Spring til hovedindhold

Forslag

Nye sigtelser: Ledende ASMLA-medlemmer sigtes for finansiering og støtte af terror

Midt- og Vestsjællands Politi har i tæt samarbejde med PET efterforsket sagen mod de tre ledende medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz). På baggrund af nye fund i efterforskningen rejser myndighederne nu terrorsigtelser mod de tre personer for at have finansieret og fremmet terror i Iran, herunder i samarbejde med en saudiarabisk efterretningstjeneste. De tre ASMLA-medlemmer er i forvejen sigtet for billigelse af terror og spionage på vegne af en saudiarabisk efterretningstjeneste.

De tre ledende medlemmer af ASMLA, som har været varetægtsfængslet siden februar 2020, bliver nu af anklagemyndigheden sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114 b og § 114 e om finansiering og fremme af terror mv. Sigtelserne omhandler forhold begået i perioden fra 2012 til 2018. Samtidig udvides sigtelsen til også at omfatte spionage mod militære anliggender efter straffelovens § 108, stk. 2. Strafferammen er op til 12 års fængsel.

Fg. politidirektør Lene Sørensen, Midt- og Vestsjællands Politi, udtaler:

”Siden februar har vi i samarbejde med PET gennemført en omfattende efterforskning i sagen. Der er udført et stort og grundigt arbejde, og det er baggrunden for, at vi nu rejser nye sigtelser mod de tre ledende ASMLA-medlemmer. Det siger sig selv, at der med de nye sigtelser samlet set er tale om en meget alvorlig sag, og vi forventer, at der bliver tale om en længerevarende efterforskning, hvor flere forskellige spor skal forfølges yderligere.”

Sagen har baggrund i en efterforskning, som PET indledte i november 2018, mod de tre ledende medlemmer af ASMLA, og skal derudover ses i sammenhæng med den straffesag, som i øjeblikket verserer ved Retten i Roskilde, hvor en norsk statsborger af iransk oprindelse er tiltalt for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste med at planlægge drab i Danmark på et af de tre ASMLA-medlemmer.

Chef for PET, Finn Borch Andersen udtaler:

”Det er helt uacceptabelt, at fremmede lande og deres efterretningstjenester tager deres indbyrdes konflikter til Danmark, og at Danmark bliver brugt som udgangspunkt for finansiering og støtte af terror. Med de straffesager, der verserer nu, viser vi, at det har konsekvenser at udføre den slags handlinger i Danmark.”

Anklagemyndigheden i Midt- og Vestsjællands Politi vil på et retsmøde torsdag den 11. juni 2020 anmode om, at fængslingsgrundlaget vedrørende de tre ledende ASMLA-medlemmer udvides til også at omfatte de nye sigtelser.

Anklagemyndigheden vil af hensyn til efterforskningen anmode om lukkede døre under retsmødet. Der kan derfor heller ikke oplyses yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

6. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Ny samarbejdsplan mellem politi og kommuner på plads

Kommuner og politi skal fremover arbejde tættere sammen om unges misbrug og deres risikoadfærd og om vold i nære relationer.

9. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Dom i omfattende narkosag fra Holbæk

Toldstyrelsens beslag af narko afslørede omfattende narkosag, der nu ved Retten i Holbæk har udløst i alt 61 års fængsel.

8. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Mand dømt for grove overgreb mod kvinder

Ti kvinder er på offentlige steder blevet groft krænket af en 30-årig mand, som i dag er blevet idømt 5 års fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år for voldtægtsforsøg, voldtægt ved andet seksuelt forhold og for blufærdighedskrænkelse