Om Midt- og Vestsjællands Politi
Politikredsen ledes af politidirektør Jørgen Bergen Skov, chefanklager Helene Vosgerau Schrøder, chefpolitiinspektør Peter Buhl og stabschef Rikke Freil Laulund, der alle har kontor på hovedstationen i Roskilde.
Der er politistationer i Køge, Hundige, Ringsted, Holbæk, Asnæs, Nykøbing Sjælland, Kalundborg og Roskilde. Midt- og Vestsjællands Politi er politi for borgerne i Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.
Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.
Midt- og Vestsjællands Politi er organiseret i tre søjler:
Politisøjlen består af Beredskabslinjen, Efterforskningslinjen og linjen for Forebyggelse og Nærhed, der tilsammen har ansvaret for den politioperative indsats i Midt- og Vestsjællands politikreds.
Anklagemyndigheden består af Advokaturen for Kvalitet og Udvikling, Anklagemyndighedens Administrative Enhed, Advokaturen for Almene Straffesager og Advokaturen for Specielle Straffesager, der behandler og fører politikredsens straffesager ved domstolene.
Stabssøjlen består af Kommunikationsafdelingen, Ledelsessekretariatet, HR-afdelingen, Økonomiafdelingen og Kommunikation, der sikrer de administrative rammer for kredsens virke.