NSK tømmer butik med falske luksusvarer
NSK har mandag beslaglagt en stor mængde ulovlige kopier af luksusvarer fra en lagerbygning i Rødovre.
Foto: Politi
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har mandag i samarbejde med Københavns Vestegns Politi ransaget en lagerbygning i Rødovre, som formodes at have fungeret som udsalgssted for ulovlige kopier af forskellige luksusvarer, herunder tøj, parfumer og ure.
I forbindelse med ransagningen har NSK beslaglagt omtrent 300 flyttekasser med ulovlige kopier af luksusvarer.
Politikommissær hos NSK Niels Kristoffersen siger:
”Sagen handler om organiseret salg af forfalskede luksusvarer. Vi mener, at lagerbygningen, som vi har ransaget i dag, har fungeret som butik og showroom.”
”Kopierne er meget detaljerede og ligner de originale varer til forveksling. Salg af ulovlige kopivarer går ud over de retmæssige ejere af varemærkerne, men også kunder, der køber varerne i den tro, at de er ægte.”
Læs mere om kopivarer på ”jegvaelgeraegte.dk”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg