Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

9. oktober 2019 10:52

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag den 081019 til onsdag den 091019

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Centerholmen, Greve
Industrivej, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Udsigten, Jyllinge
Skeevej, Skee, Store Merløse
Tømmerupvej, Mørkøv

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen anmeldelser

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen anmeldelser


Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 06.50 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på motorvejen i det østgående spor ved afkørsel 10 Roskilde Ø. En 45-årig mand fra Ringsted kørte i en personbil, men var formentlig uopmærksom i den tætte morgentrafik. Han påkørte derfor en forankørende bilist, der blev skubbet frem i en endnu en bilist. Der skete kun ringe materiel skade på de implicerede køretøjer, som var kommet ind i nødsporet ved politiets ankomst. Ingen af parterne kom til skade som følge af uheldet.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Jersie, Solrød Strand – Solrød

Kl. 07.43 var der sket et sammenstød mellem flere bilister på motorvejen i det sydgående spor, så nogle af de implicerede køretøjer spærrede for trafikken på motorvejen. Ved politiets ankomst var alle parter kommet ud af biler og var alle uskadte. Det viste sig, at en 30-årig kvinde fra Hvidovre under kørsel i fjerde vognbane mistede kontrollen over sin personbil af ukendte årsager. Hun ramte en anden bilist, som snurrede rundt, hvilket medførte, at tre andre bilister stødte sammen. De respektive førere blev undersøgt af personale fra de tilkaldte ambulancer. Motorvejen blev kortvarigt spærret, indtil de implicerede biler var fjernet fra motorvejen kl. ca. 0830.

Færdselsuheld – Greve Landevej, Greve

Kl. 07.58 var det sket endnu et færdselsuheld, idet to biler var stødt sammen. Det viste sig, at en 71-årig mand fra Karlslunde under kørsel i nordøstlig retning i en personbil for sent opdagede, at en forankørende bilist var standset på grund af kø. Han påkørte derfor bagenden af en personbil ført af en 36-årig kvinde fra Karlslunde, der holdt stille. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

Brand i køkken – Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 08.53 rykkede brandvæsnet og politiet ud efter en melding ildebrand i en kantine. Det viste sig dog ikke være hele kantinen, hvor der var brand. Kun en gryde i køkkenet havde fået det lidt for varmt, så der var opstået ildebrand. Køkkenpersonalet havde dog næsten fået slukket branden inden brandvæsnets ankomst, så brandvæsnet undersøgte med termisk udstyr, om branden kunne have bredt sig til ventilationssystemet. Skaderne begrænsede sig til området ved den brændte gryde, og der havde ikke været risiko for, at branden ville brede sig til øvrige bygninger. Ingen – herunder også den 42-årige mandlige kok – kom til skade ved branden.

Ventilationsanlæg faldet ned – Smålodsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 11.29 fik politiet via alarm 112 melding om, at nogle personer på en skole var kommet til skade, da et ventilationsanlæg var faldet ned. Ambulancepersonale og politiet kørte til skolen, hvor et ventilationsanlæg (størrelse ca. 1,5 x 3 m) i et klasselokale var faldet ned, medens elever og en lærer var til stede. Tre kvæstede – en 61-årig kvinde fra Vordingborg og to drenge på 11 år fra Ringsted – blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling. Ud fra de foreløbige oplysninger var de alle tre blevet ramt i større eller mindre grad af det nedfaldne ventilationsanlæg. Politiet behandler sagen som en arbejdsmiljøsag og har tilkaldt Arbejdstilsynet, så de to myndigheder i fællesskab kan få klarlagt årsagen til, at ventilationsanlægget faldt ned.

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen / Sydmotorvejen, Køge

Kl. 12.56 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, der mente, at en anden bilist røg formentlig en joint under kørslen på motorvejen i sydlig retning ved Køge. Politiet kørte til området og fik kontakt til den anmeldte bilist på Sydmotorvejen. Bilen blev ført af en 31-årig mand fra Tappernøje, som deltog i en narkometertest. Da testen indikerede, at han var påvirket af narkotika under kørslen, blev den 31-årige mand kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Telefon stjålet – Solrød Strandvej, Solrød Strand – Solrød

Kl. 13.55 anmeldte en 48-årig kvindelig ansat i en blomsterbutik, at hun kort forinden havde fået stjålet en mobiltelefon fra butikken. En fremmed mand var kommet ind i blomsterbutikken og havde købt en buket blomster. Efterfølgende fik han lokket den ansatte udenfor til en snak om blomster og priser, medens han var meget vedholdende i sine spørgsmål. Lidt efter forlod han dog stedet i en ældre, sølvgrå personbil i ukendt retning. Da den ansatte kom retur til butikken, var mobiltelefonen blevet stjålet på ukendt måde og formentlig af en person, som hun ikke havde set. Manden, der købte blomsterne, og som formodes at have foretaget en afledningsmanøvre, blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-30 år, 170-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: kort trimmet fuldskæg, sort kort hår med måne, Talte: Dansk med accent, Iført: mørk jakke med rulamspels, sort grå jeans og sorte gummisko. Politiet ledte forgæves efter manden og bilen i området lige efter anmeldelsen.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket manden eller bilen i området ved butikken. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Lov om euforiserende stoffer – Parkvej, Køge

Kl. 14.22 kontrollerede et medarbejder fra forebyggelsesafdelingen på politistationen i Køge en 19-årig mand fra Køge, som gik rundt på Parkvej. Da han opdagede politifolkene, smed han nogle poser fra sig. Ved nærmere kontrol af manden havde stadig en tilsvarende pose med et hvidt stof på sig, så sammen med de bortkastede poser kunne politiet mistænke ham for at være i besiddelse af 10 salgsposer med i alt knap seks gram kokain. Den 19-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Ved en efterfølgende ransagning af hans bil fandt politiet godt to gram marihuana/skunk, som han heller ikke måtte være i besiddelse af. Han blev løsladt efter endt sagsbehandling og kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brand i gryde på komfur – Nørregade, Tune – Greve

Kl. 17.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud efter et alarmopkald om kraftig røgudvikling fra en villa. En kvindelig nabo havde opdaget røgen og havde råbt efter beboeren – en 49-årig mand – som var kommet søvndrukken ud fra huset. Branden havde medført kraftig røgudvikling i stueplanen, hvor brandvæsnet fik slukket ilden omkring en gryde på et tændt komfur. Beboeren var påvirket af spiritus og var faldet i søvn, så han ikke kunne holde gryden på det tændte komfur under opsyn. Da han havde indåndet en del røg, blev han bragt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning. Politiet har optaget om branden for at kunne vurdere, om der kan være grundlag for en bøde til den 49-årige beboer for uagtsomhed ved madlavningen.

Ophængte sedler med trusler – Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 18.19 fik politiet den første af flere anmeldelser om sedler, der var ophængt offentligt forskellige steder i Nykøbing Sj. På sedlerne var skrevet trusler mod en person, hvis fornavn samt nogle andre oplysninger var nævnt. Politiet kørte til Nykøbing Sj., hvor politiet selv under patruljering i byen fandt flere identiske sedler, der ophængt bl.a. ved kirkegården, busstoppesteder og ved politistationen. Sedlerne er sikret af politiet med henblik på både identificering af den person, der er blevet truet, og i et forsøg på at finde ud af, hvem der har hængt sedlerne op i byen.

Våbenloven / hashbesiddelse – Bredgade, Kalundborg

Kl. 18.35 ville politiet tale med to unge mænd, som opholdt sig ved indgangen til et supermarked. Den forsøgte at løbe fra stedet, men blev indhentet af en hurtig politibetjent, medens den anden betjent tog kontakt til den tilbageblevne. Der var tale om to 16-årige drenge fra Kalundborg, som begge blev undersøgt nærmere. Den 16-årige, der forsøgte at løbe væk, var i besiddelse af et knojern og en peberspray, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Den anden 16-årige var i besiddelse af ca. 3½ gram hash, så han blev også sigtet for den ulovlige besiddelse af hashen. Begges værger blev efterfølgende underrettet om sagerne mod deres børn, ligesom de sociale myndigheder senere også vil blive underrettet om sagerne.

Ræs på p-plads – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.48 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som oplyste, at mindst 10 biler kørte ræs på p-pladsen ved Hvidebæk-hallen og måske også på et grønt område. Politiet kørte til stedet og kunne kl. 20.00 konstatere, at der var ca. 20 biler forsamlet på p-pladsen ved hallen. Ingen kørte ræs, idet personerne blot stod og talte sammen ved deres køretøjer. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen for noget, så efter den præventive tilstedeværelse forlod politiet igen området.
Kl. 20.16 indløb en ny anmeldelse om ræs på stedet, hvorfor politiet igen kørte til området. Denne gang meddelte politiet de tilstedeværende, at de skulle forlade området, så roen i området kunne blive genoprettet. Ingen blev sigtet for noget.

Uro og uorden – Dronn. Margrethes Vej, Roskilde

Kl. 23.35 fik politiet en anmeldelse om, at en mand skabte uro ved en privat adresse. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Kalundborg, som trods politiets tilstedeværelse fortsatte sit råberi mod beboere ved adressen i et sådant omfang, at det forstyrrede den offentlige orden. Den 28-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og måtte frihedsberøves med henblik på anbringelse i detentionen, så roen i området kunne genoprettes. Han blev løsladt senere på natten, da han var faldet til ro og blevet ædru. Sagen forventes afgjort med en bøde til den 28-årige.

 

 

OPFØLGNING

 

Grundlovsforhør - Tre mænd mistænkt for dokumentfalsk – Roskilde

Tre mænd fra Tyskland fremstilles onsdag kl. 09.00 i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtede for dokumentfalsk af fragtbreve, efter at Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi i samarbejde med to andre af politiets tungvognscentre i Danmark gennemførte en aktion rettet mod en sønderjysk vognmandsvirksomhed. De tre mænd er alle tilknyttet den pågældende vognmandsvirksomhed på forskellig måde og mistænkt for at have forskellige roller i sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi udsendte tirsdag eftermiddag en særskilt pressemeddelelse, som politiet i øvrigt henviser til.

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

18. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. april 2024.

Mand sigtet for brandstiftelse på behandlingssted - Bilist uden kørekort fik taget bilen - Fart på ud for Skills. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. april 2024 kl. 07.00 til 18. april 2024 kl. 07.00.

17. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. april 2024 kl. 07.00 til 17. april 2024 kl. 07.00.

16. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. april 2024.

Vidner søges til indbrud i skole - Mand indrømmede at have narko derhjemme - Lokalbetjente fandt våben hos flugtbilist. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. april 2024 kl. 07.00 til 16. april 2024 kl. 07.00.