Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

15. august 2024 12:42

Skolevejstrafik i Hjørring: Lokalpolitiet delte både bøder og highfives ud

Også i Hjørring har politiet i disse dage ekstra fokus på færdselsregler og sikkerhed ved byens uddannelsesinstitutioner. Onsdag morgen den 14. august uddelte lokalpolitiet både bøder, kørekortklip og highfives flere steder.

Nordjyllands Politi er – som landets øvrige politikredse – til stede i ekstra omfang på kredsens skoleveje og uddannelsesinstitutioner for at se til, at både bilister, cyklister og fodgængere har færdselssikkerheden in mente, nu hvor skolerne starter op igen efter sommerferien.

Hos lokalpolitiet i Hjørring kan man melde, at det giver rigtig god mening at lave kontrol ved skolerne – set fra flere vinkler.

 

Mange ignorerer venstresving forbudt 

”Vi har været ude ved mange af skolerne i Hjørring kommune i denne uge,” indleder politiassistent og fagkoordinator Daniel Haslund, Hjørring Politistation.

Han giver et konkret eksempel:

”I Hjørring har vi vejen Skolevangen, hvor både Muldbjergskolen, UCN, gymnasiet, Hjørring Private Real Skole og den kommunale skoletandlæge har til huse. Det giver et enormt pres på dén vej særligt om morgenen fra klokken 07.30 til cirka 08.10. Der er derfor med god grund skiltet med venstresving forbudt på hele Skolevangen, og det gælder i begge retninger,” fortæller Daniel Haslund.

”– Det er der en hel del bilister, der ser gennem fingre med, og vi har derfor også skrevet en del bøder ud til folk for den overtrædelse. Det er en bøde på 1.500 kr.”

Skolevangen ved Hjørring Gymnasium tidligt tirsdag morgen den 13. august før møde-myldretid. Tavlen med venstresving forbudt ses her ved "kiss and goodbye"-vigepladsen.
Skolevangen ved Hjørring Gymnasium tidligt tirsdag morgen den 13. august før møde-myldretid. Tavlen med venstresving forbudt ses her ved ”kiss and goodbye”-vigepladsen.

 

Lad børnene bruge benene!

Politiassistenten har en opfordring på hjerte, som han håber, forældre i både Hjørring og alle andre steder vil tage til sig:

”Børnenes ben virker som oftest fint, og mange af dem har også lært at cykle,” påpeger Daniel Haslund med et fredsommeligt smil.

”– Men hvis det ikke er en mulighed at lade børnene selv transportere sig i skole, så kan man som forælder med fordel overveje, om ikke man kan sætte sine børn af et stykke fra skolen. Så kan vi få luget lidt ud i alle de biler, der kører på Skolevangen og lignende skoleveje hver morgen. Det vil helt sikkert højne sikkerheden for også ens eget barn.”

 

To fik klip i kørekortet

Ud over det forbudte venstresving holdt lokalpolitiet også skarpt øje med cyklisterne og især med bilisternes hastighed og brug af seler – eller mangel på samme.

”Ved vores kontroller haft vi også haft fokus på, om bilisterne brugte sikkerhedsselen, og om de små børn var spændt fast i børnesæder. Der er også blev målt hastigheder med laser onsdag morgen ved Lundergård Skolen i Hjørring, hvor der blev skrevet tre sager – to af sagerne var til klip i kørekortet. Dvs. at bilisterne kørte over 30 % for hurtigt,” fortæller Daniel Haslund.

 

”Skolepatruljerne har vores opbakning”

Men skoleårets første uge var ikke lutter bøder, formaninger og anstrengte smil. Daniel Haslund og hans uniformerede kolleger har også en anden vigtig grund til at lægge vejen forbi kommunens skoler – både nu og senere i skoleåret.

”Det er vigtigt for os at vise, at vi støtter op om skolepatruljerne. Dem er vi meget glade for; de gør et godt stykke arbejde hver morgen ved at hjælpe skolernes børn sikkert ind på skolernes område. Så vi giver skolepatruljerne et stort skulderklap, og de har altid vores opbakning,” fastslår politiassistenten og oplyser, at lokalpolitiet ved skolebesøg også søger dialog og samarbejde med skoleledelsen om deres oplevelse af trafiksikkerheden ved egen skole.

Han runder af:

”Vi har ikke kun delt bøder ud i denne uge. Vi har bestemt også delt mange high fives ud til børnene. Der har generelt været en rigtig god stemning ved skolerne. Så vi tror og håber på, at alle blev mindet om, hvorfor vi skal passe på hinanden i trafikken.”

 

Pressens kontakt:

Daniel Haslund, politiassistent, Hjørring Politistation, tlf. 4021 6231

 

 


Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 
Lene Kold 
E-mail: lko024@politi.dk  
Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

23. december 2024

Nordjyllands Politi

Savnet mand fundet død

Den ældre mand, som Nordjyllands Politi har ledt intenst efter, er desværre i dag, den 23. december 2024, fundet afgået ved døden. De pårørende er blevet underrettet herom.

20. december 2024

Nordjyllands Politi

Anholdelse i voldssag

Østjyllands Politi skred i dag, den 20. december 2024, til anholdelse i en alvorlig voldssag fra Nørresundby, hvor 3 mænd den 5. november 2024 blev efterlyst af Nordjyllands Politi.

19. december 2024

Nordjyllands Politi

Vidner søges til alvorlig færdselsulykke

Lørdag aften den 14. december 2024 kl. 21.55 skete der en alvorlig færdselsulykke i krydset mellem Østerbro og Karolinelundsvej i Aalborg, hvorved en person afgik ved døden som følge af en pålkørsel af en bus. Nordjyllands Politi søger i den forbindelse efter vidner. Politiet kan kontaktes på telefon 114.