Spring til hovedindhold

Forslag

Tre mænd får lange fængselsstraffe for handel med hård narkotika

Tre mænd er idømt henholdsvis 14, 14 og 16 års fængsel for at have arrangeret indsmugling og videresalg af store mængder hård narkotika.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har ved Retten i Aarhus fået idømt en 29-årig mand fra Tilst, en 34-årig mand fra Viby J og en 35-årig mand fra Kolding henholdsvis 14, 14 og 16 års ubetinget fængsel for at have arrangeret indsmugling og videresalg af store mængder hård narkotika på tværs af landet.

 

De tre har sammen med en tidligere dømt person i en periode fra maj 2020 til marts 2021 arrangeret indsmugling og videresalg af blandt andet 80,75 kg kokain og 121,50 kg amfetamin.

 

Den 29-årige er desuden dømt for yderligere salg af 7 kg kokain og den 35-årige er dømt for at deltage i salget af 10 kg kokain i Norge i 2020. Den 35-årige er i tillæg til fængselsstraffen idømt udvisning for bestandig.

 

De tre dømte har anvendt de krypterede kommunikationstjenester Encrochat og SKY ECC til at arrangere flere indsmuglinger og handler. De dekrypterede beskeder har gjort det muligt for NSK’s efterforskere at identificere en række af forholdene og knytte dem til de dømte.

 

De tre dømte blev sammen med flere andre anholdt ved en internationalt koordineret aktion i efteråret 2022.

 

Retten har ud over fængselsstraffen konfiskeret udbytte for over to millioner kroner hos de tre dømte.

 

De dømte har alle anket dommen til frifindelse

 

Senioranklager i NSK, Jeanni Andreeva, siger:

 

”Jeg er tilfreds med dommen, der endnu en gang understreger, at der bliver slået hårdt ned på narkotikakriminalitet, og at politiet kan optrevle organiserede kriminelle netværk, der arbejder på tværs af landegrænser.”

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. 

NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager. 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde. 

 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

14. juni 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

Kokain- og våbenhandel giver 14 års fængsel

En 36-årig mand fra Odder er idømt 14 års fængsel efter at have tilstået omfattende handel med kokain og våben.

11. juni 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK bremser hash-netværk fra Østjylland

NSK har tirsdag anholdt fem personer, der er sigtet for indsmugling af over i alt 500 kilo hash.

11. juni 2024

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder 11 personer, der står bag omfattende indsmugling og distribution af kokain

NSK har tirsdag morgen anholdt ti mænd og en kvinde for indsmugling og distribution af samlet 234 kilo kokain.