Fra døgnrapporten: euforiserende stoffer, kolonihaveindbrud og trusler mod taxachauffør
Læs et uddrag fra døgnrapporten over hændelser anmeldt i Nordjyllands politikreds den 6.-7. februar 2019.

Foto: Rigspolitiet
Besiddelse af lægemidler uden recept
En patrulje bemærkede torsdag nat omkring kl. 01:30 en personbil, hvis fører virkede, som om han havde taget euforiserende stoffer. Bilen blev ransaget, og der blev fundet 32 Viagra-piller i bilen. Han kan nu se frem til at modtage en bøde. Pillerne blev konfiskeret på stedet.
Uoverensstemmelser med en taxachauffør
Onsdag lige over middag på Søndergade i Frederikshavn truede en kvinde en taxachauffør. Chaufføren måtte flygte ud af bilen, og kvinden truede med at ville køre med bilen. Politiet var hurtigt fremme på stedet og forsøgte at bilægge striden. Det endte med, at kvinden blev anholdt. Hun kan nu imødese en sigtelse for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen og for at bruge fornærmelig tale over for politiet.
Indbrud i kolonihavehus
På Budumvang i Aalborg Øst blev der i perioden mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen lavet indbrud i et kolonihavehus. Hoveddøren blev brudt op og hele huset gennemrodet. Kolonihavehuset er under renovering – der blev stjålet en del værktøj og byggematerialer.
Fører påvirket af euforiserende stoffer
En årvågen patrulje bemærkede onsdag aften ved 23-tiden en knallert i Odinsgade i Aalborg. Patruljen besluttede sig for at foretage en kontrol af føreren og køretøjet. Det skulle vise sig at være en god ide. Knallertføreren var påvirket, han havde ikke kørekort til knallerten, og knallerten var ikke indregistreret og havde i øvrigt heller ingen lovpligtig ansvarsforsikring. Knallertføreren kan nu se frem til at modtage bødeforlæg for alle forseelserne.Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555