Spring til hovedindhold

Forslag

Griseproducent idømt fængsel

Byretten straffede i dag ejeren af svinebesætning ved Kalundborg med fængsel i 1 år samt frakendte ham retten til at holde produktionsdyr for bestandigt.

Retten i Holbæk fandt i dag en 65-årig mand fra Kalundborg skyldig i flere gange at have udsat et stort antal af grisene på sin gård for uforsvarlig behandling - i flere tilfælde havde behandlingen karakter af mishandling.

Manden blev straffet med fængsel i 1 år, hvoraf 6 mdr. skal afsones. Resten betinges af en prøvetid i 1 år. Han fik desuden en tillægsbøde på 100.000 kr og blev frakendt retten til at beskæftige sig med produktionsdyr for bestandigt.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi rejste tiltale mod manden efter at Fødevarestyrelsen ved en række kontrolbesøg på mandens besætning havde konstateret, at flere af dyrene led af en række lidelser som led- og hjernebetændelse, brok og bylder. Nogle af dyrene var afmagrede og andre havde desuden alvorlige halebid og manglede øre og hale, så muskler og knogler var blottede. Flere af dyrene måtte som følge af Fødevarestyrelsens tilsyn straksaflives.

Ved tilsynene blev det konstateret, at der var adskillelige syge dyr, der ikke var anbragt i sygesti og der ikke var beskæftigelsesmateriale i stierne. Regler om medicinregnskab og håndtering af døde dyr var heller ikke fulgt. Ved flere af tilsynene blev det også konstateret, at der var huller i betongulvet, som udgjorde en risiko for grisene.

Besætningsejeren har under sagen nægtet sig skyldig.

Manden blev midlertidigt frakendt retten til at holde dyr i december 2023, hvorefter besætningen blev lukket ned.

"Der er tale om en særdeles alvorlig sag om produktionsdyr, der udsættes for en groft uforsvarlig behandling. Igen og igen kunne myndighederne konstatere, at dyrene gik under forhold, der var meget kritisable. Vi har med dommen i dag nu fået stoppet mandens muligheder for at beskæftige sig med dyr", siger specialanklager Camilla Meding fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Dommen blev afsat i dag kl. 13.00, og den 65-årige har nu tid til at beslutte, om han vil anke sagen.

 

 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

9. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Dom i omfattende narkosag fra Holbæk

Toldstyrelsens beslag af narko afslørede omfattende narkosag, der nu ved Retten i Holbæk har udløst i alt 61 års fængsel.

8. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Mand dømt for grove overgreb mod kvinder

Ti kvinder er på offentlige steder blevet groft krænket af en 30-årig mand, som i dag er blevet idømt 5 års fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år for voldtægtsforsøg, voldtægt ved andet seksuelt forhold og for blufærdighedskrænkelse

4. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Kvinde dømt for stalking under nabostrid

Gennem halvandet år udsatte kvinde en familie for chikane, der ifølge retten kan betragtes som stalking.