Nordsjællands Politi: Uddrag af døgnrapporten 6. - 7. oktober 2026
Vold, indbrud på byggepladser og varebil og elektriske løbehjul. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Indbrud på byggeplads, Kgs. Lyngby
Nordsjællands Politi modtog tirsdag morgen klokken 06.43 anmeldelse om et indbrud på en byggeplads i Kgs. Lyngby.
Her havde ukendte gerningspersoner tvunget sig adgang til en container ved at skære håndtaget op. Fra containeren havde de blandt andet stjålet skruemaskiner, vinkelsliber, rotationslaser, batterier og to bindepistoler til en samlet værdi på over 50.000 kroner. Der blev sikret mulig DNA fra stedet og foretaget gerningsstedsundersøgelse.
Tyveri fra varebil, Hillerød
Ukendte gerningspersoner skaffede sig natten til tirsdag adgang til en varebil med påhængsvogn på ukendt vis og kørte væk med den. Det lykkedes for gerningspersonerne at få flyttet vogntoget til et andet sted, hvor de kunne stjæle værktøj fra varebilen. Samtidig forsøgte de at stjæle en rendegraver fra påhængsvognen uden held. Ejeren sporede varebilen med GPS til stedet, hvor det stjålne køretøj blev fundet.
Vold under forestilling, Dyrehavsbakken
En 23-årig kvinde anmeldte tirsdag formiddag et forhold, som skulle have fundet sted to uger tidligere den 23. september. Her var den 23-årige en del af en forestilling på Dyrehavsbakken. Forestillingen var horror-inspireret, og kvinden skulle i den forbindelse skræmme publikum. Da hun kom kravlende nedefra på gulvet foran publikum, var der en mand, som sparkede ud efter hende flere gange. Hun blev under hændelsen ramt af tre spark på hoften og ét spark i hovedet. Siden blev hun trukket ud af forestillingen og kom på skadestuen for at blive tjekket. Manden havde ikke været til at finde efterfølgende, men kvinden husker fortsat, hvor i salen hændelsen skete. Hun ønskede nu at anmelde forholdet, hvor hun pådrog sig flere mindre skader omkring låret og på kæben.
Drone i vandet, Hellebæk
Klokken 09.20 modtog politiet en anmeldelse om, at der lå en orange drone i vandet ved Hellebæk. Dronen var 1,5 meter i bredden og lå i et stengærde. Årsagen var, at Forsvaret havde afholdt en droneøvelse, hvor de nedskød droner i Øresund. Derfor er det forventeligt, at der vil skylle flere droner i land. På dronerne findes handlingsanvisninger og telefonnummer til Forsvaret, som efterfølgende vil samle dronerne op.
Mindreårig fører af elektrisk løbehjul, Hørsholm
Klokken 14.35 stoppede en patrulje i Hørsholm føreren af et elektrisk løbehjul, som kørte uden hjelm. Der var tale om en 12-årig dreng, hvis mor blev kontaktet og informeret om hændelsen. Politiet inddragede herefter løbehjulet med henblik på at vurdere lovligheden af køretøjet og mulighederne for konfiskation.