Spring til hovedindhold

Forslag

NSK beslaglægger containere fra containerskib

Siden marts har NSK haft en politiforretning mod containerskibet Nora. NSK har nu beslaglagt 17 containere fra skibet.

NSK logo

NSK har siden 5. marts 2026 haft en større politiforretning mod containerskibet Nora efter en amerikansk retshjælpsanmodning.

 

Politiforretningen handlede om, hvorvidt skibet sejlede med sanktionsbelagt last. Efterfølgende modtog NSK også en anmeldelse fra Erhvervsstyrelsen om mulige sanktionsbrud.

 

Politiforretningen er nu afsluttet efter undersøgelse af skibet. NSK har som følge heraf beslaglagt 17 containere indeholdende aluminium og bly. Politiforretningen har ikke været forbundet med fare over for hverken borgere i nærområdet eller de myndigheder, der har deltaget i politiforretningen.

 

De 17 containere vil blive søgt konfiskeret, idet der er risiko for, at indholdet strider mod internationale sanktioner.

 

Containerskibet blev i første omgang eskorteret til Aarhus Havn, hvor en ransagning af skibets last blev påbegyndt. Skibet og ransagningen blev efterfølgende flyttet til Kalundborg Havn. Da politiforretningen nu er gennemført, har skibet fået tilladelse til at forlade havnen i Kalundborg.

 

I forbindelse med politiforretningen har NSK fået bistand fra Hjemmeværnet, Toldstyrelsen, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Kalundborg Havn, Aarhus Havn, A.P. Møller-Mærsk, Teknologisk Institut, Østjyllands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og PET.

 

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

6. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Tre års fængsel for hvidvask af 68 millioner

En 52-årig mand er idømt tre års fængsel, efter han har tilstået at hvidvaske mere end 68 millioner kroner.

6. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Formodet serbisk narkotikaorganisation anholdt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt fire personer i en sag om indsmugling og videredistribution af primært kokain. De fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

1. maj 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater i udbyttesag

To mænd er torsdag udleveret til Danmark fra De Forenede Arabiske Emirater i en sag om bedrageri med refusion af udbytteskat. Fredag bliver de fremstillet i grundlovsforhør. De er tiltalt for at have bedraget den danske stat for over 300 millioner kroner.