Spring til hovedindhold

Forslag

Hvidvask af millioner fra narkotikahandel giver 2 år og 6 måneders fængsel

National enhed for Særlig Kriminalitet har optrevlet en narkotikaorganisation, og med dagens afgørelse i retten er alle 10 tiltalte i sagskomplekset dømt.

NSK logo

Den tiende og sidste mand i et sagskompleks, der drejer sig om store mængder kokain og hash, har nu fået en fængselsstraf.

 

Det er sket i en sag, som NSK har ført ved Retten i Randers, hvor en 60-årig mand er blevet idømt to år og seks måneders fængsel for hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.

 

Den 60-årige blev fundet skyldig i at have modtaget, håndteret og omvekslet ikke under 12,5 millioner kroner i kontanter i en periode fra september 2019 til april 2022. Pengene stammede fra handel med store mængder kokain og hash, som en narkotikaorganisation indsmuglede til Danmark og distribuerede i primært Østjylland.

 

Ni personer har hidtil fået fængselsdomme i sagskomplekset, herunder en 34-årig mand, der i februar 2023 blev idømt 17 års fængsel for at stå bag indsmugling og salg af i alt 167 kilo kokain, 3,2 ton hash samt 2 kilo ketamin.

 

Den 60-årige, der er i familie med den 34-årige, blev også dømt for hæleri ved at være i besiddelse af et værdifuldt armbåndsur af mærket Rolex. Armbåndsuret stammede fra en strafbar lovovertrædelse.

 

Advokaturchef i Nordjyllands Politi, Malene Lund Andersen, der har ført sagen for NSK i kraft af sin tidligere stilling, siger:

 

”Den dømte har blandt andet muliggjort, at udbytte fra den omfattende narkotikahandel er blevet vekslet, så pengene kunne anvendes til køb af mere narkotika.  På den måde har han fungeret som et nødvendigt led i, at medlemmerne af narkotikaorganisationen har kunnet gøre brug af deres ulovlige penge og fortsætte den omfattende narkokriminalitet. Det er selvsagt meget alvorligt, og jeg er derfor tilfreds med, at retten har udmålt en markant fængselsstraf.”

 

Retten tildelte den 60-årige en advarsel om udvisning. Armbåndsuret blev konfiskeret.

Den 60-årige har taget betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

15. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Tiltale for skyldnersvig i konkursramt forsikringsselskab

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) har rejst tiltale for skyldnersvig for knap 20 millioner kroner mod tre personer med tilknytning til et konkursramt forsikringsselskab.

10. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Direktør i leasingselskab tilstår omfattende økonomisk kriminalitet

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en kompleks sag om en række forskellige forhold om økonomisk kriminalitet, herunder afgifts- og momsunddragelse i forbindelse med leasingvirksomhed og handel med biler. En tidligere direktør er nu dømt efter tilståelse i retten.

9. december 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

82-årig gemte millioner for skattevæsnet

En 82-årig vestjyde er dømt for skyldnersvig ved at gemme ni millioner kroner for skattevæsnet på konti i udenlandske banker.