Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

20. oktober 2021 14:20

Mange lommetyverier i Aalborg – pas på dine ting, når du går i byen

Der er kommet godt gang i nattelivet igen, og det kan mærkes på antallet af lomme- og tasketyverier. Især i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor der har været omkring 65 tilfælde af sådanne tyverier i løbet af september og oktober.

En opgørelse, som Nordjyllands Politi har udarbejdet, viser, at der i hele september måned i år har været cirka 25 tilfælde af lomme- og tasketyverier fortrinsvis fra beværtninger i og omkring Jomfru Ane Gade i Aalborg, mens det tilsvarende tal allerede måneden efter, endda kun fra d. 1. – 19. oktober 2021, var steget til op mod 40 tilfælde af lomme- og tasketyverier. Gerningstidspunktene er, næppe overraskende, fortrinsvis i weekenderne, hvor flest mennesker jo går i byen.  

”Vi kan tydeligt mærke, at der er kommet godt gang i festerne igen – og det indebærer altså desværre også, at lommetyvene er blevet mere aktive: for vi får for tiden betydeligt flere anmeldelser ind af tyveri begået i nattelivet,” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov. 

Især smartphones stjæles 

Typisk sker tyverierne fra gæsternes skuldertasker eller lommer, eller tyverierne sker, fordi ens ejendele efterlades ubevogtet i et øjeblik – og da man ofte står tæt, og der er mange mennesker til stede, så har tyvene gode ”arbejdsbetingelser”. Det er især mobiltelefoner og punge med kontanter og kreditkort, der bliver stjålet i nattelivet.  

”Især smartphones udser tyvene sig – så vi opfordrer til, at man husker at holde godt øje med sin telefon, men også sin taske og andre ting, når man går i byen,” pointerer vicepolitiinspektør Anders Uhrskov. 

Hvis du bliver bestjålet, så skal du anmelde det til politiet på 114. Her kan du også få yderligere vejledning, bl.a. er det en god ide at have sit imei-nummer noteret ned, fordi med det kan politiet nemlig spærre din telefon, så den ikke længere kan benyttes på mobilnettet. 

Nordjyllands Politi øger i øvrigt den tryghedsskabende patruljering i Jomfru Ane Gade i den kommende weekend. 

Sådan undgår du at blive bestjålet – fem hurtige råd: 

* Gem din mobil og pung i en lukket lomme – gerne inderlommen
* Læg ikke mobil eller pung synligt på bordet 
* Sørg for, at din taske er lukket  
* Stil din taske, hvor du kan se den
* Lad være med at have for mange kontanter på dig 

Læs flere gode råd på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside 

Pressens kontaktperson: 

• Anders Uhrskov, vicepolitiinspektør, Nordjyllands Politi, 5127 9994 
 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

13. november 2026

Nordjyllands Politi

Kontaktbedrageri: Tre personer anholdt på fersk gerning og varetægtsfængslet

Nordjyllands Politi har anholdt tre personer, der er sigtet for otte tilfælde af kontaktbedrageri. Anholdelserne skete onsdag aften, da politiet greb ind i forbindelse med overdragelse af tyvekoster på en parkeringsplads ved Hobro. Alle tre er blevet varetægtsfængslet i to uger.

11. november 2026

Nordjyllands Politi

Politiet kontrollerede flere hundrede bilister på J-dag

Stor færdselskontrol i den forgangne weekend bød på få tilfælde af spirituskørsel, men andre overtrædelser giver anledning til panderynker hos Nordjyllands Politi.

5. november 2026

Nordjyllands Politi

Pirattaxaer: Pas på, når du tager hjem fra en bytur

Nordjyllands Politi har i den seneste tid modtaget flere anmeldelser fra borgere, der efter en bytur i Aalborg er blevet frarøvet deres mobiltelefon i forbindelse med kørsel med pirattaxaer. Nu går vi ind i julefrokostsæsonen, og politiet opfordrer derfor til, at man er særligt opmærksom på, hvem man kører med.