Nordjyllands Politi: Uddrag af politirapporterne fra den 29. november - 02. december
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.
Indbrud i villa i Nørager
På et tidspunkt mellem fredag klokken 20 og lørdag formiddag har der været indbrud i en villa i Nørager. Ejer af villaen var afgået ved døden, og pårørende havde delt dette på Facebook samme dag. Indbruddet skete den følgende nat. Et badeværelsesvindue var brudt op med en skruetrækker, hvorefter hele huset var blevet gennemrodet.
Indbrud i fritidshus i Jammerbugt
Diverse værktøj – herunder stiksav, multicutter, slagskruetrækker, skruemaskine og håndrundsav – var blandt udbyttet ved et indbrud i et fritidshus på Nordvej i Jammerbugt Kommune mellem fredag kl. 14.00 og lørdag kl. 7.00.
Voldelig butikstyv i Aalborg
Lørdag eftermiddag blev en butikstyv i Aalborg sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen, idet hun var udadreagerende og optrådte voldeligt over for den butiksvagt, der pågreb hende for tyveri. Hendes adfærd var egnet til at forstyrre den offentlige orden.
Tyveri fra bil under rengøring
Lørdag omkring middag anmeldte en borger tyveri fra sin bil. Hun havde været i færd med at rengøre et festlokale i Aalborg, mens hendes bil holdt udenfor. Herfra forsvandt en MacBook Pro. En person er sigtet for tyveriet.
Falsk alarm førte til anholdelse
En borger i Aalborg Kommune ringede lørdag aften 112 og sagde, at der var indbrud, hvorefter han afbrød forbindelsen. Ved returopkald blev en adresse oplyst, og forbindelsen blev igen afbrudt. Efter flere forsøg på kontakt sendte Nordjyllands Politi en patrulje, som ved ankomst blev mødt af en påvirket og paranoid person. Han blev anholdt og sigtet for brud på knivloven. Under visitation blev han fundet i besiddelse af kokain.
Kvinde ramt af ølkrus i Frederikshavn
Natten til lørdag blev en kvinde ramt i ansigtet af et ølkrus på en beværtning i Frederikshavn. Hun sad på en stol ved dansegulvet, da en anden gæst kastede kruset. Hun fik en 4–5 cm lang flænge i ansigtet, som måtte limes. Hun så ikke gerningspersonen.
Narkokørsel i Jammerbugt
Lørdag aften standsede en patrulje en påvirket mand i personbil i Jammerbugt Kommune. Han blev sigtet og anholdt for narkokørsel.
Pengefalsk ved mobilsalg
Lørdag aften solgte en borger i Aalborg Kommune en telefon til en mand via Facebook. Manden betalte med ti 500-kronessedler. Da anmelderen kom tilbage i sin lejlighed, opdagede han, at alle sedler var sorte i toppen, havde samme serienummer og intet vandmærke.
Beruset knallertfører
En 27-årig knallertfører blev lørdag aften anholdt på en uindregistreret lille knallert, til trods for at han hverken havde kørekort til lille knallert eller var ædru. Han var påvirket af alkohol i en sådan grad, at han ikke lovligt måtte føre køretøjet.
Narkokørsel i Mariager
Kort efter anholdt en anden patrulje en bilist i Mariager, der kørte i narkopåvirket tilstand. Ved visitation fandt betjentene 9,77 gram hash og 0,6 gram kokain. Begge dele blev behørigt testet og kontrolvejet.
Ulovlig knallert og kokain i Løgstør
Næsten samtidig blev en knallertfører standset og sigtet i Løgstør, da han førte lille knallert trods påvirkning af kokain. Knallerten var desuden ulovlig, idet den på rullefelt blev målt til mindst 58 km/t mod de tilladte 30 km/t. Han bar heller ikke styrthjelm og modtog også en sigtelse for dette.
Spirituskørsel i Frederikshavn
Ti minutter efter midnat, natten til søndag, blev en bilist i Frederikshavn sigtet for spirituskørsel. Vedkommende blev taget med til blodprøveudtagning.
Indbrud i dødsbo i Mariager
Søndag eftermiddag blev der anmeldt indbrud i et dødsbo i Mariager. Tyven var kommet ind via et vindue i dagligstuen. Huset var gennemrodet, og der var stjålet værktøj, porcelænsfigurer og højtalerudstyr. Indbruddet er sket mellem fredag den 21/11-2025 kl. 13.00 og søndag den 30/11-2025 kl. 14.45.
Indbrud på Vissevej i Aalborg
Der var også indbrud på Vissevej i Aalborg søndag mellem kl. 13.45 og 18.45. Et vindue var brudt op med koben, og et kontantbeløb var blevet stjålet.
Hashlugt førte til sigtelse i Aalborg
I det centrale Aalborg blev en bil standset i visitationszonen natten til mandag. Der var kraftig lugt af hash i kabinen, og både passager og fører blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der blev fundet 83,88 gram hash samt 9 stk. tramadol.
Tyvekoster fundet i skov ved Bælum
Mandag eftermiddag anmeldte en borger i Bælum, at han havde fundet en række effekter i en skov, som formentlig stammede fra indbrud. Der var blandt andet 7 glasøjne (brune), flere øreringe, brocher, armbånd, ure og halskæder.
Indbrud fanget på kamera
To gerningspersoner – en mand og en kvinde – blev fanget på overvågningskamera, da de mandag mellem kl. 9.55 og 10.10 begik indbrud i en villa ved Gåser. De stjal blandt andet lamper, lysestager og en Kildemoes dame-elcykel.
Butikstyveri udviklede sig til røveri
Mandag aften udviklede et butikstyveri sig til røveri, da en mand stjal varer for 1.643,50 kr. fra Bilka i Aalborg. Da forurettede forsøgte at tilbageholde ham, tildelte manden ham et slag med albuen, som flækkede hans højre øjenbryn. En beredskabspatrulje blev straks sendt til stedet, hvor de anholdte manden.
Følg Nordjyllands Politi på:
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555