Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

4. maj 2021 11:26

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 3.-4. maj 2021

Tyverier, hærværk, flere tilfælde af narkokørsel og en kvinde, der udsatte en taxachauffør for vold. Her er dagens uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Designerstole stjålet

Frederiksværk: Mellem fredag eftermiddag og mandag morgen klokken 07.30 er ukendte gerningsmænd brudt ind på Frederiksværk Gymnasium, hvor de har stjålet et større antal designerstole.

Hærværk mod bil

Kgs. Lyngby: En BMW, som holdt på Hollandsvej, har mellem søndag aften klokken 19.30 og mandag morgen klokken 06.30 været udsatfor hærværk. Bilens bagdæk er punkteret, en baglygte er blevet knust og der er lavet flere ridser i bilens lak. Hærværket blev anmeldt mandag klokken 07.42.

 

Scootersæde ødelagt

Hillerød: Mellem lørdag og søndag eftermiddag har en ukendt gerningsmand skåret flere revner i et sæde til en scooter, som stod på Munkeengen. Hærværket blev anmeldt mandag formiddag klokken 09.28.

 

Flagstang knækket

Frederikssund: I dagene mellem i torsdags og mandag klokken 09.30 er flagstangen ved Frederikssund Krocketklub blevet knækket af en eller flere ukendte gerningsmænd.

 

Katalysatorer stjålet

Charlottenlund/Helsingør: En bil, som holdt på Ordrupvej, har natten mellem lørdag og søndag fået stjålet sin katalysator. Tyveriet blev anmeldt mandag eftermiddag klokken 12.11. Også en bil i Helsingør har fået stjålet sin katalysator. Denne bil holdt på Søndre Strandvej, og tyveriet skete mellem søndag klokken 15.00 og mandag klokken 14.00.

 

Værktøj stjålet fra bil

Ølsted: Mellem torsdag eftermiddag og mandag morgen klokken 08.00 er der stjålet elektrisk værktøj fra en varebil, som holdt på Klydevej. Tyveriet blev anmeldt mandag eftermiddag klokken 13.13 og låsens på bilens bagdør er blevet brudt op for at komme ind i bilen.

 

Sigtet for narkokørsel

Hellerup: Mandag eftermiddag klokken 15.50 blev en 19-årig mand fra Dyssegård standset, da han kom kørende ad Lyngbyvej. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af cannabis, og han blev derfor sigtet for narkokørsel.

 

Mistænkelige indsamlere

Smørum: En 74-årig kvinde fra Smørum kontaktede mandag eftermiddag klokken 15.51 politiet og fortalte, at hun godt en halv times tid forinden var blevet kontaktet af et yngre par, som udgav sig for at være døve og ville have hende til at give penge. Episoden fandt sted i Smørumcentret, og da kvinden var kommet hjem synes hun, at det virkede så mistænkeligt, at hun valgte at kontakte politiet. Det fremgår ikke af oplysningerne på døgnrapporten, hvorvidt den 74-årige kvinde gav penge til parret. 

 

Udgav sig for at være fra et elselskab for at få adgang til personlige oplysninger, Holte

Klokken 17.22 blev det anmeldt, at en ukendt kvinde klokken 11.30 havde ringet til en 65-årig kvinde fra Holte og udgav sig for at være ansat i et elselskab, som havde brug for kvindens personlige oplysninger, herunder kontooplysninger. Den 65-årige kvinde opgav i første omgang en række oplysninger, hvorefter de aftalte, at kvinden ville ringe igen senere efter flere. Den 65-årige kvinde blev dog mistænksom, og hun undlod derfor at besvare sin telefon efterfølgende.

Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til ikke at udlevere personlige oplysninger eller oplysninger om konti og NemID til ukendte personer. Er man derudover som borger i tvivl om, hvorvidt den ukendte person reelt repræsenterer en navngiven virksomhed, er det en god ide at få dette bekræftet af virksomheden. 

 

Kørsel uden førerret, Vedbæk

På Helsingørmotorvejen standsede en patrulje klokken 17.45 en 26-årig mandlig bilist fra Herlev og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Dette kunne han imidlertid ikke efterkomme, idet han ikke havde erhvervet sig et sådant, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Narkokørsel, Gilleleje

En 51-årig mandlig bilist fra Græsted blev klokken 18.32 standset af en patrulje på Møllegade. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Der afventer nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

 

Knallertkørsel til ulempe, Helsingør

Klokken 19.57 blev det anmeldt, at fem-seks knallerter kørte ræs på de grønne områder og parkeringspladsen ved Nordvestskolen. Ifølge en efterfølgende anmeldelse skulle knallertførerne have opført sig truende over for en borger, som bad dem stoppe. De havde dog efterfølgende forladt skolens område.  En patrulje kørte til området for at lede efter knallerterne, men det var ikke muligt at udfinde dem.

 

Narkokørsel, Værløse

På Kollekollevej standsede en patrulje klokken 20.00 en 27-årig mandlig bilist fra Værløse. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil underpåvirkning af euforiserende stoffer. Han blev også sigtet for at køre bil, selv om han havde fået frakendt førerretten.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

 

Uro og uorden, Hillerød

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 20.03, skabte en gruppe unge uro ug utryghed på Trollesvej. En borger fra området havde bedt dem om at forlade stedet, hvilket de havde nægtet. En patrulje kørte derfor dertil, hvor de traf fem unge mennesker i alderen 17-20, som de fik en snak med om deres adfærd. De unge mennesker fik deres generalia registreret, og de blev derefter bortvist fra stedet.

 

Kvinde udsatte taxachauffør for vold grundet disputs om mundbind, Kgs. Lyngby

Klokken 21.35 opstod der på Lyngby Hovedgade en uoverensstemmelse mellem en 41-årig kvinde fra Virum og en taxachauffør, da sidstnævnte bad kvinden om at iføre sig mundbind i taxaen. Det ville kvinden ikke efterkomme, og da taxachaufføren bad hende om at stige ud af bilen, slog hun ham flere gange på hænderne inde i bilen og sparkede efterfølgende til ham uden for taxaen. En patrulje kørte til stedet, hvor de anholdt kvinden og sigtede hende for vold.

 

Narkokørsel, Hellerup

En 17-årig mandlig bilist fra København blev klokken 21.40 stadset af en patrulje på Svanemøllevej. Her blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derudover også sigtet for kørsel uden førerret, da han grundet sin alder endnu ikke havde erhvervet sig denne.

Den 27-årige mand blev efterfølgende kørt til hospitalet for udtagning en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventulle narkopåvirkning.

 

Sigtet for besiddelse af en joint, Kgs. Lyngby

En patrulje traf klokken 23.00 en 27-årig mand uden kendt adresse, som var i besiddelse af en joint på et grønt område ved Emil Pipers Vej. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

 

Færdselsuheld, Gilleleje

En borger anmeldte klokken 23.09, at en bil var kørt gal på Pårupvej og nu stod forladt på stedet. Airbaggen var gået, og der var katastrofeblink på bilen. En patrulje kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at bilen havde påkørt et el-skab, som var blevet ødelagt ved sammenstødet. 

Patruljen forsøgte efterfølgende at få kontakt til bilens ejer for at få fastlagt de nærmere omstændigheder omkring uheldet, men på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse har dette endnu ikke været muligt.

 

Bildæk forsøgt stjålet, Allerød

En 34-årig mand fra Allerød anmeldte klokken 06.33, at en ukendt gerningsperson havde forsøgt at stjæle dækkene på hans bil, som havde holdt parkeret på Banetorvet natten over. Hjulboltene på bilen var blevet taget af, men det var ikke lykkedes gerningspersonen at fjerne dækkene. Det samme gjorde sig også gældende for en anden bil på vejen. Her havde gerningspersonen efterladt en stiksav under bilen.

 

Pressekontakt

E-mail: nsj-presse@politi.dk

Telefon: +45 4133 1576

Flere døgnrapporter

14. maj 2021

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 13.-14. maj 2021

Pengeskab returneret til ejer, flere borgere beskudt med hardball pistol, tyverier fra biler og musik til ulempe. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

12. maj 2021

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi uddrag af døgnrapport 11. - 12. maj 2021

Falske pengesedler, overfald, færdselsuheld og en dykker, som ikke var i nød. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

11. maj 2021

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 10.-11. maj 2021

Tyverier, færdselsuheld, forsøg på bedrageri og en mand, som kørte narkokørsel og viste falsk kørekort er blandt de hændelser, du i dag finder i uddraget af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi