Nordsjællands Politi: Uddrag af døgnrapporten 14.- 15. juli 2026
Bedrageri, vigepligt og narkokørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten i Nordsjællands Politi.
Bedrageri, Stenløse
En 93-årig kvinde fik mandag omkring klokken 21 besøg af en kvinde, der udgav sig for at være fra kommunen og som tilbød den 93-årige kvinde hjælp med forskellige ting. Da den 93-årige bad om at se noget legitimation, oplyste kvinden, at det lå i bilen. Da kvinden gik ud for at hente legitimation, kom hun ikke tilbage.
Overholdt ikke vigepligt, Jægerspris
Klokken 15.36 modtog politiet en anmeldelse om, at der på Solsortevej var sket et færdselsuheld. En 24-årig mand fra Roskilde kom kørende på sin motorcykel, da en 77-årig kvinde fra Herlev ikke overholdte sin vigepligt og foretog et venstresving ind foran den 24-årige mand.
Narkokørsel og kørsel uden førerret, Stenløse
Tirsdag eftermiddag klokken 16.02 stoppede politiet en personbil, der kørte ad Krogholmvej. Føreren, en 47-årig mand fra Fakse, viste sig ikke at have gyldigt kørekort, da han administrativt havde fået inddraget sit kørekort. Derudover blev han testet positiv ved en narkotest og blev sigtet for begge forhold.