Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

13. marts 2025 10:22

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 12.-13. marts 2025

Narkokørsel, bedrageri og slagsmål. Her er et uddrag af døgnrapporten.

Ulovlig knallert, Birkerød

Klokken 09.50 standsede politiet en 15-årig ung mand fra Birkerød, der førte en lille knallert i sydvestlig retning på Hovedgaden i Birkerød.  Knallerten var tunet, og på politiets rullefelt målte den en fart på mindst 43 km/t. Manden erkendte og blev sigtet for forholdet.

 

Kørte bil påvirket, Birkerød

Klokken 10.44 kørte en 34-årig mand fra Hørsholm en personbil ad Birkerød Parkvej, på trods af at han ikke havde et gyldigt kørekort og var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev taget med til blodprøveudtagning til brug for sagens videre behandling.

 

Forsøg på bedrageri, Gentofte

Politiet modtog klokken 13.52 en anmeldelse fra en 88-årig kvinde om, at hun et par timer forinden var blevet ringet op af ”banken”, som sagde, at der havde været svindel med hendes konto. ”Banken” ville sende en medarbejder til kvindens adresse for at afhente dankort og kode. Men kvinden var blevet mistænkelig og åbnede derfor ikke døren.

 

Forsøg på bedrageri, Kgs. Lyngby

Klokken 15.22 anmeldte en 96-årig kvinde, at hun var blevet ringet op af en fra ”banken”, der ville komme og afhente hendes dankort og kode. Kvinden var tidligere blevet franarret smykker. Derfor ringede hun til politiet med det samme. Politiet ankom og lå på lur i nærheden af kvindens hus, men svindleren dukkede aldrig op.

 

Bedrageri, Gentofte

Klokken 15.53 anmeldte en 72-årig kvinde, at hun en times tid forinden var blevet kontaktet af en mand fra "Danske Bank", der hed ”Martin”. Manden oplyste, at kvindens kort var blevet misbrugt efter et stort datalæk i Danske Bank. "Martin" ville sende ”Thomas” ud for at hente kvindens kort. ”Thomas” dukkede op på kvindens adresse. Kvinden gav ”Thomas” to kreditkort. Herefter blev der trukket store pengeløb på kvindens konto.

 

Bedrageri, Birkerød

Klokken 17.01 anmeldte en 82-årig kvinde, at hun to timer forinden var blevet ringet op af ”banken”, der oplyste, at der var blevet trukket penge fra hendes kort, og for at få dem igen skulle hun udlevere sit dankort. Efter 30 minutter ankom en mand til hendes adresse, og kvinden udleverede sit kort. Efterfølgende blev der af to omgange hævet store beløb.

 

Bedrageri mod ældre

Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:

  • Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
  • Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
  • Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.

 

Sigtet for narkokørsel, Hellerup

Onsdag aften klokken 21.30 blev en 24-årig kvinde fra Brønshøj sigtet for narkokørsel. Kvinden blev standset, da hun kom kørende ad Tuborgvej. Hun blev efterfølgende taget med på hospitalet, hvor hun fik taget en blodprøve. Den skal nu analyseres for at fastlægge hendes nøjagtige påvirkningsgrad til brug for sagens videre behandling.

 

Uro og uorden, Holte

Klokken 01.10 natten til torsdag kom en anmeldelse om, at to grupper unge var oppe at slås i krydset Røjelskær/Øvderødvej. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor de traf fem unge mænd i alderen 17-18 år. Der var imidlertid ikke nogen af de unge, som umiddelbart ønskede at anmelde noget.

 

Kørte uden kørekort, Fredensborg

En 42-årig kvinde fra Skævinge blev klokken 04.50 natten til torsdag standset, da hun kom kørende ad Hillerødvejen. Her blev hun sigtet for at køre bil på trods af, at hun ikke havde noget kørekort.

 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

25. marts 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 24.-25. marts 2025

Tyveri fra bil, narkokørsel og groft hærværk. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

24. marts 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 23.-24. marts 2025

Fund af granat, cykeltyveri, hærværk og brand. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

21. marts 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 20.-21. marts

Bedrageri, uro og stjålet scooter. Her er et uddrag af døgnrapporten.