Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 21.-22. januar 2026
Bedrageri, færdselsuheld og brand. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Ildebefindende, Ølsted
Klokken 08.47 kom en 62-årig mand fra Ølsted kørende i en traktor ad Gydebakken, da han fik et ildebefindende. I den forbindelse påkørte han en personbil og efterfølgende en del af et hus. Alle parter var okay, og trafikken blev ikke påvirket.
Færdselsuheld, Helsingør
På Kongevejen i sydgående retning klokken 11.05 foretog en 37-årig mand fra Helsingør pludseligt en U-vending over de to øvrige spor, hvorved der skete et sammenstød med en bil ført af en 20-årig mand fra Vedbæk, som kørte bag den 37-årige. Der skete ingen personskade, men trafikken var påvirket, da vejen var spærret i en periode.
Bedrageri, Espergærde
Klokken 13.07 kontaktede en 82-årig kvinde politiet, da hun forinden var blevet kontaktet på sin bopæl af en ukendt mand, som oplyste, at han skulle kigge på noget vand. Den ukendte mand gik ind i boligen og bad den 82-årige om at gå med ud på badeværelset, hvorefter endnu en ukendt person dukkede op. Den 82-årige bad de to personer om at forlade adressen og råbte om hjælp, hvorefter personerne forlod stedet.
Spiritus- og narkokørsel, Frederikssund
En 25-årig mand fra Frederikssund blev klokken 15.10 standset af en patrulje på Skiftestensvej. Her viste et narkometer, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Føreren af bilen var i besiddelse af en joint og to kapsler receptpligtig medicin, som han ikke havde recept på. Manden blev anholdt og sigtet for narkokørsel, og der venter nu svar på en blodprøveudtagelse.
Brand, Hillerød
Politiet modtog klokken 18.05 en anmeldelse om røgudvikling i en kebabbutik forårsaget af en optændt kulgrill, som resulterede i gnister i ventilationsanlægget. Der opstod ild i anlægget og røg i forretningen og i lejlighederne over butikken. Brandvæsenet blev tilkaldt, og branden blev slukket. Beboerne i bygningen blev evakueret, men kan ikke flytte tilbage på grund røgfyldte lejligheder.
Færdselsuheld, Gentofte
På Helsingørmotorvejen klokken 18.30 i nordgående retning kom en 68-årig kvinde fra Brøndby kørende og mistede overblikket og påkørte et vejskilt i rabatten. Kvinden kørte kortvarigt ud i første vognbane og blev påkørt bagfra af en 61-årig kvinde, der ikke kunne nå at bremse, hvorefter den 68-årige kvinde kørte ud i rabatten med fronten af bilen. Ingen af de involverede kom til skade.