Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Døgnrapport

16. marts 2026 13:24

Nordjyllands Politi: uddrag af politirapporterne 13.-16. marts

Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale

Terndrup: en lige (u)lovlig sulten buspassager

Fredag den 13. marts ved middagstid var lokalpolitiet i Himmerland sendt til et supermarked i Terndrup. Her havde butikkens personale holdt øje med en ung mand, der tog en sandwich og to frikadeller og forlod butikken uden at betale. Ved politiets ankomst sad manden og ventede på bussen. Han erkendte tyveriet, men havde ikke mulighed for at betale. Derfor blev sandwichen afleveret tilbage til butikken – frikadellerne undlod butikken at kræve erstatning for. Manden blev sigtet for tyveriforholdet. 

 

Mariagerfjord: tyveri fra varebil og skur

Mellem onsdag den 11. og fredag den 13. marts blev der blevet stjålet en del forskelligt elværktøj af mærket Makita fra en varebil i Mariagerfjord. Det kunne ikke umiddelbart ses, hvordan tyven havde skaffet sig adgang til bilens varerum; der var ingen opbrudsmærker, og bilen havde været låst. Der var også spor efter tyvens færden i et mindre skur, hvorved bilen havde holdt. 

 

Aalborg: højlydt firmafest

Fredag den 13. marts var der godt gang i firmafesten et sted centralt i Aalborg. En generet nabo havde ikke held til at få dæmpet lyden via dørtelefonen – der var ikke nogen, der åbnede. Nordjyllands Politi kørte derfor til stedet ved 23.30-tiden, hvor en patrulje bad det festlige firma om at skrue ned og lukke døre og vinduer. 

 

Hadsund: indbrud i villa

Fredag den 13. marts blev en ældre kvinde udsat for indbrud i sin villa i Hadsund på et tidspunkt i løbet af aftentimerne. Politiets patrulje kunne ved gerningsstedsundersøgelsen konstatere, at en ukendt gerningsperson havde brudt husets terrassedør op for at skaffe sig adgang til (og exit fra) boligen. Huset skuffer var gennemrodede, og der var stjålet kontanter og et ur. 

 

Løgstør: indbrud i villa

Lørdag den 14. marts ved formiddagstid blev en ældre kvinde udsat for indbrud i sin villa i Løgstør. Tyven skaffede sig vej ind i boligen ved at bryde et vindue i soveværelset op. Den ukendte gerningsperson stjal smykker og kontanter og forlod formentlig huset via fordøren. 

 

Aalborg: narkosælgende påvirket bilist uden kørekort

Søndag den 15. marts ved 19.30-tiden blev en mandlig bilist bragt til standsning i Aalborg midtby af en politipatrulje fra Nordjyllands Politi. Manden forsøgte i første omgang at køre fra politiet – men den gik ikke. Derefter valgte han at erkende hans lovovertrædelser, der da også var svære at tale sig ud af: Manden kørte bil, selv om han ifølge politiets narkometertest var påvirket af kokain. Derudover havde han ikke noget kørekort. Og så var han i besiddelse af salgsposer med både kokain, opioid-tabletter og hash. Betjentene kunne desuden se beskeder om salg på mandens mobiltelefon. Manden blev anholdt. 

 

Frederikshavn: beruset mand vist væk fra kajkanten

Mandag den 16. marts kl. 00.37 ringede en ung, bekymret frederikshavner til Nordjyllands Politi og oplyste, at en beruset mand gik rundt tæt på kajkanten mellem Læsøfærgen og Stena Line-færgen. En politipatrulje kørte derfor til havneområdet, hvor betjentene fandt den omtalte mand – som havde bopæl i en anden nordjysk by – og viste ham i en mere sikker retning. 

 

 

Følg Nordjyllands Politi på

 

Facebook @NjylPoliti
Instagram
@Politi

 

Abonnér på nyt fra politiet

Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner

 

Du kan også abonnere på politiets aktuelle operative meldinger til medier og borgere på kommunikationskanalen POLITI UPDATE. Tilmeld dig på https://politiupdate.dk

 

 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

12. marts 2026

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag af politirapporterne 10. - 12. marts 2026

Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.

10. marts 2026

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag af politirapporterne 5. - 10. marts

Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.

5. marts 2026

Nordjyllands Politi

Uddrag fra politirapporterne 2. - 4. marts

Politikredsen udgiver på flere hverdage uddrag fra politiets rapportmateriale.