Døgnrapport: plade af hash konfiskeret fra narkosælger. 142 stk. ulovlige kanonslag konfiskeret.
Udvalgte sager fra den 22. til den 23. december 2020. Uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport udgives de fleste hverdage. Følg @NjylPoliti på Twitter og Facebook.

Nordjyllands Politi – Pas på det ulovlige fyrværkeri
Nordjyllands Politi har siden 16. november 2020 og frem til 20. december 2020 beslaglagt over 2000 kanonslag og nogle få krysantemumbomber. I perioden er der også sket anmeldelse af omkring 40 sprængninger, primært af postkasser.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk
Rigspolitiet – Giv din nabo den bedste julegave
Ingen ved præcis, hvordan julen i år kommer til at se ud, men den kommer nok til at involvere mere afstand og håndsprit end normalt. Selvom det er forebyggelse af coronasmitte, der fylder mest her op til jul, skal man ikke glemme også at sikre sig mod indbrud, hvis man er væk hjemmefra i højtiden. Her er Nabohjælp et vigtigt redskab – og måske den bedste gave du kan give din nabo.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk
Nordjyllands Politi – Åbningstider i Nordjyllands Politi mellem jul og nytår
Her kan du se ekspeditionernes åbningstider i Nordjyllands Politis afdelinger i juletiden.
Læs mere i nyhedsopslaget på politi.dk
Brønderslev – plade af hash konfiskeret fra narkosælger
En 29-årig mand kom kørende ad Syrenvej i Brønderslev, da en patruljevogn fra Nordjyllands Politi standsede hans bil til kontrol tirsdag den 22. december ved 16-tiden.
Da politiet henvendte sig til føreren af bilen, viste det sig, at han var kendt i politiets systemer. Han var i en tidligere hændelse blevet sigtet for salg af narkotika – og så havde han desuden aldrig erhvervet kørekort til personbil.
Betjentene ransagede derfor bilen og visiterede føreren, da de havde mistanke til, at han muligvis var i besiddelse af ulovlig narkotika. Og den mistanke skulle vise sig at give pote.
Alt i alt konfiskerede politiet:
- 4,18 gram skunk
- 4,12 gram hash
- Og en plade hash, kontrolvejet til 77,13 gram
Pladen af hash, som føreren desuden nægtede kendskab til, var forsøgt gemt under en inddækning i bilens interiør.
Derudover instruerede betjentene føreren af bilen i at deltage i en narkometertest, da de havde yderligere mistanke til, at manden muligvis var påvirket af narkotika under kørsel. Testen gav udslag for, at manden tilsyneladende havde indtaget euforiserende stoffer.
Politiet sigtede derfor manden for besiddelse af narkotika med henblik på salg, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer samt kørsel uden førerret.
Betjentene hjalp derefter den sigtede ind bag i patruljevognen og kørte ham til sygehuset for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Frederikshavn – hash og skunk konfiskeret fra narkopåvirket bilist
En kørende patrulje fra Nordjyllands Politi standsede en bilist til kontrol på Midtpunkt i Frederikshavn tirsdag den 22. december ved 22-tiden.
Da politiet traf føreren af bilen, en 26-årig mand, fik betjentene hurtigt mistanke til, at vedkommende var påvirket af narkotika – hans øjne var nemlig røde, og hans pupiller var udspilede. Hvorvidt manden var påvirket eller ej skulle dog komme an på en narkometertest.
Desværre for bilisten gav testen udslag for, at han tilsyneladende havde indtaget cannabis. Og da der er en absolut nulgrænse for at være påvirket af narkotika i trafikken, sigtede og anholdt politiet bilisten for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Betjentene havde dog yderligere mistanke til, at bilisten muligvis var i besiddelse af ulovlig narkotika. De ransagede derfor køretøjet og visiterede den sigtede.
Under ransagning af bilen fandt politiet en klump hash i handskerummet. Denne blev kontrolvejet til 1,95 gram. Derudover fandt betjentene yderligere en pose skunk i bilens handskerum. Posen blev ligeledes kontrolvejet – 0,51 gram.
Politiet sigtede derfor den 26-årige mand for besiddelse af ulovlig narkotika, konfiskerede stofferne som bevismateriale med henblik på senere destruktion – og kørte dernæst den sigtede til sygehuset for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Kgs. Tisted – narkopåvirket bilist kørte i grøften
Nordjyllands Politi modtog natten til onsdag den 23. december en anmeldelse om, at en bilist netop var kørt i grøften på Løgstørvej i Kgs. Tisted. En beredskabspatrulje rykkede derfor ud til ulykkestedet, hvor man fik kontakt til føreren af bilen, en 22-årig mand.
Heldigvis viste det sig, at han ikke havde lidt personskade i forbindelse med uheldet. Bilen led dog materielle skader.
Men uheldigvis for bilisten kunne betjentene tydeligt se, at han formodentlig var påvirket af narkotika. Bilisten havde nemlig hvidt pulver i næsen. En narkometertest understregede derefter, at bilisten tilsyneladende var påvirket af narkotika.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, hvorefter man kørte ham til skadestuen til kontrol og med henblik på at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Farsø – mand sigtet for at affyre fyrværkeri uden for det tilladte tidsrum
Tirsdag den 22. december sent om aftenen lagde en kørende patrulje fra Nordjyllands Politi mærke til, at et flerskudsbatteri blev affyret på Røjbækvej i Farsø. Da fyrværkeriet blev affyret uden for det tilladte tidsrum, som er perioden mellem den 27. december og den 1. januar, vendte patruljevognen straks snuden mod det pt. affyrende batteri. Her traf politiet vedkommende, som havde affyret fyrværkeriet – en 20-årig mand. Han blev formanet om, at man kun må affyre fyrværkeri inden for det tilladte tidsrum – hvorefter politiet sigtede ham for brud på fyrværkeriloven.
Aars – 142 stk. ulovlig kanonslag konfiskeret ved ransagning
På baggrund af et borgertip skulle salg af ulovlige kanonslag finde sted på en adresse i Aars.
Tirsdag den 22. december kørte to betjente derfor til adressen for at undersøge, om tippet holdte stik. Ved ankomst traf politiet en af beboerne på adressen, som gav samtykke til, at en ransagning kunne foretages. Ejeren af det anmeldte fyrværkerisalg var dog ikke hjemme under politiets besøg.
Efter en grundig ransagning af boligen konfiskerede politiet i alt 142 stk. kanonslag af mærket ”Storm 2” til en vægt af 30 gram pr. stk. Det vil sige en totalvægt på 4,26 kg.
Politiet sigtede derfor ejeren af fyrværkeriet for brud på fyrværkeriloven.
Baggård – julegaver stjålet ved indbrud i bil
En ukendt gerningsmand kom formodentlig gående ad Østergade i Baggård, da man her lagde mærke til et par julegaver i en parkeret personbil. Mellem mandag den 21. december kl. 23:00 og tirsdag den 22. december kl. 06:00 brød vedkommende ind i bilen for at stjæle gaverne – henholdsvis et låsebræt og en legetøjsbil, samt to headsets til en iPhone.
Har du set mistænkelig færden på Østergade i Baggård? Kontakt politiet på tlf. 114.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555