Politiet intensiverer tilstedeværelsen i Holbæk
Politiet intensiverer tilstedeværelsen i Holbæk og indfører visitationszone i de næste 14 dage.
Med baggrund i drabet i går på en ung mand i Holbæk styrker Midt- og Vestsjællands Politi den efterforskningsmæssige og tryghedsskabende indsats i Holbæk.
Det er politiets opfattelse, at drabet kan have sammenhæng med en skudepisode den 27. marts 2019 ved Mellemvang – Holbæk Have og med efterårets konflikt mellem kriminelle grupperinger i Holbækområdet.
Midt- og Vestsjællands Politi har på denne baggrund iværksat en målrettet efterforskningsindsats for at søge at finde den eller de ansvarlige for drabet og få dem draget til ansvar. For at imødegå risikoen for nye hændelser indføres der endvidere fra i dag og foreløbig 14 dage frem en visitationszone i Holbæk by.
For at sikre trygheden i Holbæk styrker politiet samtidig den patruljemæssige tilstedeværelse i Holbæk, således at borgerne kommer til at opleve en intensiveret patruljering på alle tider af døgnet. Herudover vil både politikredsens tryghedsskabende lokalbetjente og den mobile politistation være til stede i byen. Formålet med indsatsen er at komme i dialog med borgerne i Holbæk og øge trygheden ved en synlig og stærk polititilstedeværelse.
Ny visitationszone i Holbæk gældende fra dags dato og 14 dage frem
Politidirektøren i Midt- og Vestsjællands politikreds har bestemt, at politiet i ovennævnte periode skal have udvidet mulighed for at foretage stikprøvevisitationer i Holbæk by. Området er afgrænset på følgende måde (se vedlagte kort):
Visitationszonen afgrænses af rundkørslen ved Roskildevej og Skagerakvej, ad Skagerakvej frem til Højvang og herefter af første sidevej til højre på Højvang og af Fælleden frem til Holbæk Have. Kattegatvej afgrænser herefter zonen frem til Munkholmvej.
Herefter følger zonen Munkholmvej frem til Labæk og herefter ad Labæk frem til Havnevej. Zonen afgrænses herefter af Havnevej og videre frem til krydset Havnevej, Ahlgade, Valdemar Sejrsvej og Kalundborgvej.
Kalundborgvej afgrænser herefter zonen frem til Stenhusvej og videre ad Stenhusvej frem til rundkørslen ved Skagerakvej. Zonen afgrænses herefter af Skagerakvej frem mod rundkørslen ved Roskildevej.
Baggrunden for beslutningen om etablering af visitationszonen er, at der efter politiets opfattelse er en øget risiko for, at der inden for visitationszonen foretages strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Der blev således den 27. marts 2019 affyret skud i området ved Mellemvang – Holbæk Have, ligesom der i går den 28. april 2019 blev affyret flere skud i Ladegårdsparken Vest mod en 18-årig mand, der ramt af skud og afgik ved døden. Episoderne, som kan have sammenhæng med efterårets konflikt mellem kriminelle grupperinger, medfører efter politiets skøn, at der er en øget risiko for strafbare handlinger i området.
Visitationszonen giver politiet mulighed for at foretage stikprøvekontrol med det formål at kontrollere, om nogen i området besidder eller bærer våben. Politiets indsats har til formål at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Pressen kan få yderligere informationer om visitationszonen ved henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på pressetelefon 25 42 62 10.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |