Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 27.-28. februar 2024
Narko- og spirituskørsel, kørsel uden kørekort og besiddelse af hash. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Røg men ingen brand, Charlottenlund
Klokken 07.42 kom en anmeldelse om, at der var røglugt fra en bolig på Strandvejen. Det viste sig, at der var tale om noget træmateriale, som var blevet overophedet i forbindelse med håndværkerarbejde på stedet. Der var således kun røg, men ingen brand.
Blev truet til at aflevere halstørklæde, Hillerød
Tirsdag morgen klokken 08.27 blev det anmeldt, at en 16-årig ung mand fra Slangerup aftenen forinden var blevet truet til at aflevere til FCK-halstørklæde til en ukendt person. Episoden skete mandag aften klokken 22.50 på Søndre Jernbanevej og skal nu efterforskes nærmere.
Tyveri fra varebil, Helsinge
Mellem mandag aften og tirsdag morgen klokken 07.30 har der været tyveri fra en varebil, som stod i Birkely. Tyven har stjålet diverse værktøj blandt andet boremaskiner, stiksave og en pladevibrator.
Kørte uden kørekort, Slangerup
Tirsdag lige over middag blev en 59-årig mand fra Dronningmølle standset, da han kom kørende ad Frederiksborgvej. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han ikke havde noget kørekort.
Sigtet for narkokørsel, Ølstykke
En 37-årig mand fra Hvidovre blev tirsdag klokken 13.30 standset, da han kom kørende ad Frederikssundsvej. Her blev han sigtet for narkokørsel og for at køre bil, selvom han tidligere var frakendt førerretten. Den 37-årige blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Sigtet for spirituskørsel, Frederikssund
En 80-årig kvinde fra Frederikssund blev tirsdag eftermiddag klokken 15.10 standet på Kalvøvej. Her blev hun sigtet for spirituskørsel, idet hendes promille var over den tilladte. Kvinden blev herefter taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra hende. Den skal nu analyseres for at fastlægge hendes nøjagtige promille.
Hund hittede hash, Farum
En af politiets narkohunde fandt tirsdag eftermiddag klokken 17.35 en moderat mængde hash skjult på et gangareal i Bybækterrasserne. Narkohunden var på stedet i forbindelse med en politiindsats målrettet narkosalg på gadeplan.
Sigtet for butikstyveri, Hillerød
Mandag klokken 17.42 blev en 33-årig mand uden fast adresse sigtet for butikstyveri. Manden havde kort forinden taget tre pakker kylling og forladt Rema 1000 på Skansevej uden at betale.
Bil blev beslaglagt, Hillerød
Tirsdag aften omkring klokken 18 blev en 28-årig kvinde fra Ballerup standset, da hun kom kørende ad Kannikegade. Her blev hun sigtet for kørsel uden førerret, og da det var tredje gang, hun kørte bil på trods af et kørselsforbud, blev hendes bil beslaglagt.
Spirituskørsel, Hillerød
Klokken 19.35 stoppede politiet en 57-årig mand fra Hillerød på Agernvej. Han havde valgt at køre bil, selv om han havde en promille over det tilladte. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve.
Ild i emhætte, Halsnæs
Klokken 19.37 fik politiet en anmeldelse om en brand i et hus på Hasselvej. Der var gået ild i en emhætte. Personerne i huset kom ud og ingen kom til skade.
Hash i sokken, Lyngby-Taarbæk
Tirsdag aften klokken 21.20 - i forbindelse med en målrettet togindsats mod narkotika på Lyngby Station, markerede narkohunden Vaks på skoen på en 25-årig mand fra Skibby. Under den efterfølgende visitationen blev der fundet en mindre klump hash i den 25-åriges sok.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Rudersdal
Under en indsats mod narkotika i S-toget fra København mod Hillerød markerede narkohunden vaks mod bukselommen på en 17-årig ung mand fra Kastrup. Sigtede blev gjort bekendt med markeringen og erkendte straks at være i besiddelse af en mindre klump hash. Den 17-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Gentofte
I S-toget fra København mod Hillerød var politiet på patrulje i forbindelse med en narkoindsats. Klokken 21.40 markerede narkohunden Fister markerede på en 32-årig mands taske. Manden, som var fra Nærum, blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre klump hash og en joint. Sigtede blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og underskrev en konfiskationserklæring. Da sigtede var eftersøgt til fogedretten blev han anholdt til dette.
Motorkøretøj, kørsel uden førerret, Halsnæs
Klokken 00.25 stoppede politiet en 22-årig mand uden fast adresse på Amtsvejen Han kørte bil på trods af at han ikke havde førerret til det pågældende køretøj.
Havde lattergas på sig, Fredensborg
En 22-årig mand fra Nivå blev natten til onsdag sigtet for besiddelse af en lattergasflaske på Mariehøj.
Tyveri fra lastbil/varebil, Helsingør
Klokken 01.43 natten til onsdag fik politiet en anmeldelse om indbrud i en varebil, som holdt på Damhusvej. Der var blevet stjålet forskelligt værktøj. Gerningsmændene blev set stige ind i en mørk stationcar, og køre væk. De blev beskrevet som mænd, iført sort tøj og masker.