedet. Den 18-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

 

Indbrud i villa – Lokesvej, Køge

Kl. 1706 slog en 52-årig mand fra Køge alarm til politiet, fordi han på sin overvågning i sin bolig kunne se en fremmed mand gå rundt. Politiet kørte hurtigt til stedet og kunne få minutter senere konstatere, at manden var flygtet fra stedet. Han havde skaffet sig adgang ved at lave et lille hul i en rude, så vinduet kunne åbnes ved indrækning. Fra villaen var stjålet nogle smykker og et ur, som politiet fandt efterladt i cykelkurven på den af to fremmede cykler, der også var efterladt på stedet. Tyvekosterne blev genudleveret til ejeren, og politiet fandt desværre ikke indbrudstyven i området – eller en medgerningsmand, da politiet på grund af de to fremmede cykler ikke kan udelukke, at der har været to om indbruddet. Cyklerne er nu i politiets varetægt til nærmere undersøgelse for eventuelle spor, der føre frem til identificering af indbrudstyvene. Der er ikke nogen beskrivelse af de mistænkte.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket nogen på flugt i området omkring anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Narkokørsel – Københavnsvej, Køge

Kl. 1910 kontrollerede færdselspolitiet en 34-årig mand fra Fakse, som i en personbil var kørt ind på en tankstation. Han deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Den 34-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Adelers Alle, Hørve – Odsherred

Kl. 2341 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Gislinge for spirituskørsel i en personbil, som han i øvrigt ikke køre i, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 42-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev herefter løsladt.

 

Fyrværkeri til ulempe – Østre Vej, Gislinge – Holbæk

Kl. 0023 henvendte en lokal borger sig til politiet, fordi nogle unge mennesker kørende på en ATV fyrede kanonslag af i området ved skydebanen. Politiet kørte til området, men fandt ikke nogen, der kunne mistænkes for dette. Borgeren kunne også efterfølgende oplyse til politiet, at der nu havde været ro i området et stykke tid. På det grundlag foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

OPFØLGNING

Anholdelse / grundlovsforhør – Knivstikkeri – Sct. Hansgade, Ringsted

Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag foretaget anholdelse af en 22-årig mand uden fast bopæl i sagen om knivstikkeri, hvor en 16-årig ung mand sent tirsdag eftermiddag blev stukket i låret med en kniv under sit arbejde i en pizzeria. Det var målrettet efterforskning, der førte politiet på sporet af den 22-årige, der blev anholdt i Ringsted. Han vil i løbet af torsdagen blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

27. april 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. april 2026

Mange butikstyve, et alvorligt færdselsuheld og to taget for palletyveri - læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. april 2026 kl. 07.00 til 27. april 2026 kl. 07.00.

24. april 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2026

Flere lommetyverier, mand anholdt med to knive og palletyve taget på fersk gerning - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2026 kl. 07.00 til 24. april 2026 kl. 07.00.

23. april 2026

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2026

Drenge utrygge over mand, flere butikstyve taget og flere påvirket af stoffer, mens de kørte - læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2026 kl. 07.00 til 23. april 2026 kl. 07.00.