21 borgere har modtaget en dusør fra Midt- og Vestsjællands Politi
Politidirektør Jørgen Bergen Skov har uddelt en dusør til 8 kvinder/piger og 13 mænd/drenge i alderen 12-66 år som påskønnelse for deres handlinger.
Overrækkelsen af dusørerne foregik på politistationen i Roskilde 27. maj, hvor den enkelte dusørmodtager blev hædret foran de fremmødte og fik hørt begrundelsen for at modtage dusøren. Dusøren består af et beløb på 1.000 kr. samt et diplom i glas og ramme.
Dusørerne er givet på baggrund af disse hændelser:
Livløs mand i vandet - Veddelev Havn, Roskilde
Den 28. august 2024 var flere surfere på vandet ved Veddelev Havn i Roskilde Fjord. En mand på 56 år fra Dyssegård kom forbi en person, som lå med hovedet i vandet. Den 56-årige vendte om, hoppede i vandet, fik løftet ham op og trykkede ham på brystet, så han hostede og begyndte at trække vejret igen.
En 34-årig mand fra København og en 49-årig mand fra Jyllinge kom til, og sammen fik de alle manden ind til land, hvor ambulancen ventede. Det viste sig, at surferen havde fået en hjerneblødning på vandet.
De tre redningsmænd har fået en dusør, da de udviste ekstraordinært initiativ og handlekraft og ydede en indsats, som var afgørende for, at surferen overlevede og kom sig rigtig fint oven på hjerneblødningen.
Mand faldt om med hjertestop - Hørve, Odsherred
Lørdag den 5. oktober 2024 kl. 11.37 faldt en ældre mand om med hjertestop i Hørve. Ingen bevidnede selve faldet, men de første personer på stedet gik straks i gang med førstehjælp.
To personer, en 61-årig kvinde fra Humlebæk og en 66-årig mand fra Humlebæk. hvoraf den ene var hjertesygeplejerske på hjerteafdelingen på Glostrup hospital gik i gang med tryk og indblæsninger. To andre, en 39-årig mand og en 55-årig mand, begge fra Hørve, kørte i XL-Byg i Hørve for at hente en hjertestarter.
En 43-årig kvinde og en 48-årig mand fra Fårevejle kom til og hjalp med den livreddende førstehjælp. Ambulancen kom til, og med hjertestarterens hjælp fik manden puls og vejrtrækning igen.
Alle tildeles en dusør for deres ekstraordinære og resolutte handlekraft, som var afgørende for, at manden overlevede.
Røg hos naboen - Roskilde
Den 25. oktober 2024 var en 32-årig mand fra Roskilde på vej hjem og opdagede, at der var gået en røgalarm hos hans nabo. Manden ringede efter hjælp og kiggede samtidig ind til den ældre dame og konstaterede, at hun lå på gulvet. Han smadrede en rude i hoveddøren, tog kontakt til damen, som heldigvis gav livstegn fra sig. Han fortsatte ud i køkkenet, hvor han så en pande med mad på et tændt blus på komfuret, hvilket var årsagen til røgen i huset. Han fik panden af komfuret, slukket blusset og tog sig herefter af den ældre dame og blev ved hende, indtil politiet kom til adressen.
Den 32-årige mand har fået en dusør for sin helt ekstraordinære indsats og overskud, da han med stort mod og beslutsomhed som højst sandsynligvis var årsagen til, at kvinden overlevede.
Ung pige på den forkerte side af rækværket - Roskilde
Den 29. oktober 2024 kom en 45-åig kvinde fra Roskilde og en 44-årig kvinde fra Roskilde kørende i hver deres bil på Vindingevej over Holbækmotorvejen i Roskilde. De bemærkede begge en ung pige på modsatte side af rækværket. Resolut standsede de og tog kontakt til pigen – hun havde et stort ønske om at tage sig af dage. Da politiet ankom til motorvejsbroen, forsøgte pigen igen at kravle over rækværket, hvorefter de to kvinder resolut tog fat i pigen og fik hende hevet tilbage og i sikkerhed.
De to kvinder er blevet tildelt en dusør for deres meget ekstraordinært modige, handlekraftige indsats. Det var patruljens opfattelse, at indsatsen reddede den unge piges liv.
Bevidstløs mand bag rattet på motorvejen, Køge
Den 23. november 2024 kom en 50-årig mand fra Store-Heddinge kørende på Køge Bugt motorvejen og så en bil, som kørte i lav hastighed langs autoværnet i 4. vognbane. Det viste sig, at føreren havde fået et epileptisk anfald og hang bevidstløs ind over passagersædet. Den 50-årige mand så dette igennem sideruden og kørte resolut ind foran bilen, bremsede langsomt ned og fik derved bragt begge biler til standsning. En 61-årig mand fra Ballerup standsede også på motorvejen, og sammen fik de hjulpet den sygdomsramte mand ud, fik lagt ham i sikkerhed og i aflåst sideleje og blev ved ham, indtil ambulancen kom og overtog.
De to mænd er blevet tildelt en dusør for deres resolutte handling og meget flotte indsats, som potentielt forhindrede en kritisk færdselssituation i at opstå på den meget befærdede motorvej.
To børn forsvandt fra børnehave - Køge
En kold torsdag den 28. november 2024 først på eftermiddagen stak to 5-årige af fra deres børnehave i Køge ved at kravle over hegnet. Der blev sendt efterlysning ud – også på Facebook. En 45-årig kvinde fra Karlslunde så opslaget, og selvom hun er bosiddende i Karlslunde, tøvede hun ikke med at lede efter drengene i Køge. Politiet mødte kvinden, som på eget initiativ havde været i alle butikkerne i et nærliggende butikscenter. Hun bad om ny retning, og politiet sendte hende i retning af et mere øde landområde – her fandt kvinden begge drenge i en grøft langs en landevej. De var både våde og kolde efter flere timer ude. Hun blev ved drengene, indtil både politi og forældrene kom til stedet.
Kvinden har fået en dusør for den helt ekstraordinære og resolutte handling. Den indstillende polititjenestemand skrev i indstillingen, at ”hendes medmenneskelige og hjertevarme indsats varmede på den kolde november-dag.”
Livløs mand på cykelsti - Køge
Søndag den 2. marts 2025 cyklede en 32-årig mand fra Allerup og en 30-årig kvinde fra Allerup på en cykelsti i Køge og så en mand ligge på ryggen på stien. De tog straks kontakt til manden, som var både ukontaktbar og uden vejtrækning. De startede hjerte-lunge-redning og alarmerede samtidig 1-1-2. Kvinden løb ud og tog imod ambulancen, mens den 32-årige mand fortsatte den livreddende førstehjælp.
Redningspersonalet fik ved hjælpe af medicin og hjertestarter puls på manden igen. De vurderede, at det formentlig var en blodprop, som var årsag til hjertestoppet.
Den 32-årige og den 30-årige har fået en dusør i dag for deres resolutte og modige initiativ og handling, som formentlig var af afgørende betydning for mandens overlevelse.
1-årig pige bidt i ansigtet af hund - Solrød
Den 14. april 2025 kom en 14-årig dreng, en 12-årige pige og deres mor, en 46-årig kvinde – alle fra Solrød Strand kørende i bil og blev standset af en mor med en 14 måneder gammel pige, som var blevet bidt i ansigtet af en hund.
Familien assisterede moderen og den blødende pige med politiet i røret – de var rolige og kommunikerede godt samtidig med, at de udøvede kritisk førstehjælp, som bestod i at standse blødningen på den lille pige. De sang også for hende, og de fik beroliget både mor og datter.
Både politi og ambulancefolkene var meget imponerede over familiens indsats i denne pludseligt kaotiske situation.
De tre familiemedlemmer fra Solrød Strand har fået en dusør for deres handlekraftige og meget modige indsats.
Mand på forkerte side af hegnet på jernbanebro - Holbæk
Den 29. april 2025 så en 24-årig mand fra Slagelse en mand stå på den forkerte side af hegnet på en jernbanebro i Holbæk. Han tog kontakt til manden og var omkring ham, indtil politiet kom. Manden fortalte, at han var alvorligt syg og ikke ville leve mere. Politiet nåede lige at spørge til mandens navn, da han desværre sprang ned på togskinnerne. Han afgik sendere ved døden.
Den 24-årige mand er blevet tildelt en dusør for sit modige og handlekraftige initiativ i en meget voldsom situation.
Sådan bliver en borger indstillet til en dusør
Borgere bliver som hovedregel indstillet til dusør af typisk en politiansat, som har været involveret i en hændelse, hvor den første og umiddelbare vurdering er, at en borger har gjort en ekstraordinær indsats og derfor bør hædres.
Indstillingen vurderes herefter ledelsesmæssigt og i henhold til interne regler om tildeling af dusører til private, inden den endelige beslutning om tildeling af en dusør tages.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |