Kontrol af ugehvil førte til store bøder til udenlandske vognmænd
Flere vognmænd er blevet sigtet for ikke at have overholdt reglerne om ugehvil, efter Tungvognscenter Øst søndag afholdt kontrol i Hvidovre. Her traf politiet flere chauffører som holdt hvil i lastbilerne, selvom de burde have været indlogeret på et hotel.
Fem chauffører fra samme firma var af deres vognmand blevet bedt om at overnatte i lastbilen, i de to nætter ugehvilet varede. Chaufførerne burde have været indlogeret på et hotel eller lignende overnatningssted med adgang til bad, toilet og køkken. Bøden mod arbejdsgiveren forventes at blive 100.000 kr, så en lastbil blev tilbageholdt som depositum.
To indiske chauffører i den samme lastbil oplyste, at deres arbejdsgiver siden påske havde nægtet dem at betale for indlogering og henvist dem til at sove i lastbilen. Bødekravet mod vognmanden forventes her at blive 40.000 kr., og lastbilen blev tilbageholdt med hjullås. Sagen bliver nu juridisk vurderet i forhold til, om der er sket brud på straffelovens regler om menneskeudnyttelse.
En anden chauffør havde gennemført ugehvil på 50 timer i lastbilen, og vognmanden indbetalte depositum på 20.000 kr. til dækning af forventet bødekrav mod virksomheden.
En vognmand havde planlagt, at chaufføren skulle gennemføre et ugehvil på 49 timer i lastbilen, men chaufføren havde ved kontrollens start kun afholdt lidt over 43 timer, hvorfor han kunne påberåbe sig, at han gennemførte et såkaldt reduceret ugehvil på mindst 24, men højst 45 timer. Han fik derfor travlt med at pakke sit udekøkken sammen og køre på hotel for at afholde 6 timers pause, inden ugehvilet kunne nå at kategoriseres som et regulært ugehvil.
En chauffør havde ikke styr på sin udstationeringserklæring, men han var korrekt oprettet i systemet. Han og virksomheden slap denne gang med en påtale og vejledning om, at en sådan erklæring skaber sikkerhed for, at udenlandske chauffører, der kører gods mellem andre lande, modtager løn på overenskomstmæssige vilkår, der matcher de enkelte landes lønninger.
"Vi foretager løbende kontrol af, om ugehvil afholdes efter reglerne. Det er afgørende for sikkerheden på vejene, at chaufførernes får et ordentligt hvil og den velfærd, de har krav på" siger politikommissær Michael Sander, der er leder i Færdselsafdelingen.
Alle chauffører blev henvist til hoteller i området, og det er politiets forventning, at arbejdsgiverne betalte for og frem over betaler for egnet indkvartering til deres ansatte.
Tungvognscenter Øst (TCØ) står for kontrol af tunge køretøjer på hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |