Uddrag af døgnrapport fra torsdag den 221020 kl. 0700 til fredag den 231020 kl. 0700.
Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Bragesvej, RingstedIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Holmegårdsvej, Allerslev, LejreHavebo, Herfølge
Kystvej, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Tjørnebakken, Veddinge Bakker, FårevejleChr. Petersensvej, Nykøbing Sj. (2 steder)
Indbrud i skole og institutioner mv.:
IngenFærdselsuheld – Klippinge – Stevns
Kl. 07.38 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 70-årig mandlig bilejer fra Hårlev om, at han havde fået ødelagt sidespejlet i forbindelse med et færdselsuheld med en modpart. Parterne befandt sig nu ved et supermarked i Hårlev, hvor politiet traf både den 70-årige og en 76-årig mandlig bilist fra Store-Heddinge som modparten i uheldet. Ved undersøgelse af bilerne kunne politiet konstatere, at begge biler bl.a. manglende deres venstre sidespejle, som var blevet ødelagt i forbindelse med et mødeuheld. Ingen af parterne kunne med sikkerhed oplyse det præcise uheldssted, som var i nærheden af Klippinge et stykke tid før anmeldelsen. Her var bilisternes mødtes som kørende i hver sin retning, da den 76-årige kørte uden om to cyklister og dermed formentlig kom for langt over i den modsatte kørebanehalvdel, så de to bilisters venstre sidespejle ramte hinanden. Den 76-årige standsede ikke efter uheldet og fortsatte til supermarkedet i Hårlev forfulgt af modparten. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.Politiet i Køge hører gerne fra personer, herunder de to cyklister, der i forbindelse med den ene bilists overhaling formentlig kan have hørt et brag, da bilernes sidespejle ramte hinanden, så uheldsstedet kan blive nærmere fastlagt.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 08.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i det nordgående spor på motorvejen, hvor fire bilister var impliceret i et færdselsuheld. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der var sket i vognbanen nærmest midterrabatten. En 40-årig mandlig bilist fra Odder havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse, hvilket en 57-årig kvinde fra Mern for sent opdagede. Hun påkørte derfor den forankørende, og dette sammenstød medførte efterfølgende, at to bagfra kommende bilister ikke kunne nå at standse i tide, så den 57-åriges bil blev først påkørt af en 50-årig mand fra Slagelse, hvis bil så blev påkørt bagfra af en 36-årig kvinde fra Greve. Kl. ca. 09.00 var alle de implicerede biler fjernet fra motorvejen, så afvikling af den opståede trafikkø kunne afvikles.Kl. 09.55 skete endnu et uheld i det nordgående spor, men i vognbanen længst til højre, idet fem bilister var stødt sammen. Heller ikke i dette uheld var nogen kommet til skade, så det var alene gået ud over de implicerede køretøjer. Også dette uheld var sket i den tætte trafik, hvor en bilist pludselig havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse foran. Det opdagede den bagvedkørende, 57-årig mand fra Solrød Strand for sent, så han påkørte den hårdt opbremsende bilist bagfra. Dette sammenstød medførte så efterfølgende, at ikke mindre end yderligere tre bilister ikke fik bremset i tide, så de stødte sammen efterfølgende. Skaderne på bilerne viste sig at være minimale, så de kunne alle selv køre ind i nødsporet, hvor parterne udvekslede forsikringsoplysninger med hinanden.
Narko, kniv og slagvåben fundet ved ransagninger – Herfølge – Køge
Kl. 09.13 måtte en narkohundepatrulje anholde en 22-årig mand fra Herfølge, da politiet kom på uventet besøg på en adresse, hvor han opholdt sig sammen med en 18-årig kvinde fra Herfølge og en 20-årig mand fra Køge. Politiet henvendte sig på grund af en mistanke om, at nogen var i besiddelse af euforiserende stoffer på adressen, og den 22-årige kommenterede politiets uventede besøg med nedladende bemærkninger om politipersonalet, så en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og efter anholdelse skønnedes nødvendig for at få skabt ro på stedet. Ved den efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet en stor og ulovlig kniv, som den 22-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Den 18-årige kunne mistænkes for at være i besiddelse af resterne af en joint og den 20-årige for besiddelse af en lille klump hash, så de begge blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.Ved en ransagning på en nærliggende adresse på samme mistankegrundlag traf politiet en 18-årig mand fra Herfølge, som havde besøg af to sovende kammerater. Ved den foretagne ransagning fandt politiet 0,13 gram kokain, en springkniv og en totenschlæger, som den 18-årige blev sigtet for den ulovlige besiddelse af disse effekter. De to kammerater kunne ikke mistænkes for noget.
Alle sigtede har fået beslaglagt de ulovlige effekter som bevis i sagerne og kan i øvrigt forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Færdselsuheld – Odsherredvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred
Kl. 12.18 forulykkede en 51-årig mand fra Nykøbing Sj., da han i sin bil kørte ad Odsherredvej (rute 21) i nordlig retning. Formentlig på grund af et ildebefindende mistede han kontrollen over sin personbil, så han påkørte autoværnet over en strækning på ca. 100 meter, inden han fik bilen standset. En anden bilist standsede foran for at komme den 51-årige til hjælp, men håndbremsen i den 51-åriges bil var ikke blevet aktiveret, så den trillede langsomt fremad og ramte derved bagenden af bilen med den hjælpsomme bilist. Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet, som politiet blot registrerede.Færdselsuheld – Stevns Landevej / Nørrehusvej, Gevnø, Store-Heddinge – Stevns
Kl. 14.43 var der sket et færdselsuheld med flere bilister impliceret i krydset mellem Stevns Landevej og Nørrehusvej, så ambulancepersonale var sendt til stedet. Det viste sig, at en 71-årig mand fra Rødvig Stevns var kørt i en varebil ad Nørrehusvej mod syd i den hensigt at fortsætte ligeud og videre ad Nørrehusvej i vejkrydset. Han kørte frem over vigelinjen i sin fortsætte kørsel, men stødte herunder sammen med en personbil ført af en 64-årig kvinde fra Rødvig Stevns ad Stevns Landevej mod øst. Sammenstødet med personbilen bevirkede, at kvindens bil blev skubbet over i en personbil, der på Nørrehusvej var standset med front i nordlig retning ved vigelinjen i krydset. De to kørende parter fik diverse knubs om følge af uheldet, og politiet tilkaldte redningsberedskabet til opsamling af diverse væsker og rengøring af vejen. Politiet optog rapport om uheldet for at få klarlagt omstændighederne ved uheldet, herunder hvilken rolle solen kan have haft på den 71-åriges kørsel.Ulovlige knive og hash – Ølbycenter, Køge
Kl. 16.20 kontrollerede politiet en 26-årig mand fra Klippinge, da han opholdt sig ved en kiosk i centret. Ved kontrollen fandt politiet ham i besiddelse af både en kniv, der havde udseende som et kreditkort, og en lommekniv, som han bar uden nogen anerkendelsesværdigt formål. Endvidere havde han også ca. et gram hash på sig, så han blev sigtet for overtrædelse af både knivloven og lov om euforiserende stoffer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.To forsøg på bedrageri – Holbæk / Svinninge – Holbæk
Kl. 20.39 anmeldte en 77-årig kvinde fra Holbæk, at hun kl. ca. 20.00 var blevet telefonisk kontaktet af en fremmed kvinde. Hun havde oplyst, at hun arbejdede ved Nets og havde i den forbindelse fået lokket personlige oplysninger ud af den 77-årige, inden telefonsamtalen med den fremmede kvinde afsluttedes. Den 77-årige var efterfølgende blevet bekymret, så hun havde straks ringet til sin bank, som havde sørget for at spærre relevante kort og konti. Hun undgik derved at få hævet beløb uberettiget fra sine konti trods videregivelse af personlige og fortrolige oplysninger til den fremmede kvinde.Kl. 21.24 anmeldte en 68-årig kvinde fra Svinninge, at hun for få minutter siden var blevet ringet op af en fremmed kvinde, som oplyste at arbejde i kvindens bank. Kvinden oplyste, at der var forsøgt hævet 30.000 kr. fra den 68-åriges konto, hvortil den 68-årige grinende havde oplyst, at så mange penge havde hun slet ikke på sin konto. Telefonsamtalen var derefter blevet afbrudt, så hun kunne anmelde forsøget på bedrageriet til politiet.
Politiet har nu optaget en anmeldelse om forsøg på bedrageri i begge sager og efterforsker nu dem sammen med andre sager, hvor personer enten får eller forsøger at få personlige oplysninger eller ofrenes dankort udleveret med henblik på at få en økonomisk vinding ved uberettiget at hæve penge fra ofrenes konti. Politiet vil gentage rådet om, at man aldrig udleverer personfølsømme oplysning, kreditkort eller koder mv. til personer, der tilfældigt ringer op uden nogen konkret anledning, som man kender til i forvejen.
Rude knust – Holbækvej, Roskilde
Kl. 22.25 fik politiet en anmeldelse fra beboerne i en lejlighed om, at der netop var blevet kastet en sten gennem en rude ind til et værelse i lejligheden. Politiet fik klarlagt, at en 19-årig mand befandt sig i værelset, da en sten blev kastet gennem den og nu lå i værelset. Den 19-årige kom dog ikke til skade ved hærværket, men oplyste, at han måske kunne mistænke en bestemt person på grund af et uvenskab mellem dem omkring en beklædningsgenstand, som tidligere var frataget den 19-årige under omstændigheder, der kunne karakteriseres som et røverilignende forhold. Politiet arbejdede videre med den oplysning og foretog efterfølgende anholdelse kl. 01.33 af en 17-årig dreng fra Roskilde, som indledningsvist blev sigtet for hærværket med baggrund i uvenskabet med den 19-årige. Ved ransagning af den 17-åriges bopæl fandt politiet den beklædningsgenstand, som den 19-årige havde mistet. Den 17-årige er fredag formiddag fortsat i politiets varetægt, medens omstændighederne undersøges nærmere i forbindelse med det røverilignende forhold, inden politiet og anklagemyndigheden tager stilling til, om han skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.Forsøg på tyveri fra varebil – Anneksgårdsvej, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 01.28 havde en 53-årig mand fra Roskilde hørt støj fra indkørslen, hvor en varebil holdt parkeret. Da han gik udenfor, så han to unge mænd flygte i løb væk fra stedet. Han kunne konstatere, at dørlåsen på varebilen var forsøgt opbrudt, men det var ikke lykkedes at få adgang til bilen. Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter de to mænd, der blev beskrevet som: A: Mand, ca. 18 år, 180-190 cm høj, iført sort tøj og sort hætte, og B: Mand, ca. 18 år, 180-190 cm høj, iført sort tøj og sort hætte. Politiet fandt ikke de to mænd og beder nu om oplysninger i sagen, hvis nogen har set de to mænd på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.OPFØLGNING
Bilist efterlyses som vidne i færdselsuheld med dødelig udgang – Sorøvej, Ugerløse - Holbæk
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med en mandlig bilist, som var til stede kort efter ulykken lørdag den 17/10-2020, hvor en bilist kl. ca. 06.55 påkørte et plankeværk, så en kvindelig passager i bilen afgik ved døden som følge af sine alvorlige kvæstelser.Den efterlyste bilist, der var vidne til uheldet, kørte ad Sorøvej mod syd og kørte ifølge øvrige vidneforklaringer hen over dele fra det påkørte plankeværk. Bilisten kørte i en sølvfarvet bil med LED-forlygter og standsede efterfølgende ved den forulykkede bil, hvorefter den efterlyste bilist talte kortvarigt med føreren af den forulykkede bil. Herefter fortsatte den efterlyste bilist sin kørsel, da andre tililende kom personerne til undsætning, efter at de havde slået alarm. Bilisten fortsatte sin kørsel videre i sydlig retning, idet han efter vidners opfattelse måske skulle møde på arbejde. Bilisten bedes henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114 med henblik på afhøring til sagen.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |