Stor buskontrol på Sjælland
I weekenden gennemførte Tungvognscenter Øst fra Midt- og Vestsjællands Politi en målrettet kontrol af busser og øvrige tunge køretøjer ved Køge Bugt Motorvejen og ved Københavns Lufthavn. Kontrollerne havde fokus på trafiksikkerhed, teknisk stand, tilladelser samt overholdelse af regler om køre- og hviletid
Fredag - Køge Bugt Motorvejen
Fredag blev 14 køretøjer standset, og heraf var der 11 danske busser stoppet kontrolleret. Der blev konstateret fejl ved to busser, blandt andet for en ildslukker som ikke var tilset inden for de seneste år og manglende nødhammere ift. antallet af nødudgange. To svenske busser blev kontrolleret uden bemærkninger.
Bremseprøvestanden screenede fem busser, hvoraf to fik forhold påtalt og to blev indkaldt til syn. Derudover blev en lastbil og en påhængsvogn kontrolleret. Påhængsvognen fik nummerpladerne inddraget på stedet.
Under kontrollen blev et vogntog med lastbil og påhængsvogn, belæsset med store trækævler, taget ind til rutinemæssig kontrol. Under klargøring til bremsetest knækkede den forreste aksel på påhængsvognen og vred sig op mod én meter.
"Det er et mirakel, at dette ikke sket under kørslen på motorvejen, for så havde chaufføren ikke haft en chance for at styre vogntoget. Var trækævlerne faldet af på motorvejen, kunne det have betydet alvorlig fare for alle trafikanter" siger politikommissær Henrik Haensel, der er leder af Tungvognscenter Øst.
Lørdag - Københavns Lufthavn
Lørdagens kontrol omfattede ni køretøjer. En litauisk bus, der udførte buscabotage i form af lejlighedsvis kørsel, manglede ved kontrollen fællesskabstilladelse. Tilladelsen blev senere fremvist, og bøden blev betalt på stedet. To svenske busser havde ingen bemærkninger
Blandt seks danske busser blev der konstateret flere sager, herunder manglende tilladelser til speciel rutekørsel, fejl på ildslukkere, og overtrædelser af reglerne om køre- og hviletid.
Bremseprøvestanden screenede fire busser, hvoraf to blev indkaldt til syn, samt en påhængsvogn til bus, hvor et forhold blev påtalt.
Søndag - Køge Bugt Motorvejen
Søndag blev 15 køretøjer kontrolleret. Blandt nogle danske busser blev der fundet enkelte fejl, herunder manglende udfærdigelse af kørselsblad samt forhold vedrørende køre- og hviletid, som skal undersøges nærmere. De tre udenlandske busser fra Polen og Tyskland, der kørte international rutekørsel, havde styr på tingene.
Tungvognscenter Øst fortsætter den målrettede buskontrol de kommende uger, mens skisæsonen er på sit højeste.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |