Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

31. januar 2019 10:16

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 300119 kl. 07.00 til torsdag 310119 kl. 07.00

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Algade, Roskilde
Skomagergade, Roskilde

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Mågevej, Ugerløse
Vibevænget, lejre
Torvevangen, Asnæs
Sandrøjel, Greve
Annasvej, Køge

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Social dumping – Køge / Roskilde

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog onsdag formiddag kontrol af tre detailfødevarevirksomheder i Køge by som et led i myndighedernes indsats mod social dumping på arbejdsmarkedet. Repræsentanter fra SKAT og Arbejdstilsynet var også med ved kontrollerne, hvor i alt tre tyrkiske og en dansk statsborger blev kontrolleret. Politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere efter de tre kontroller.
Om eftermiddagen fik tre virksomheder inden for personlig pleje i Roskilde by besøg af de samme myndigheder, som kontrollerede to danske statsborgere og fire udlændinge. Heller ikke ved disse kontroller fandt politiet grundlag for at foretage sig yderligere.

 

Råbende mand – Jernbanegade / Ringstedgade

Kl. 1253 anmeldte en 29-årig kvinde fra Roskilde, at hun nu igen i området ved Jernbanevej / Ringstedgade havde mødt en ca. 30-årig mand, som måske var lidt uligevægtig. Medens han kørte på cykel, rakte han ”fuck-finger” ad tilfældige folk, som han også råbte diverse ukvemsord til. Tidligere på dagen havde anmelderen også mødt ham, men ikke foretaget sig yderligere. Da hun så ham igen, ville hun underrette politiet om mandens adfærd, idet han måske havde behov for hjælp. Politiet fandt desværre ikke frem til manden, der dog ikke har forulempet nogen fysisk.

 

Utryghedsskabende mand – Algade, Roskilde

Kl. 1402 fik politiet flere henvendelser om en mand, der ud for et pengeinstitut ville have hjælp til at hæve penge i banken. Det virkede mistænkeligt på anmelderne, der af manden var opfordret til at skulle optræde som hans værge. Politiet kørte til området og fik kontakt til en 40-årig mand fra Orø, som blev vejledt om ikke at kontakte fremmede for at få hjælp til et ærinde i banken. Manden kunne ikke mistænkes for at have foretaget sig noget ulovligt, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere over for ham.

 

Mistænkelig mand – Højelsevej / Ringmarken, Lille-Skensved – Køge

Kl. 1510 anmeldte moren til en 14-årig pige fra Lille-Skensved, at datteren tirsdag d. 290119 i tidsrummet kl. 2100-2110 gik på en sti ved hallen i Lille-Skensved på vej hjemad. Hun havde undervejs mødt en fremmed mand, der uden varsel havde trykket hende let på halsen og efterfølgende slået hende med hånden i ansigtet. Pigen var straks løbet fra stedet og så ikke, hvor manden forsvandt hen. Anmelderen oplyste tillige, at en pige fra den lokale skoles 9. klasse for 2-3 uger siden havde været udsat for noget tilsvarende ved et supermarked i Lille-Skensved. Anmelderen blev vejledt om at få sin datter undersøgt hos en læge for at få dokumenteret overgrebet, inden datteren afhøres nærmere til sagen.
Senere onsdag aften fik politiet yderligere en henvendelse om en mistænkelig mand, som en lokal 14-årig dreng havde set i samme område tirsdag aften. Manden befandt sig i en lysegrå personbil og var med slukkede billygter fulgt efter drengen – dog uden at tage kontakt til ham. Politiet undersøger nu sagen og forsøger at få identificeret manden, der foreløbigt kan beskrives som: mand, 30-35 år, 180-185 cm høj, kraftig af bygning, iført kort, mørk jakke med hætten oppe. Den lokale skole og SSP er også underrettet om sagerne.

 

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har oplysninger om manden eller hans bil. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Råbende mand – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 1549 anmeldte en 63-årig kvinde fra Glumsø, at en måske uligevægtig mand gik rundt i ventesalen på Ringsted station og råbte til tilfældige, at han ville slå dem ihjel. Hun fandt mandens adfærd meget utryghedsskabende. Politiet kørte til stedet og traf en 58-årig dansk mand med bopæl i Sverige, som politiet bortviste fra stedet. Manden var i øvrigt efterlyst af Nordjyllands Politi, som ønskede at få oplyst, hvor han boede. Han oplyste at være hjemløs, hvilket Nordjyllands Politi efterfølgende blev underrettet om. Den 58-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd.

 

Færdselsuheld – Bragesvej, Ringsted

Kl. 1745 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt en fodgænger. Politiet kørte til uheldsstedet og fik kontakt til en 21-årig kvinde fra Søborg. Hun var i en personbil kørt ad Bragesvej mod vest og videre ind i rundkørslen ved Næstvedvej, hvor hun i fodgængerfeltet for enden af Bragesvej ramte en 75-årig kvinde fra Ringsted. Hun gik i fodgængerfeltet i nordlig retning og var tilsyneladende blevet overset af bilisten, som nu kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet. Fodgængeren slap fra uheldet med diverse småknubs.

 

Tyverialarm på nedlagt skole – Lillevangsvej, Greve

Kl. 1845 fik politiet fra en lokal borger oplysning om, at en tyverialarm var gået i gang på en nedlagt skole, hvor der ikke umiddelbart var nogen uvedkommende at se. Tyverialarmen havde været aktiv gennem længere og stoppede tilsyneladende ikke. Politiet kørte til stedet for at undersøge årsagen til alarmen nærmere og få at stoppet alarmen. Under politiets ophold ved skolen, hvor der i tidens løb var blevet ødelagt en del døre og vinduer, løb pludselig 5-6 personer væk fra skolen. Politiet nåede kun at få fat i en 20-årig mand fra Greve, som oplyste, at han og nogle andre blot havde været inde på skolen for at kigge nærmere på den. Da politiet ankom, var de blevet bange og løb væk. Sluttelig fik politiet et alarmselskab til at komme til skolen, så alarmen kunne afbrydes. Ingen mistænkes for at have begået noget ulovligt på skolen.

 

Droneflyvning om natten – Himmelev, Roskilde

Kl. 2310 blev politiet underrettet af en dronefører om, at en drone ville flyve rundt i Himmelev-området frem til kl. ca. 0300. Formålet med flyvningen var at kontrollere fjernvarmerør.

 

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 0020 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Odense SØ for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

 

Narko-/spirituskørsel uden kørekort – Lyngvej, Ellinge Lyng, Vig – Odsherred

Kl. 0158 ville politiet standse en personbil, der blev ført ad Lyngvej, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet. Føreren af personbilen ønskede dog ikke at tale med politiet og satte hastigheden op. Politiet fulgte efter ad mindre veje til Lærkevej, hvor føreren standsede og stak af til fods. Der var ikke andre i bilen, som ikke var meldt stjålet. En hundepatrulje blev tilkaldt til området og fandt efter sporsøgning frem til en 20-årig mand fra Nykøbing Sj., der gemte sig bag en hæk på Lyngvej. Den 20-årige blev efter diverse test konstateret påvirket af både alkohol og narkotika (kokain), hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Den 20-årige havde endvidere et kørselsforbud, så han måtte ikke være fører af personbilen. Efter afhøring til de tre overtrædelser af færdselsloven løslod politiet den 20-årige, som kan forvente at høre nærmere fra politiet.

 

OPFØLGNING

 

Varetægtsfængsling – Trusler på livet / våbenlovgivningen – Gørlev – Kalundborg

En 38-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg blev i forbindelse med et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 26. februar 2019. Han var i retsmødet blevet sigtet for trusler på livet og besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition, da han blev anholdt tirsdag aften i Gørlev i sin bil.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

26. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 26. april 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 25. april 2024 kl. 07.00 til 26. april 2024 kl. 07.00.

25. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. april 2024 kl. 07.00 til 25. april 2024 kl. 07.00.

24. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2024 kl. 07.00 til 24. april 2024 kl. 07.00.