Nordjyllands Politi: uddrag af politirapporterne 07. august - 11. august
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.
Ukrudtsbrænder udløste brand
Lørdag eftermiddag blev en borger i Skagen sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, efter at han ikke havde udvist tilstrækkelig forsigtighed ved brug af en ukrudtsbrænder. Varmen spredte sig til et græsareal syd for boligen, hvor der opstod brand på ca. 20 m². Brandvæsenet fik hurtigt slukket branden.
Riffel fundet ved magnetfiskeri
Lørdag eftermiddag anmeldte en borger, at han havde været ude at magnetfiske i Ryå. Her havde han fået en riffel på krogen. Der blev aftalt overlevering af riflen til myndighederne.
Håndgranat fundet i dødsbo
Senere lørdag modtog politiet et opkald fra Brønderslev Kommune, hvor en borger var i færd med at tømme et dødsbo. Her blev der fundet en håndgranat. Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) blev kontaktet, og det viste sig umiddelbart, at der var tale om en ægte granat. Den blev derfor afhentet på behørig vis.
Bilist kørte 156 km/t.
Lørdag aften blev en bilist i Rebild Kommune målt til at køre 156 km/t. på en strækning, hvor den tilladte hastighed var 80 km/t. Der nedlægges påstand om kørselsforbud, da den sigtede var førstegangserhverver af kørekort.
Ammunitionskasse fundet i skoven
Søndag var en anmelder i skoven i Jammerbugt Kommune for at samle kantareller. I den forbindelse fandt anmelderen en af Forsvarets ammunitionskasser, som var gemt under et træ, hvilket umiddelbart så mistænkeligt ud. Kassen var vanskelig at finde, men anmelderen var villig til at køre ud og forevise stedet. En patrulje kørte frem til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om geocaching.
Cyklist anholdt med kniv
I Hjørring Kommune nægtede en cyklist natten til mandag at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Han forsøgte at undkøre patruljen og satte sig kraftigt til modværge. Ved en efterfølgende visitation blev der fundet en kniv på manden, som herefter blev anholdt.
Indbrud i kælderrum
På et tidspunkt mellem mandag den 3. august og mandag den 10. august kl. 20:00 har der været indbrud i et kælderrum i Jyllandsgade. En pose med gammelt tøj var blevet fjernet fra rummet.
Følg Nordjyllands Politi på
POLITI | UPDATE
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555