Nordjyllands Politi: Uddrag af politirapporterne fra den 5. til den 7. december
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.
Indbrud i forretning
Tidligt om morgenen fredag den 5. december modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud i en forretning i Nørresundby. Gerningspersonerne havde formodentligt kastet brosten gennem dørruden for at opnå adgang til butikken, da brosten blev fundet på gulvet. De havde været rundt i hele butikken, men forlod kun butikken med et mindre kontantbeløb.
Telefonsvindel
Fredag aften blev en person kontaktet telefonisk af én, der udgav sig for at være fra Rigspolitiet. Den falske myndighedsperson ringede angående en uberettiget kontooverførsel. Her var anmelderen dog vaks og afbrød opkaldet kort efter.
Gode råd til at undgå digital og telefonisk svindel:
- Stop op, tag dig god tid og mærk efter, inden du klikker, betaler eller deler personlige oplysninger.
- Vær opmærksom på faresignalerne, hvis kommunikationen ændrer sig pludseligt, eller hvis du føler dig presset til at handle hurtigt.
- Bekræft identiteten på den, du er i kontakt med. Brug myndighedernes officielle kanaler (eks. hovednummeret).
- Del aldrig personlige oplysninger såsom MitId eller personlige koder.
Læs mere på Det Kriminalpræventive Råd’s hjemmeside, dkr.dk
Færdselsuheld
Et sammenstød mellem en personbil og en taxa fandt sted i Aalborg fredag aften. Føreren af personbilen var kørt frem for rødt og påkørte siden af taxaen, som havde grønt lys. Taxaen var fyldt af fredagsglade personer, men ingen personer kom noget til under sammenstødet. Begge køretøjer pådrog dog større skader, og billisten blev sigtet og fik en betinget frakendelse af sit kørekort.
Et andet færdselsuheld fandt sted kort tid efter i Hjørring. Denne gang var der tale om et solouheld, hvor billisten kørte galt og endte med at skramme en anden bil. Politiet fattede mistanke om spirituskørsel – og denne mistanke blev bekræftet af en blodprøve, hvilket resulterede i, at den fejlende billist blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Indbrud i nordjyske hjem
Et indbrud blev begået i et hus i Brønderslev fredag mellem klokken 16 og 20. Indbrudstyven havde brudt et soveværelsevindue op, og havde efterfølgende gennemrodet skuffer og skabe i huset. Det tyder dog på at have været udbytteløst for tyven, da intet umiddelbart blev stjålet.
Mellem eftermiddagen torsdag den 4. december og aftenen lørdag den 6. december har endnu et indbrud fundet sted – denne gang begået i et hus i Aalborg, hvor husejerne var bortrejste. Gerningsmændene knuste ruden i en terrassedør, rak armen ind og låste døren op. Herefter har gerningsmændene formodentligt været rundt i hele huset og forladt det igen gennem terrassedøren eller hoveddøren, som havde smæklås. Det er endnu uvist, hvad der er blevet stjålet, indtil beboerne igen er hjemme.
Et tredje indbrud har fundet sted i Nordjylland denne weekend. Gerningsmænd har brudt ind i et hus i Hadsund mellem lørdag middag og søndag nat. De opnåede adgang til huset gennem et vindue i husets entré, og herfra var der sparsomme tegn på færden i resten af huset. Det kunne dog konstateres, at gerningsmændene havde forladt huset gennem terrassedøren i køkkenet, og med sig tog de adskillige smykker, elektronik, mærkevarer, kontanter og en dyr flaske whisky.
Stoffer i nattelivet
I løbet af weekenden har Nordjyllands Politi pågrebet adskillige personer, som var i besiddelse af narkotika i det aalborgensiske natteliv. Særligt udtalt var det natten mellem lørdag og søndag.
En mand blev skønnet påvirket, da han mødte betjentene med røde øjne og sløv og langsom tale. Han blev forevist politilegitimition og blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Han blev efterfølgende visiteret, hvor der blev fundet cirka et gram hash.
En 25-årig mand blev truffet på toilettet på en af Jomfru Ane Gades beværtninger. Der stod han sammen med en anden mand, og i sine hænder havde han en sammenrullet 100 krone-seddel og en telefon – på begge var der rester af kokain, hvilket resulterede i en sigtelse af samme overtrædelse som den forrige.
Det samme skete for to 18-årige mænd, som politiet ligeledes traf på herretoilettet på en af Gadens andre beværtninger. De blev begge to også sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Politiet stødte også ind i 36-årig mand, som havde røde øjne og hvide pulverrester under næsen. Han faldt ind i nattens række af sigtelser for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Han blev efterfølgende visiteret, hvor det viste sig, at han var i besiddelse af yderligere 0,3 gram kokain.
Inden for 15 minutter af hinanden blev yderligere to mænd sigtet for at være i besiddelse af henholdsvis 0,16 gram og 0,19 gram kokain, som begge havde i deres buksekommer. De erkendte begge to, og kokainen blev konfiskeret og kontroltestet og –vejet på politistationen. Foruden sigtelsen har de to mænd fået forbud mod at begå sig i restaurationsmiljøet i og omkring Jomfru Ane Gade de næste to år.
Følg Nordjyllands Politi på:
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555