Nordjyllands Politi: Uddrag af politirapporterne fra den 8. til 10. december
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.
Påkørsler
I mandagens morgentrafik blev en kvindelig billist i en personbil ramt bagfra, da hun kørte ad Nordjyske Motorvej omkring Støvring i nordlige retning. Årsagen til påkørslen er uvis, men alle slap med mindre materielle skader.
Endnu en påkørsel fandt sted mandag kort inden middagstid i Brønderslev. En billist overholdte ikke sin vigepligt, hvilket resulterede i, at billisten påkørte en anden personbil. Ingen personer kom noget til, og billisten, der blev sigtet, erkendte overtrædelsen.
Tidligt tirsdag morgen påkørte endnu en billist en anden bil – denne gang i Hobro. En 19-årig billist skulle foretage et venstresving, hvor han endte med at påkøre en anden billist, der holdt tilbage for ubetinget vigepligt i krydset. Påkørslen var frontal og forårsaget af dug på den påkørende billists rude. Den unge billist blev sigtet, og den anden billist blev bragt til skadestuen i Aalborg til tjek grundet smerter i nakke og ryg.
Væltede træer
I løbet af mandag, den 8. december, har Nordjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om væltede træer i Nordjylland.
Den første anmeldelse lød klokken 07.47 om et væltet træ på Aggersundvej i Aars.
Dernæst kom to anmeldelser næsten oveni hinanden omkring væltede træer i Nørresundby. Den første, der kom 10.20, oplyste, at der lå et væltet træ ud over vejen i Hvorup, og den anden, der kom 10.40, lød på, at et andet træ var ved at vælte ud på vejen.
Godt en time senere modtog Nordjyllands Politi endnu en melding om et træ, der lå på kørebanen. Denne gang på Harrisgade i Aalborg.
Oppe nordpå kunne de heller ikke se sig fri for væltede træer. Her lød en anmeldelse om, at et træ var væltet og lå på vejen i starten af Hugdrupvej, når man kom kørende inde fra Hugdrup by.
Sidste anmeldelse lød klokken 13 og omhandlede et væltet træ på strækningen mellem Ferslev og Gunderup.
Det kan være farligt at færdes ude, når det stormer, eller der er orkan. Hvis det blæser kraftigt, men stadig er forsvarligt at køre ud, er der her gode råd til at køre sikkert:
- Tjek vejrudsigten og trafiksituationen i området på forhånd
- Hav altid en opladt mobiltelefon med
- Pas særligt på i skovområder og på broer
- Orientér dig i forhold til myndighedernes anvisninger
Læs mere på sikkertrafik.dk.
Indbrud
I de tidlige timer mandag lukkede to gerningsmænd sig ind i en villa i Havndal. Her stjal de et sæt bilnøgler – og efterfølgende bilen, som de forlod stedet i. De kom dog ikke længere end tre kilometer væk, hvor de efterlod bilen i en skov. Fra bilen tog de to par mærkevaresolbriller med sig.
Mandag klokken 17.25 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud i et hus i Støvring, som skulle have fundet sted mellem søndag middag og mandag aften. Gerningsmændene fik adgang til huset gennem et soveværelsesvindue, hvor de via et lille hul i ruden kunne påvirke vinduets indvendige vridser. Herfra har indbrudstyvene været rundt i hele huset og rodet i skuffer og skabe. Hvad der er blevet stjålet er endnu uvist.
En uddannelsesinstitution i Nørresundby har også været udsat for indbrud. Indbruddet skete mellem mandag klokken 21.30 og tirsdag klokken 7.15, hvor gerningsmændene knuste en rude i døren til skolens værksted. Her skår de kabler over og stjal adskilligt elværktøj.
Mellem mandag den 8. december og onsdag den 10. december har et indbrud fundet sted i et sommerhus i Løkken. En rude blev knust for at opnå adgang til huset, og gerningsmændene var rundt i samtlige rum. De stjal adskillige møbler af større værdi, som de forlod sommerhuset med gennem terrassedøren.
Narkokørsel
Tirsdag formiddag blev to personer sigtet for narkokørsel i henholdsvis Aalborg SV og Nørresundby.
Værre gik det for en anden narkobillist tirsdag aften. Nordjyllands Politi modtog klokken 18.16 en anmeldelse om et færdselsuheld i Terndrup, hvor en billist af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og påkørte en bil, der holdt parkeret foran et hus. Påkørslen bevirkede, at den parkerede bil blev skubbet ind i både en anden parkeret bil og en husfacade. Den uheldige billist blev bragt til Aalborg Sygehus – det viste sig nemlig ved en narkotest, at manden var påvirket af narkotika og derfor skulle have foretaget yderligere prøver.
Svindel
Onsdag den 10. december modtog Nordjyllands Politi endnu en gang en anmeldelse om, at en falsk myndighedsperson har været på spil. Denne gang er en 68-årig kvinde blevet ringet op af en svindler, der udgav sig for at være politikommissær, som skulle bruge hendes hjælp til at finde frem til en anden person. Udover kvindens hjælp efterspurgte ”politikommissæren” også kvindens kontonummer – her lagde kvinden på.
Samme dag modtog yderligere to nordjyder svindel-opkald, der udgav sig for at være PayPal. Den ene modtog to opkald fra forskellige numre, der havde lagt beskeder på hendes telefonsvarer om, at de kunne se aktivitet på hendes konti. Den anden blev ringet op og blev mødt af en robotstemme, hvorefter han hurtigt lagde på.
Endnu en svindler var på spil onsdag. Her modtog en kvinde et opkald fra én, der udgav sig for at være hendes lillebror, som ville have hende til at overføre penge til en konto. Her opdagede kvinden, at hendes konto var spærret, og at der var overført penge fra andre konti i forbindelse med svindlen.
Følg Nordjyllands Politi på:
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555