Spring til hovedindhold

Forslag

Straksdom for indsmugling og videresalg af kokain

En 25-årig mand er ved en straksdom idømt syv års fængsel for at have arrangeret indsmugling og salg af 11 kg kokain. Dommen er faldet efter han tidligere på dagen er blevet udsendt til Danmark efter samarbejde med de tyrkiske myndigheder.

NSK logo komprimeret

En 25-årig mand fra Københavnsområdet er onsdag eftermiddag ved Københavns Byret idømt en straksdom på syv års fængsel for at have arrangeret indsmugling og videreoverdragelse af i alt 11 kg kokain. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

 

Den 25-årige har i retten erkendt, at han i marts og april 2020 sammen med flere medgerningsmænd stod bag indsmugling og videresalg af i alt 11 kg kokain. Indsmugling og overdragelser blev arrangeret på den krypterede beskedtjeneste EncroChat.

 

Den nu dømte har været internationalt eftersøgt og varetægtsfængslet in absentia siden 2022. Onsdag over middag blev han anholdt af NSK i Københavns Lufthavn efter at være blevet udsendt til Danmark efter samarbejde med de tyrkiske myndigheder.

 

Sagen mod den 25-årige er en del af et større sagskompleks, hvor 11 personer tidligere er idømt lange fængselsstraffe.

 

Senioranklager hos NSK Jelena Hansen siger:

 

”Jeg er tilfreds med dommen, der er et resultat af en grundig efterforskning og et godt internationalt myndighedssamarbejde. Dommen er også et godt eksempel på, at vi forfølger alvorlig narkotikakriminalitet, uanset hvor i verden gerningspersonerne har søgt tilflugt. I denne sag har vi haft et godt samarbejde med de tyrkiske myndigheder, som altså nu har ledt til dom.”

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

9. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Revisor idømt fængsel for skatte- og momsunddragelse

Skatte- og momsunddragelse for 4,4 millioner kroner giver en fængselsdom og bøde til en odenseansk revisor.

5. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To butiksejere dømt for salg af falske Apple-produkter

To mænd er i denne uge blevet idømt betingede fængselsdomme for at sælge forfalskede apple-produkter gennem deres butikker.

4. juni 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Ledende bandemedlem dømt i sag om indsmugling af pistoler under konflikt

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om våbensmugling fra Sverige til Danmark. En 30-årig mand er nu dømt for at stå bag.