Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 27.- 28. august 2023
Spirituskørsel, tyveri og færdselsuheld. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Værktøj stjålet, Farum
Mellem fredag eftermiddag og lørdag eftermiddag klokken 17.42 er der stjålet diverse værktøj fra en varebil, som stod på Akacietorvet. Tyveriet blev anmeldt søndag morgen klokken 07.17. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til værktøjet.
Stjal trøje og telefon, Hundested
En mand stjal søndag formiddag klokken 10.14 en trøje og en medarbejdertelefon i Rema på Butiksvej, hvorefter han forsvandt fra stedet. Ud fra oplysninger i sagen har Nordsjællands Politi en formodning om, hvem gerningsmanden kan være og dette vil blive undersøgt nærmere.
Cyklist ramt af bil, Helsingør
En 56-årig mandlig cyklist fra Helsingør måtte en tur på hospitalet for at få behandlet sine skader, efter han klokken 10.32 søndag formiddag var blevet ramt af en 73-årig mand fra Helsingør, som ramte den 56-årige i forbindelse med et højresving. Den 73-årige er sigtet for overtrædelse af sin vigepligt.
Tyveri fra kølecontainer, Frederikssund
Mellem lørdag aften og søndag formiddag klokken 11.20 har der været indbrud i en kølecontainer, som stod på Askelundsvej. Fra containeren er der stjålet kød, fisk, skaldyr samt diverse kolonialvarer.
Butikstyv spyttede på medarbejder, Hillerød
En kvinde spyttede søndag eftermiddag på en 27-årig mandlig medarbejder i Rema 1000 på Skansevej, da han tog hende for butikstyveri. Herefter forsvandt hun fra stedet.
Sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg, Hillerød
Søndag eftermiddag kort før klokken 17 blev en 19-årig mand fra Hillerød truffet på en p-plads på Østervang, hvor han var i besiddelse af en større mængde hash, fordelt i salgsposer. Den 19-årige blev sigtet for at være i besiddelse af hashen med henblik på at sælge den videre, hvorefter salgsposerne blev konfiskeret.
Ung mand kastede kniv ind i hæk, Ølstykke
En borger kontaktede klokken 17.07 politiet og fortalte, at han havde set to unge mænd gå på Lokes Plads, hvor den ene kastede en kniv ind i en hæk. En patrulje kørte til stedet, hvor man fik fat i de to drenge, begge fra Ølstykke og henholdsvis 14 og 17 år. Den 14-årige blev kørt hjem til sine forældre, som blev orienteret om sagen af patruljen.
Spritbilist kørte i grøften, Helsinge
En 47-årig mand fra Helsinge var så beruset, at han kort før klokken 18 kørte i grøften på Græstedvej. Manden forsøgte efterfølgende at stikke af fra den patrulje, som kom til stedet. Det lykkedes imidlertid ikke og manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, hvorefter han blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge den 47-åriges nøjagtige promille til brug for den videre sagsbehandling.
Tyveri af benzin/olie, Lyngby-Taarbæk
I weekenden mellem fredag kl. 22.00 og søndag kl. 19.30 fik en lastbil, som holdt på Akademivej, stjålet diesel fra begge tanke. Tankdækslerne var opbrudt formentlig med skruetrækker, der var efterladt på stedet.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Hillerød
På en parkeringsplads på Ålholmparken opdagede en patrulje kl 21.40 søndag aften en 19-årig mand fra Hillerød, som var i færd med at lave en joint ved patruljens ankomst. Bil ransaget med fund af en lille mængde hash til følge.
Biler stødte sammen, Humlebæk
Klokken 22.40 søndag aften skete der et trafikuheld på Hørsholmvej i krydset Langstrupvej. En 20-årig mand fra Helsingør kørte i bil i østlig retning ad Langstrupvej frem mod krydset ved Hørsholmvej, hvor han skulle dreje til venstre mod nord ad Hørsholmvej. Han kørte frem for sin ubetingede vigepligt og blev påkørt af en 26-årig mand fra Helsinge som kørte i sydlig retning ad Hørsholmvej. Ingen personskade, men større materielle skader på den 20-åriges bil.