Fra døgnrapporten: hacker stjal skins fra Counter-Strike konto, bil efterladt på træklodser og diverse indbrud
Nordjyllands Politi udgiver på de fleste hverdage et uddrag fra døgnrapporten. Læs uddrag fra den 16.-17. oktober 2019. Følg os på Twitter og Facebook.

Foto: Rigspolitiet
Aalborg Kommune – skins stjålet fra Counter-Strike konto
Onsdag den 16. oktober blev det anmeldt, at en hacker den 29. august havde fået uberettiget adgang til en Counter-Strike konto tilhørende en 15-årig dreng fra Aalborg Kommune. Anmelderen oplyste, at han var blevet kontaktet på Facebook af en person, som var interesseret i at købe nogle skins af anmelder i spillet Counter-Strike. Skins er en form for virtuelle kosmetiske effekter, der giver en flottere grafik på diverse våben i Counter-Strike. Personen bad anmelder om at kontakte ham på Messenger, hvilket anmelder gjorde. Herefter blev hans konto hacket, og hans skins til en samlet værdi af 8.700 kr. forsvandt.
Den 11. september blev anmelder igen hacket, da en anden person udgav sig for at være en Steam administrator, der ville hjælpe ham efter, at han sidst blev hacket. Her har anmelder dog ikke meldt nogen tab endnu.
Lær dit barn om risikoen for hacking
Den Sikre Side har udarbejdet en video, der viser faren ved at stole på ukendte personer på nettet:
Aalborg Øst – dæk stjålet fra parkeret bil
Onsdag den 16. oktober kl. 18:50-21:15 blev en personbil ejet af en 63-årig mand udsat for tyveri. Det skete på Willy Brandts Vej i Aalborg Øst. Tyven stjal alle fire dæk fra bilen, som blev efterladt på træklodser.
Har du set mistænkelig færden på Willy Brandts Vej i Aalborg Øst? Kontakt politiet på 114.
Asaa – isterningemaskine stjålet ved indbrud på landejendom
Mellem søndag den 13. oktober kl. 18:00 og onsdag den 16. oktober kl. 20:30 blev en landejendom udsat for indbrud. Det skete på Krogsvangvej i Asaa. Indbrudstyven brød et vindue op med en skruetrækker og et andet ukendt værktøj til et hus på ejendommen. Der var spor af færden i køkkenet og stuen samt i to af værelserne på første sal af huset. Blandt de stjålne genstande var en isterningemaskine og en sort styrthjelm. Tyven forlod derefter gerningsstedet gennem en terrassedør.
Har du set mistænkelig færden på Krogsvangvej i Asaa? Kontakt politiet på 114.
Aalestrup – boremaskine stjålet ved indbrud i garage
I Aalestrup blev en uaflåst garage udsat for indbrud. Det skete onsdag den 16. oktober kl. 08:00-16:45. Indbrudstyven havde uhindret adgang, da garagen var ulåst. Blandt de stjålne genstande var en gasflaske og en boremaskine.
Har du set mistænkelig færden i forbindelse med sagen? Kontakt politiet på 114.
Aalestrup – knallerter stjålet ved indbrud i garage
På Guldagervej i Aalestrup blev en garage udsat for indbrud. Det skete onsdag den 16. oktober kl. 06:50-15:00. Indbrudstyven(e) klippede en hængelås på hovedporten over med en boltsaks, hvorfra de fik adgang til garagen. Der var tydelige spor af færden i garagen. Blandt de stjålne genstande var to knallerter. Tyven(e) forlod derefter gerningsstedet gennem hovedporten.
Har du set mistænkelig færden på Guldagervej i Aalestrup? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i din bolig – meld dig til nabohjælp
Nabohjælp har en positiv indvirkning på kriminaliteten i et nabolag og kan forebygge hvert 5. indbrud. Du kan tilmelde dig Nabohjælp gratis ved at hente appen på Google Play eller Appstore. Appen giver dig:
- Netværk med alle nabolagets nabohjælpere.
- Adgang til at skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag.
- Mulighed for at koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget.
- Læs mere på: dkr.dk/.../nabohjælp/
Erhvervsnabohjælp er også en god idé for virksomheder – læs mere her: dkr.dk/.../erhvervsnabohjaelp/
Hjørring – 31-årig mand sigtet og anholdt for indbrud
Onsdag den 16. oktober kl. 17:30 blev en 31-årig mand observeret i sin personbil på Sct. Olais plads i Hjørring. En patrulje valgte af rutinemæssige årsager at tage kontakt til ham. Manden virkede ved patruljens henvendelse nervøs. Ved et nærmere blik ind i bilen så patruljen diverse former for udstyr, der egner sig som indbrudsværktøj.
Det var desuden tydeligt, at personbilen ikke var indregistreret eller havde forsikring, og at nummerpladerne var stjålne. Manden blev derfor sigtet for tyveri af nummerplader, ikke at have indregistreret sin personbil og ikke at have forsikret sin personbil. Patruljen ransagede derefter hans bil, hvor de fandt flere mulige koster fra indbrud såvel som udstyr til dieseltyveri og indbrudsværktøj. Manden blev derfor endvidere sigtet og anholdt for indbrud.
Følg os på Twitter og Facebook.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555