Opbevaring af kokain udløser fængselsdom på seks år og seks måneder
NSK har torsdag fået idømt en 38-årig mand fra Aarhus en ubetinget fængselsstraf på seks år og seks måneder for opbevaring af tre kg kokain med henblik på videreoverdragelse.
Manden erkendte desuden, at han havde kørt bil i marts 2021, efter at han havde indtaget kokain, og uden at han havde erhvervet sig et kørekort.
Specialanklager ved NSK, Rasmus Gyldenløve Jensen, siger: ”Jeg er tilfreds med dommen, og den lange fængselsstraf, som retten har givet anklagemyndigheden medhold i. Dommen er et udtryk for, at retten slår hårdt ned på opbevaring og videredistribution af kokain og sender derfor et stærkt signal om, at narkokriminalitet tages meget alvorligt”.
Foruden fængselsstraffen blev den 38-årige desuden frakendt førerretten i tre år og 6 måneder.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden d. 21. maj 2022.
Han modtog dommen.
Fakta om NSK
NSK blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet.
Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i Nationalt Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).
NSK har ca. 1000 medarbejdere og er opbygget som en politikreds.