Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

11. oktober 2024 04:36

Efterforskning af skyderi i Aalborg fortsætter – seks personer anholdt


Nordjyllands Politi har siden i går aftes, 10. oktober 2024, efterforsket intenst i det skyderi på Grønlands Torv i Aalborg, hvor to mænd blev ramt af skud. De er begge siden blevet meldt uden for livsfare, og de pårørende er blevet underrettet. Politiets natlige efterforskningsskridt af de nærmere omstændigheder har medført, at i alt 6 personer, alle mænd, er blevet anholdt. Både de sårede og anholdte er tilknyttet lokale bandegrupperinger. Dermed er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø. Har man oplysninger i sagen, skal man henvende sig til politiet på telefon 114.

Anmeldelsen om afgivelse af flere skud i området omkring Grønlands Torv i Aalborg indgik til politiets vagtcentral den 10. oktober 2024 kl. 21.13, og politiets patruljer rykkede øjeblikkeligt ud til stedet. Kort efter, kl. 21.18, indgik der anmeldelse om, at to sårede personer var blevet indbragt til sygehuset af et køretøj. Der var tale om to yngre mænd, som var ramt af skud. Begge de to mænd er blevet meldt uden for livsfare.

”Vi har, siden vi modtog anmeldelsen, efterforsket intenst for at afdække de nærmere omstændigheder – og det er dét efterforskningsarbejde, der har ført os frem til nattens anholdelser af seks mistænkte i sagen,” siger vicepolitiinspektør Mads Hessellund, der har koordineret politikredsens natlige efterforskningsindsats. 

 

Anholdelser skete i løbet af natten

Først blev to yngre mænd anholdt af politiet i nat, den 11. oktober kl. 02.39, mens de øvrige fire, også yngre mænd, blev anholdt omkring to timer senere. Politiet kan dog ikke, af hensynet til den igangværende efterforskning, i øjeblikket udtale sig yderligere om, hvad det er, der gør, at politiet sætter dem i forbindelse med skyderiet.

”De anholdte skal nu afhøres, og vores øvrige efterforskning af sagen fortsætter på fuldt blus i den kommende tid. Vi skal have belyst de nærmere omstændigheder før, under og efter skyderiet. Alle de ansvarlige skal stilles til regnskab for deres handlinger,” lyder det fra Mads Hessellund, der pointerer:

”Skyderi i det offentlige rum er fuldstændig uacceptabelt.”  

Det er Nordjyllands Politis klare opfattelse, supplerer vicepolitiinspektøren, at der er tale om et internt opgør i et kriminelt miljø. 

”Hvad der ligger til grund for skyderiet, kan vi ikke udtale os nærmere om på nuværende tidspunkt,” siger han.   

 

Synligt politi 

Som en følge af politiets omfattende efterforskningsskridt i denne alvorlige sag, så er politiets patruljer, uniformerende såvel som civile, fortsat massivt og synligt til stede flere steder i og omkring Aalborg – og det vil man være en rum tid endnu.   

”Vi har været til stede på og omkring gerningsstedet i mange timer med henblik på blandt andet gerningsstedsundersøgelse og sporsikring, ligesom vi er til stede ude på hospitalet og på flere andre lokaliteter, som vores efterforskningsskridt har ført os frem til,” afrunder vicepolitiinspektøren med den tilføjelse, at henvendelser i sagen skal gå til politiet på telefon 114.  

Politiet har på nuværende tidspunktet ingen yderligere informationer i sagen.  
 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

14. november 2025

Nordjyllands Politi

Mistænkt mand anholdt

Nordjyllands Politi skred tidligere i dag, den 14. november 2025, til anholdelse af en 50-årig mand. Anholdelsen sker som en udløber af den efterforskning, hvor en ukendt mand den 9. november pludselig stod i en yngre kvindes soveværelse på en adresse i Aars. Politiet ser med stor alvor på sagen, og man efterforsker den som et forsøg på voldtægt.

12. november 2025

Nordjyllands Politi

Vidner søges til voldtægtsforsøg

Nordjyllands Politi søger nu efter vidner til en alvorlig sag fra Aars, hvor en kvinde den 9. november 2025 blev forsøgt voldtaget. Også borgere i området omkring gerningsstedet opfordres til at gennemse eventuelt videoovervågning.

7. november 2025

Nordjyllands Politi

Opdatering vedrørende eftersøgning af 76-årig kvinde

Nordjyllands Politi indstiller den koordinerende indsats i Vognsild vedrørende eftersøgningen af den 76-årige, demensramte kvinde fra Vognsild, men er klar til at rykke ud, hvis der kommer nye tip i sagen.